Spelsauen forunderlige oplevelser

Spelsauen har i et andet indlæg begyndt at fortælle om hendes liv..
Jeg tillader mig at lægge det herind.. for hvor er det spændende.

Spelsauen fortæller :

Ok. Her er så historien...

Det har været omkring 1974. Israel havde okkuperet Sinai - og til forskel fra de andre gange, ikke givet halvøen tilbage denne gang. Her var total uberørt ørken og beduinerne levede endnu som de altid havde gjort. Selvsagt fik de også indput fra den modernede verden - men den var ikke nået dertil.

Nå, men jeg boede i en lille grotte ca 10 km fra Sharm el Sheik. Her levede jeg rigtig godt. Har aldrig været så rig. Havde min sovepose - det tøj jeg gik og stod i - og så min lille tin-dåse, jeg kunne lave mad og the i. Hver morgen sprang jeg på hoved i vandet fra mit lille bosted - og det var så morgenvasken. Jo, så havde jeg også en lille vanddunk jeg hentede drikkevand i.

Jeg havde længe tænkt på, at det kunne være dejligt at ride ind til St. Katarina Klostret, der ligger midt inde i Sinai ørken. Så en dag drog jeg lidt længer ned ad kysten til en lille beduin-landsby og spurgte om jeg kunne låne en dromedar. Efter megen parlementerende frem og tilbage, viste det sig, at der var en beduin, der skulle ind med nogle forsyninger til nogle andre beduiner. I mellemtiden var der to drenge der også ville med. Så næste morgen var vi 4 mennesker og en dromedar der drog afsted.

Ved middags tid gad drengene ikke og trave bagefter mere - så de vendte om. Jeg fortsatte med beduinen, der selvsagt red på dromedaren og så traskede jeg og hans hund bagefter. Vi kom åbenbart for langt bagud og beduinen begyndte at skælde ud. På god dansk maner, brokkede jeg mig højlydt og viste ham, at sandet var meget varmt på mine bare fødder. Og så fik jeg lov til, at ride mens han traskede bagved. Turen tog 2 dage og vi skiftedes til at ride.

Vi gjorde holdt indimellem og jeg måtte samle brænde til bål. På et tidspunkt var vi inde og besøge en beduin, der åbenbart boede alene. Her fik vi et glas koldt gedemælk. Det er noget af det bedste man kan få i ørkenvarmen. En anden bemærkelsesværdig ting var. Da vi skulle overnatte, lagde beduinen sit sværd under hoved, så helt ufarligt er det heller ikke at færdes rundt i ørkenen.

Næste dag om aften, nåede vi frem til Katarina Klostret og jeg blev sat af - og det blev så starten på en 14 dages kloster tilværelse, men det er en helt anden historie (ghf

Vi vil så gerne høre hvad der skete i det kloster *120*

Ja du kan knagme ikke stoppe her, når du nu "forstyrret" mig i oprydning/rengøring *130* Fortæl fortæl, det er jo skidespændende! Hvordan holder beduinerne egentlig gedemælken kold i ørkenen?

Citat:

---

Oprindeligt indsendt af Zep

Hvordan holder beduinerne egentlig gedemælken kold i ørkenen?

---

Et godt strandtip er at tage sine flasker og pakke ind i våde aviser... når de lægges ud i solen vil fordampningseffekten frigive energi, og det køler væsken i flasken....

vand i solen??? ja, det lyder underligt, men det virker!!

Ja det virker ((O))! Beduinerne bruger vom-skinde/hinden til at opbevare gedemælken i, under det samme princip. Fordampningen bruger en masse energi, som gør at al varme bliver forbrugt - og så er indholdet der er tilbage blevet koldt. Smart ik`?

Inden vi nået helt frem, kom vi til en junktion d.v.s. en åben plads hvor bjergen deler sig i 4 kæder så det danner et vejkryds. På venstre side, er der bygget et lille... nærmere stort rundhus, som kvinderne bruger som et frugtbarheds hus. Når man træder ind er der, noget ligende et stenalter, her ofre kvinderne en lille ting, som de lægger på alteret - formodenlig beder de som om, at få en søn?

Da vi nåede hertil, fik jeg øje på nogle beduiner der galoperede afsted på deres dromedarer. På dette tidspunkt var det mig der red - og sandheden er, at vi; Beduinen og jeg havde oparbejdet nogle spændinger imellem os. I beduinernes verden rider kvinderne ikke, de følger bagefter. Hvis en kvinde nogensinde oplever at sidde på en dromedar, sker det bare en gang i hendes liv - og kun hvis hun er bortgiftet langt væk fra sin boplads. (Sådan var det endnu på det tidspunkt ). Nå men, jeg havde flere gange forsøgt, at få dromedaren i gallop, mens beduinen havde travlt med sin tidebøn, men det var ikke lykkedes mig. Så da jeg signalerer til ham, at sådan vil jeg også ride. Så sker der ting og sager. Han gør det mest utænkelig. Han stopper dromedaren og får den til at lægge sig ned. Jeg tror selvsagt, at nu bliver jeg smidt af - og kan gå resten af vejen. Men han sætter sig på dromedaren sammen med mig - og så går det i strakt gallop... Jeg lover jer, jeg priste min barndoms ridelærer - for det jeg så i hans øjne var...! Endelig, nu får jeg skovlen under dig!

