Vinduesmaling opfører sig forskelligt fra mærke til mærke. Noget er meget flydende andet er mere sejt i det. Men jeg tør alligevel godt at kaste mig ud i lidt tommelfingerregler...
Jeg fylder ud direkte fra flasken - der er altså ikke tale om, at jeg bruger en pensel til at male det på med. Og jeg sparer ikke på malingen. Hvis man giver det for tyndt et lag, bliver dekorationen nemt lidt kedelig at se på og man risikerer også, at den krakelerer.
Den maling, jeg bruger mest af, er købt på tilbud i Netto. Den minder til forveksling om Amos Glass Deco...
Den vil meget gerne blande sig, når farverne er våde. Derfor er jeg gået over til at fylde ud i etaper, så der ikke kommer to forskellige farver på lige ved siden af hinanden på en gang. I starten puttede jeg alle farver på på en gang, hvilket gav nogle sørgelige lærepenge. Nu lader jeg den enkelte farve overfladetørre, inden nabofarven kommer på.
På billed 1 er jeg startet med at fylde ud. Tutten holder jeg en anelse over plasten og lidt indenfor omridsstregen, mens jeg trykker farven ud. Den flyder ligesom ud i formen - og jeg giver så lidt maling hist og pist, når den har fået lov at arbejde sig lidt rundt og jeg kan se, hvor der mangler. Det betyder ikke det stor, at eks. næse/mund på solen bliver dækket, for de vil træde frem, når malingen er tør.
På billed 2 kan man se, hvordan jeg i første omgang har fyldt farve på forskellige steder uden forbindelse til hinanden, som jeg jeg nævnte længere oppe. Og så lægges dekorationen til tørre på et plant underlag til det ikke virker flydende længere.
På billed 3 er jeg faktisk blevet færdig med 3. omgang udfyldning. Mellem billed 2 og 3 har jeg fyldt lysegrønt på, som har overfladetørret.
3. omgang har jeg påfyldt orange samt gul på kyllingen - og man kan nu se forskellen i farve på den våde gule kylling og den gule sol, der har tørret en del. Desuden har jeg givet et par små klatter af lysegrønt på et par steder, hvor malingen virkede for tynd. Man kan nemlig godt lave lidt reparation uden, at det vil træde frem bagefter.