Datteren og jeg fik arbejdet videre med vore cernitfigurer idag. Der blev lavet kroppe og malet øjne på. Datteren blandede farver til øjnene på en palet. Og hun fik også æren af at føre penslen. Min klovns ansigt blev hvidtet pr. egen hånd. Og så var det ligesom, der skete noget.
Da jeg var barn tegnede jeg meget. Jeg elskede det. Næsten lige så højt som min datter nu gør, omend hun allerede har tegnet tusindfold mere end mig. Så blev jeg ung. Og med det kom tilbuddet om ungdomsskole. Og stor var min fryd, da jeg opdagede, at der var et hold med tegning/maling, som en relativt kendt lokal kunstner underviste. Wouw nu skulle jeg LÆRE at tegne og male og alt muligt. Der skete så næsten det stik modsatte. Jeg fandt ud af, hvor meget jeg overhovedet ikke kunne finde ud af i undervisningen. Og at både det at male og tegne med kul ikke var noget for en venstrehåndet...
For 2½ times tid siden skulle jeg så lige have ryddet op efter vores kreativiteter, inden jeg skulle lægge tøj sammen og i bad. Jeg har faktisk ikke fået gjort nogle af delene endnu. Jeg stod nemlig med datterens palet, som iø blot er et sammenfoldet stykke papir på et lille spækbræt, i hånden. Jeg så på farverne, så på yderkanten af blandingerne, hvor de enkelte farvekomponenter trådte frem her og der. På klatter af rene farver ved siden af. Og så skete der noget.
Først tænkte jeg, at nu skulle jeg bare se at få ryddet op. Uanset, at farver fristede, så kunne jeg jo ikke få det til at ligne, det jeg ville. De få gange siden ungdommen, jeg havde forsøgt mig, havde vist det med al uønskelig tydelighed. Jeg kan ikke male og teknikker fra en kunstner gjorde ikke sagen bedre og er iø glemt! Men så alligevel. Paletten skulle jo alligevel kasseres og hvis jeg nu tog bagsiden af en papkasse, så havde jeg da ikke spildt et lærred eller noget. Jeg sad og stirrede på den her palet, som ville jeg kunne trække en visdom ud af den med det blotte øje. Og det gjorde jeg så!
Med et gik det op for mjg, at paletten sagde, at jeg skulle lade være med at male et motiv. Det skulle ikke forestille noget særligt. Tværtimod skulle jeg lege med farverne, fortynde og forstærke, male vådt i vådt og ovenpå tørt osv., som det faldt mig ind.
Og der kom et klatteri ud af det, med fornemmelsen for haven og flammende farver, som jeg holder så meget af i det grønne. Penslerne ville også noget i retning af en havestol i træ. Sådan helt af sig selv, mens jeg legede med farverne. Og af en bagside af en papkasse at være, så synes jeg egentlig jeg fik noget rigtig glædeligt frem, omend det ikke er et kunstmaleri. Det er en begyndende genfornemmelse for farver og deres magi.
og Julemor 
Besvar med citat