Det fik han jo så ikke, men samtidig med at vi nærmede os Katarina klostret, kom der en turistbus, den modsatte vej. Aner ikke hvad de har tænkt, for jeg så jo kun, hvordan hovederne vente sig i ryk, mens vi for forbi i strakt gallop. Billed jeg selv fik, var en beduin i fuld fart på sin dromedar, med en europærisk kvinde med et langt solbleget hår hvirvlende efter sig. Sådan fortsatte det vilde ridt fremt til klostrets port. Her stoppede han dromedaren med et ryk, fik den ned at ligger og med en bydende gestus, bad han mig om at pisse af...!

Ups...! Nå, men han var god nok, bare lidt vred. Han tog mine egendele ud af oppakningen inklc. sko - og så gjorde han noget, for mig ganske uventet. Han lagde tre lærreds stykker ud og fyldte dem med mel, sukker og the. Derudover gav han mig noget salt og tobak! Og så red han afsted.

Fortsættelse følger....

god histore jeg tror jeg har boet i den samme grotte tæt ved sheim el sheick vi var 6 unge fra en kibbutz der boede der i en uge bade om dagen og sov med store sweatere og soveposer om nattet

Aha - jeg skulle til at have foreslået en separat tråd til dine oplevelser, Spelsauen, men Hundeuld havde allerede tænkt på det samme! *131*

Spændende .... fortæl fortæl ! *108*

Jeg venter også på fortsættelsen - du er god til at fortælle Spelsauen (39)og spændende oplevelser!

Herligt Katja, nej det var ikke den samme grotte - er jeg næsten overbevist om. Den I boede i var den store, der lå lidt fra den brede waddi, altså dalstrøjet. Mens den jeg boede i, viste det sig senere, var en af beduinernes morgen stop, når de havde været ude at fiske om natten. Det var en meget lille grotte der ikke havde plads til 6 sovende mennesker ((O))

Der stod jeg så, mange bosiddende beduiner havde nået at samle sig foran porten, mens jeg stod der... efterladt. Nej, jeg havde selvsagt ikke tænkt længere. Mit mål var Sct. Katarina klostret? Nu stod jeg så der...! Når det bliver mørkt så bliver det altså bælg mørkt, så der var ikke tid til at gå ud og sonderer terrænget. Så jeg bankede på porten til klostret - og der kom en og lukkede op. Jeg kan ikke helt beskrive det. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle stille op med mig selv - og ham der åbnede porten, vidste ikke hvad han skulle stille op med mig! På den måde blev jeg vist op til priorn, altså den øverste i klosteret.

Det må jeg sige, lige pludselig stod jeg overfor et ualmindeligt sødt menneske - og han var dybt rystet! Jeg forklarede at jeg gerne ville bo i klostret, men jeg havde ingen penge. Han sad bare der og så- og så! Så siger han: "No, we dont have wife here!"

"No, no you will not see me"! Svarede jeg!

Og af alle ting, havde jeg en bog om plantefysiologi med mig. På vejen havde jeg set en af munkene gå og slå frø ud - så jeg forklarede, at alt hvad jeg ønskede, var et stille og roligtr sted til at læse plantefysiololgi! Han var tydeligvis ikke overbevist, men indvillige i at give mig et rum (celle) - og så skulle jeg komme tilbage næste dag. En beduin som åbenbart var ansat i køkkenet, viste mig mig og fortalte mig lidt om daliglivet der. Bl.a.viste han mig hvor køkkenet og toilettet var.

Næste dag, det var meget vanskeligt fordi jeg ikke havde ur - så jeg måtte lytte mig til hvornår munkene gik til tidebøn. Så kunne jeg smutte ud og lave the - og igen jeg var rig. Der stod nemlig lidt olie i køkkenet og med mit mel, sukker og salt formåede jeg og lave brød - rullesmøger havde jeg også! - Og så hurtig uset væk igen.

Så om aften, da jeg igen mødte "prion", og egentlig var parat til at forlade klostret, bortset set fra, at jeg stod i samme situation som dagen før. Var han attiude helt anderledes. "You can stay, as long as you wont"! Tak! På det tidspunkt havde jeg opdaget, at jeg rent faktisk ikke kunne forlade klostret uden at blive set.

