Laurine - Nåle til fiskegarn

Disse nåle brugte min bedstemor til at binde fiskegarn med.
Min bedstefar var fisker og bedstemor hjalp til, bl.a. med at "rede" garn og reparere dem efter endt arbejde. Men da bedstefar døde, i 1947, og hun ikke kunne komme på havet mere, skulle hun jo have noget at lave, så hun kontaktede vodbinderen på havnen. Gennem ham fik hun så hjemmearbejde, hvilket betød, at hun kunne sidde hjemme i sin stue og fortsætte med det håndværk, som hun havde så kært, nemlig at binde fiskegarn.
Espensen, som vodbinderen hed, kom en gang om ugen med materieler til hende og hentede de færdige net. Her kommer så jeg og nålene ind i billedet. Jeg var en lille pige, endnu ikke begyndt i skole, og jeg havde min daglige gang hos bedste, for mor måtte arbejde. Jeg fik så hurtigt lært at fylde nålene, det sparede jo bedstes tid. For dette arbejde fik jeg 5 øre for hver fyldt nål, og det kunne jo godt blive til penge. Det var jo garn i forskellige tykkelser, alt efter hvad der skulle fiskes efter med nettet, så det var jo bedst med det tykke garn, for der kunne jo ikke være så meget på nålen og så gav det jo osse flest 5 ører. Når så Espensen kom og hentede de færdige garn, vankede der en blank 25 øre oveni lønnen, for veludført dåd.
Det var en dejlig tid, i bedstes hyggelige stue, jeg kan næsten mærke varmen fra den lille kakkelovn endnu og dufte de varme boller. Og ikke mindst stoltheden over at kunne hjælpe til og så endda tjene penge.

Billed 1:
Den lyse nål er af metal, og læg mærke til størrelsen på de to nåle.
Det vigtige punkt, er spydet, det er længden af det, der afgør hvor meget garn, der kan være på nålen

Billed 2:
Jeg tror den er lavet af bakelit

Tak for turen med hjem til bedste, og oplysningerne.

Jeg kan godt sætte mig ind i dine 5 øre, jeg bragte kylleost ud for naboen, og det foregik med min 3 hjulet cykel med lad og en lille cykelkurv foran, og så gik det ellers derud ad 2 øre for hver kylleost der blev leveret betalte kunderne, i guder hvor var man rig
Jeg kan også fornemme din bedstemor og dig, i havde noget sammen, rigtig dejligt.
Kan du lave fiskenet nu ?

Hvad er kylleost, Bente
Jeg kan ikke lave fiskenet nu, jeg nåede desværre aldrig til den fase, men jeg lærte ihvertfald at binde knuderne, dengang, men jeg har aldrig brugt det. Det krævede et helt specielt håndelag at sidde der og svinge med nålene og de store net.
:idea: Iøvrigt var det osse bedste, der lærte mig at strikke, og det gik jeg jo op i med liv og sjæl, da jeg først havde fået det kørt ind. Det har hængt bedre ved. Det er jo i øvrigt den samme bedste, der har lavet de fine hæklerier jeg har lagt ind på forum, tidligere. Hun var lidt af en tusindkunstner, og ja, jeg elskede hende og vores liv sammen.

Gid man have haft sådan en bedste, nå vi var nok for mange børnebørn, så der var ikke "plads" til os alle, så gud ske lov for en dejlig mor
Kylleost ..... Se det var noget Kathrine af Fanny`s ( kaldte Trine , reserve bedste og min jordmor ved min fødsels ) lavede, og jeg kan se hende for mig i sit meget lille køkken .
1 dag kogte hun al den kærnemælk hun fik ind igennem sit køkken vindue i gavlen i huset fra mælkemandne der holdte uden for med hesten Lotte og mælkevognen, jeg syntes det var oseaner af kærnemælk, men mon ikke det har været 5 liter.
De blev så bragt til koge punktet, hældt op i en pose af dem man brugte til at lave saft i, der skulle de så hænge til næste dag, for at vallen kunne løbe fra , den blev så solgt for sig selv.
Næste dag hældte hun al osten over i et fad æltede salt i det - delte mængde - kom kommen i den ene halvdel, og intet i den anden, så blev de rullet i hånden, så de lignede et aflangt rundstykke, sat på et fad, og blev tørret 1 dag.
Næste dag pakket i pergament papir, og jeg bragte dem ud der skulle, andre bankede på hendes køkken vindue, og købte den vej.
Jeg kan fortæle at jeg ikke kunne lide kylleost dengang, og kan heller ikke nu Jeg lavede for sjov skyld en portion for 2 år siden, men men nej, det er ikke mig
Man skal altså ikke spørge mig om noget, så kommer der en hel smøre :wink:

