Så gik en time derude. Først for at tømme køkkenaffald til kompostormene og fotografere strikkekurven... Dernæst med at fodre hestene og overtale en vandslange til at tø op, hvilket ikke lykkedes, så spande med vand istedet blev slæbt til deres store balje i folden. Så skulle der strå ud i 3 bunker, en til hver, for der er ikke noget at gnave af nu. Snart begyndte de at udsende utålmodige vink med en vognstang om, at foderet var spist og de gerne ville ud til de bunker, som de kunne snuse igennem porten, at jeg havde lagt.

Jeg har den største respekt og den fjerneste interesse for heste. Det ligger mig ligesom ikke i blodet at beherske sådan et væsen. Men vi er dog efterhånden nået til en vis forståelse - og de trods alt en respekt for lille mig. De er kloge dyr, som godt ved, at hånden der fodrer, bør man stå på nogenlunde god fod med. Også selvom de kan være frække og kontrære indimellem. Og så bliver den bestemte tone fundet frem, som de trods alt følger. Et par dage om ugen har jeg således ansvaret, når gemalen er bortrejst. Datteren, som er den aktive rytter, ligger idag i sengen med hovedpine, som angreb hende allerede i aftes. Derfor ordnede jeg også bokse, så de er klar, når hestene skal ind igen, da hun næppe overkommer det.

Og så var der altså gået 1 time derude, sådan bare lige. Inden jeg gik ind, kunne jeg jo selvfølgelig ikke nære mig for lige at kigge hist og pist i haven. Solen er delvist fremme idag - dog ikke, da jeg havde gang i cameraet, og det er lige før, man kan høre græsset gro for tiden! Ihvertfald forårsblomster og stauder - græsset vil godt have lidt mere varme. Og det må det så gøre uden min indblanding en uges tid eller så endnu. Jeg har nævnt, at der vendes op og ned indenfor. En større opgave, når man "lider" af uhelbredelig, konstant udfordret kreativitet ;) Alt, hvad der hedder hobbyting, som i 15 år er vokset i mængde i stue (og andre steder i huset), samles nu på loftet, som nok ender med at blive døbt; "Hobbystuen". Stuen skal til gengæld ende med at have så enkle og rengøringsvenlige flader som muligt og ønskeligt, når en brændeovn flytter ind. Dét optager mig meget for tiden! Og det er med den slags, som når man maler loftet; Så trænger tapetet og meget mere pludselig også ;)

Fra kroge, kasser, kurve, poser, hylder osv. er dukket ufuldstændige håndarbejder op. De færdiggøres efterhånden, som noget nyt er færdigt fremover - her er et par herresokker netop færdigsstrikket og hæftet. Og så blev der hæftet ende på en strikket karklud fra sommeren 2011 og et boldnet til min nevø Christian på 4 år, som jeg hæklede torsdag aftener for 1 års tid siden, hvor jeg var ledsager til ungdomsskoleundervisning.

Strikkekurven.jpg

Nu sidder jeg så og varmer fusserne, som ærlig talt blev lidt nedkølede i gummistøvlerne, den time derude, inden jeg skal videre med heksedansen herinde... kigger man lidt efter i bunden af billedet med strikkekurven, som Lurendrejeren har selskab af, så ser man mine "forårsåkander". I lørdags var jeg jo helt euforisk over forårsvejret og knipsede løs liggende på maven flere steder. Og når man gør det, kan man ikke undgå at blive henrykt over duften af Eranthis i flok. Jeg kan ihvertfald ikke! Og jeg blev såmænd så rørstrømsk, at jeg snuppede nogle stykker og lod dem drive på vandet i baljen, hvilket var meget yndigt. Nu har de, som de ses, fået lidt slagside og er lidt forfrosne. Men sådan så de ud i lørdags...

Eranthis.jpg