Nis gik videre ud af grussti e n i evig søgen efter Rosalinde, for det kunne jo ozze være at hun kunne hjælpe ham med at finde Elverfolkets dal....sjufff, hov hvad var det der liiige løb forbi derovre ved menneske-bænken, mon det var en alf ?!?!? Nis synes bestemt at ha' set noget alfehår ud af øjenkrogen da tingesten strøg forbi ham - han løb nysgerrigt med ozze vagtsomt over til bænken, men der ingen alf at se nogen steder. Nis undrede sig lidt, og besluttede sig for at trave videre, men lige som han tog det første skridt....sjufff, så strøg tingesten forbi ham igen. Denne gang tog Nis en hurtig beslutning og løb alt hvad remmer og tøj kunne holde efter den besynderlige skabning, men igen blev han snydt - troede han da, for lige som han vendte sig om hoppe han 10 nisseskridt op i luften, der foran ham stod verdens mindste trold og blinkede muntret med øjnene mens han smilte drilsk. I næste øjeblik sad den lille trold om hans hals og gned sin næse imod hans - for det er måden hvorpå trolde hilser på hinanden. Nis smilede til trolden og gengældte hans hilsen, og så satte de to sig op på menneskebænken for at snakke lidt, som det hør og bør sig når man møder en trold på sin vej.
Nis fandt ud af at den lille trold kun var fremme i dagslyset, fordi han havde mistet sin hale, som han nu var ude og lede efter. Nis synes, at det var synd for trolden, så han sagde til Odrian, som trolden hed, at han ville hjælpe ham med at lede efter hans hale, hvis Odrian til gengæld ville hjælpe med at finde Rosalinde og Elverfolkets dal, og det vile Odrian godt....
Jenny
