Sten har altid for mig haft en magisk dragning, Jeg går sjældent på standen, uden at komme hjem med lommerne fulde. Stenene kan tiltale mig, fordi de er af underfundig beskaffenhed, eller simpelthen fordi jeg synes de er søde. Jeg har endnu sten, jeg samlede i min barndom, og som hører til mine mest værdifulde skatte. Stenene kan jeg finde på at arrangere i forskellig små skåle, eller til at dekorere mine potteplanter.
Når jeg står med en sten i hånden, kan jeg ikke lade være med at tænke på den lange rejse, den har været igennem, inden den nåede til mig. Jeg tænker her på tiden fra kosmos’ begyndelse igennem flere stjernedannelser, til den endelig, efter vor sol var dannet, endte på denne jord, og alt det den har oplevet og hvilke transformationer den er gået igennem.
Nogle stens form anspore mig til at dekorere dem med motiver, jeg gerne maler med Allak-farver, og senere lader jeg dem lakere.
Stenen på billedet er en af dem, jeg måtte male på. Jeg kalder den orakel stenen, fordi stenens to flade sider er dekoreret med lysest og mørket symboler.
Jeg lader gerne stenen ligge fremme med solsiden op, og programmere mig selv til at tro, at solsiden udstråler positiv energier, som kan hjælpe mig med igennem problemer af forskelligartet karakter.
Filosofien bag denne ejendommelighed er at synet af stenen, hver gang man kaster et blik på den, i ens indre siger, du skal nok klare det problem, og det giver ubevidst en selvtillid, som vel er forudsætningen for, at man overhovedet tør tage fat på en given problemstilling.
Man kan også have glæde af at sidde med stenen i hånden, når fortvivlelsen er størst, og meditere over den faktuelle kendsgerning, at det sete er afhængig af ens synsvinklen, og det fysiske-, intellektuelle- og åndelige prisme igennem hvilke man betragter et given objekt.
Besvar med citat