Her kommer jeg haltende bagefter, det her skulle være skrevet igår, men bedre sent end aldrig.



Da jeg var barn uha er jeg blevet så gammel at jeg skriver det J

Der var der ikke noget der hed Hallowen, vi anede ikke det fandtes; men vi lavede lys roer om vinteren, det forgik på den måde at far fandt nogle store roer til os på en mark, de blev skrubbet godt og grundig med den stive kost ude ved bryggersvasken – hvorfor de blev skrubbet kommer senere, så skar far hoved af dem = toppen for det var farligt med den skarpe kniv over fra værkstedet.

Så var det os unger der gik i gang med hver sin ske , vi udhulede dem , det var faktisk et hårdt arbejde, det vi tog ud, skulle over i en skål, det skulle mor have til at lave mad af, nøjsomme tider dengang, det kunne godt tage en hel eftermiddag at lave dem, der blev skåret huller til øjnene og lavet en mund næsten altid med 1 tand. Så kom tusmørket og NU skulle der ske noget, mor havde gemt lys stumper de blev sat ned i roen ved at dryppe noget stearin ned i bunden og så hurtig ned med stumpen, så kom det allermest spændende når ”hatten” skulle sættes på for gik lyset ud, så måtte vi i gang igen med en ske og få mere af roe indmaden ud.

Når den var færdig gik vi til naboer og venner og bankede på ruden og når de så kom til ruden stak vi roen op til vinduet og benede så ellers af sted for de skulle ikke vide hvem vi var.

Hvornår og om det var på en fast tid om året kan jeg ikke huske desværre men jeg kan huske vi altid fik den formaning af mor og far, ikke noget med at gå til de huse der havde stråtag, og dem var der mange af på Fanø.. om vi over holdte det… se det er en anden sag.