Billed 1:
Se her hvad jeg har fundet på nettet, Trine`s køkkenvindu i gavlen helt inde til højre, man kan lige skimte det.
Den gang var der ikke fliser over i den anden have til venstre, men de dejligste ribsbuske UHM hvor de smagte

Tak ska' du ha', Bente,det var sjovt at høre om den type ost, og måden at lave den på. Du skal ikke høre en lyd for de lange smører. Jeg elsker at "falde" hen i nostalgien, det er på en eller anden måde så livsbekræftende og afslappende, og jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, jo oftere falder jeg derhen, og der er mere og mere jeg kan huske. Og børnebørnene elsker jo at høre om, da mormor/farmor var barn. Jeg er såmænd osse selv "slem" til de lange smører.

Jeg sidder her og rigtig hygger mig med at læse jeres fortællinger, MEGET mere af det

Jeg føler mig hensat til oplæsnings tiden i "gamle dage"
Også meget gerne mere af det fra mig, over alt på disse sider ...

Tak for jeres positive tilkendegivelser, det er dejligt, der er andre end Bente og mig, der har glæde af vore minder.
"Gamle dage" siger du, Inger, ja, det er jo ihvertfald osse godt og vel 50 år siden for mit vedkommende, og Bente og jeg er jo nogenlunde jævnaldrende.

For lige at følge op på historien om fiskenettene, kan jeg fortælle at Bedste osse forsynede hele familien, både store og små med gode solide indkøbsnet i forskellige udformninger. De var uopslidelige, og jeg har stadig et par stykker i behold. Indtil for ganske nylig havde jeg et, som hun lavede til mig, da jeg var vel en 3-4 år, men det fandt mit yngste barnebarn i gemmerne og fik det selvfølgelig med hjem. Men jeg vedhæfter et par billeder af dem jeg har endnu. :lol:
Mit lille indkøbsnet blev brugt, når jeg ved mine utallige besøg hos Bedste(hun passede mig i lange perioder, når min mor havde arbejde),.
blev sendt til købmanden, som boede lige om hjørnet, og jeg var stolt som en pave, når jeg drog afsted med nettet og pengene, pakket i et stykke papir, og knuget i hånden.
Det største ved disse indkøbsture var, at når jeg havde betalt, vankede der altid et kræmmerhus med bolcher, det var jo det hele værd.
Det hændte jo osse at pengene ikke altid var der, når man skulle bruge dem, og så måtte vi jo ty til "bogen", som var en lille sort kolonnebog, hvori vi så fik "skrevet", indkøbene . Så kunne vi jo vente til den første, eller hvornår der nu var penge igen, med at betale.
Når det skulle gøres måtte bedste selv med hen til købmand Burchardt, for så mange penge skulle jeg jo ikke sendes med.
Den dag, hvor bogen blev betalt, var det ikke et kræmmerhus bolcher, der vankede, men en hel stor sukkerstang, og ahhhhh, hvor den smagte, den havde lidt salmiakagtig smag indeni. Den duft, der steg op af det store glas, når købmanden tog låget af, kan jeg stadig fornemme i næseborene, når jeg tænker på det.
billed 1:
Dette er lavet i det tykke garn
Billed 2:
.....og dette i det tynde garn, og en anden model.

