Hejsa alle Rokkere !

Ja, her bliver det ikke til det store varmestuestrikkeri i øjeblikket, da jeg er i gang med et kæmpe projekt med en broderet julegavesæk i str. 50-75 cm., så det tager noget tid.

Og når man så sidder der og broderere derudaf, ja så løber der mange tanker gennem hovedet. Så var det, jeg kom til at tænke på dengang jeg var barn, og pengene hos mine forældre ikke var store, så der blev mange ting genbrugt, også til legetøj. Et af de store hit var, når der var tom emballage fra madvarer, rent altså, så blev det pænt lukket til igen med tape, og så blev det brugt til at lege købmand med.

Når man så kigger i alle de legetøjskataloger der i denne tid vælter ind af døren, så kan man jo købe en hel masse af sådanne ting i børnestørrelse, som de kære små kan lege med. Men jeg tror nu på, at børn også gerne vil lege med "rigtige" ting, så nu er jeg begyndt at gemme forskelligt i en stor kasse, som så kan tages frem, når barnebarnet engang vil lege købmand.

Da vores børn gik i børnehave og de små klasser i skolen, fik vi af og til en seddel med hjem, om vi ville være med til at samle netop sådanne ting, for de skulle bruges til at lære børnene hvad ting koster = lære at regne.

I denne tid, hvor mange af os bager til jul, er der rigtig meget emballage, som man normalt ikke bruger så meget af. Nogle ting kan lige skylles, evt. med opvaskevand og så sættes til afdrypning. Indtil nu har jeg samlet fra følgende ting:

Vanillesukker
Bagepulver
Romessens
Mandelessens
Pålægschokolade
Mælkekartoner i forskellige afskygninger
Kærgården
Pama ris
Morgenmadsprodukter
Vanillestængerrør
Plasticflasker fra tomatketchup + pure + dressing
Kraft terninger
Dadler
Æg
Opvaskemiddel
Opvasketabs
Kaffe
The
Snøfler
Flourmelis
Farin

Vi har hos os en elektrisk dåseåbner, sådan een af dem der samtidig sørger for, at der ingen skarpe kanter er, så dåser fra f.eks. cocktailpølser, hakkede tomater og dåsefrugt kan også bruges.

Det kræver bare, at man lige åbner de forskellige emballager lidt forsigtigt, så de kan lukkes igen, istedet for man mange gange bare river dem op.

God søndag til alle.