Jeg havde et af de øverste net i minni udgave da jeg var barn, og jeg har fået fortalt det var min bedstefar der havde lavet det til mig.
Gad vide om jeg har det endnu et sted ..

det er altså rigtig hyggelæsning dette her.. fortsæt med det..

sådan et net kunne jeg godt bruge bag på min kørestol.. dem man køber idag kan ikke holde til noget..

de lakridsagtige stænger du skrev om laurine er det dem man idag kalder for rustne søm. og som jeg og mine døtre altid bare må have en af når vi har været på apoteket..

hilsen Bonzo

Jeg har gravet mit første lille indkøbsnet frem fra haveskuret, hvor det har været brugt til boldnet, og er i en sølle forfatning, men det ligner måske dit, Bente
Det kan nu godt være, at jeg skal lægge det i blød i noget Valovand, så det igen kan blive hvidt. Det med Valo siger jeg med et glimt i øjet, for jeg ved slet ikke om man kan få Valo mere, men det var Bedstes vidundermiddel, hun var sikker på, at der ikke fandtes en eneste slags pletter, som det ikke kunne klare .........og så tror jeg nu, det skal gemmes hen til de andre net, så mine efterkommere kan se dem i virkeligheden.

Laurine :ligner måske dit, Bente


ÅH ja, lige netop, jeg har ledt i mine gemmer i dag, og fandt det ikke ærgeligt ...

Hyggelig læsning. De der stænger.... UHM! Jeg mener, de hed "Amagerstænger". Når min farfar og jeg var på vore mange cykleture på Køge Ås, skulle vi altid ind til "Slikmutter" og have et par stykker med som proviant ..

De små net kunne også købes i Dalls varehus i fler forskellige farver

På en spejderlejr engang lærte jeg at lave en hængekøje, og da brugte vi sådanne "nåle". Det var faktisk rigtig sjovt - men selvfølgelig er alt glemt nu...

Herlig læsning fra damle dage. Min mand har også nogle af de nåle til at sy garn med både store og små. Han kan også reparere garn og jeg mener han også godt kan sy. Min mand er udlært skibstømrer og har fikset med bundgarn for 35 år siden. Han har mange gamle ting til skibsttømrer arbejde. Han fisker stadig i fritiden det kan han slet ikke
undvære.

Åhhh ja - dén duft-nostalgi.
Derfor elsker jeg at købe te i en "rigtig" tebutik.
Dér dufter der stadig af dét, man kan købe.

Jeg elskede (dengang) duften, når man kom ind i et ismejeri - når min mormor skulle købe en blok is til isskabet og ½ pund drittelsmør. Så fik jeg en lille klump, der kunne smelte inde i kinden.
Det duftede osse skønt, når mormor skulle aflevere eller hente sko til forsåling hos skomageren.
Alle dé dufte dengang - findes ikke mere. Alt er jo pakket forsvarligt ind, så man ikke kan dufte dét, man køber. Ohhh - jeg husker osse fordums "ostevinduer"

Og slagteren havde kæder af cocktailpølser hængende - jeg fik altid én, når hun skulle handle dér.

Og fiskehandleren havde bassin med levende fisk - vandet blev iltet med en hård vandstråle, og man kunne selv pege sine fisk ud.

Så nu svøøøømer jeg altså hen Ulla, åk ja alt det de unge ikke får lov til at opleve...

Lige præcis - sådan tænker jeg osse.
Og tænk - nu udvikler de emballage med duft - så emballagen dufter af dét, der er pakket ind!!!!!

Lidt fra dengang det var før :)

Dem til at lave fiskenet med hedder vist nok "bødenåle". Dem har vi haft mange af, som vi fandt på strandene her i Thy. Jeg kan huske, at jeg har brugt en til at væve med.

De der, Amagerstænger, er det ikke en slags aflang, rullet lakridskonfekt?

Vi købte altid rustne søm (lakridsstænger) i en kiosk i Lyngby, når vi var på ferie her. Vi og vores forældre elskede dem.

Det er så spændende, når nogen fortæller om gamle dage. Jeg kan huske, når min mor satte skåle/tallerkener op med mælk i til tykmælk. Min far, min søster og min mor kunne lide den. Jeg brød mig ikke om smagen.