Så der sad jeg så i min celle, bestående af en seng, et skrivebord og tykke kampstens murer omkring mig. Jo da, jeg fik læst min plantefysiologi. Kun afbrudt af tidebønnen, hvor jeg kunne smutte ud på toilettet og ind i køkkenet - og lave dagens ration af brød og the. Denne monotoni blev en dag afbrudt af, at det bankede på døren. Udenfor stod beduinen der arbejde for munkene og rakte mig en bekini i st. 42. Vil du have den?

Jeg kan stadig ligge fuldstændig flad af grin, med tårene rendende ned ad kinderne. Men ikke der og da! Jeg takkede mange tak - og sad så der - og så på en turkis bekini i st. 42, midt inde i Sinai ørkenen i et Munke-kloster! (faktisk har jeg den endnu - og nu kan jeg passe den)

En morgen 14 dage efter mødte jeg beduinen ude i køkkenet, han fortalte at der i dag ville komme en turist bus og de skulle deltage i messen. Jeg skyndte mig tilbage og pakkede mine ting. Gik opå til prioren, og takkede fordi de ville have mig boende. Han så faktisk helt ked ud af det - og forsikrede mig om, at jeg godt måtte blive boende, for de mærkede jo slet ikke at jeg var der. Det var rigtig sødt af ham, men jeg var virkelig begyndt, at mærke, at jeg var der!

Så jeg smutte ind blandt turisterne og gik med til messen, nu fik munkene travlt med at dysse mig ned. For ubetænksom som jeg var, reagerede jeg jo på menneskekontakt, efter 14 dages isolation.

Ja det var den historie. Efter den oplevelse, bevægede jeg mig ganske frit rundt i Sinai ørkenen. Nogle gange var jeg guide for soldaterne, der skulle aftjene en uges efteruddannelse. Andre gange var jeg med ind med medicin osv. Jo, Sinai, beduinerne og Israel har en stor del af mit hjerte - uanset hvordan vi i eftertid tolker politiske beslutninger!

Tak for din spændende historie, Spelsauen!

Var du der på grund af arbejde eller på ferie? Hvor turde du dog tage på tur med en fremmed beduinmand. Tænk, hvis han havde solgt dig til hvid slavehandel eller sådan noget! Du var vist meget modig.

Hvor tog du så hen efter det arbejde....*141*

Ja hvor tog jeg så hen? Det her er et ophold på ca 3 år med frem og tilbage. Mit hjem ligger der jo endnu, men den uberørte ørken og natur er der ikke mere.

Jeg havde jo opholdt mig en del i Kibbuz, før jeg kom til Sinai og der var en del Sydafrikanske kibuttz-nik, som jeg ofte havde store diskussioner med omkring apaithet systemet, ogjo i mit store idiologiske livssyn, mente jeg det var galt. Så 3 år blev afbrudt af 9 måneders "tommeltur" fra Kenya til Syd-Afrika. For som de rigtig nok sagde, jeg kunne ikke udtale mig om noget jeg ikke vidste om!

Tro mig, det kunne jeg godt!

Det er så igen en lang historie....

Jeg venter gerne på den...*172*

Hej Strikkelene

Ser dit spørgsmål.

Mens du er i det, ser du det ikke som mod. Altså de grænse-over-skridende ting vi alle oplever, er ikke større eller mindre, end hvis du bor 14 km fra dit fødested eller nabo til dine forældre. Det er jeg fakisk overbevist om. For mig var det helt naturligt - vi var et rejsende folk (unge), formodenlig som de er i dag - under de forhold der er i dag. Det bedste jeg har lært fra den tid er: "Når en har noget, har vi alle noget. Du får - og du giver, men ikke nødvendigvis til de sammen"! Jeg var heller ikke den eeste der rejste alene. Nogen gange slog vi os sammen, andre gange havde vi ikke samme mål...

(z)

Første gang jeg tog afsæt til Kenya, nåede jeg Telaviv`s lufthavn. Her var al udrejse lukket. Jeg havde ikke lige fået med mig at der var udbrudt krig på Cyperen. Så efter et noget ufrivilligt ophold i lufthavnen, vendte jeg tilbage til mit lille hjem "Grotten" og først nogle måneder senere, kom jeg afsted til Kenya.

Inden vi landede i Nairobi, fik vi udleveret nogle papire vi skulle udfylde. Så gik vi igennem tolden - og jeg måtte finde et sted at overnatte. Jeg fik at vide der var et sted der hed City Park. Det var en campingplads midt i Nairobi, hvor safari-folket gjorde holdt, mens de fik orden på visum til, hvor de nu skulle hen?

Jeg fandt frem til stedet, men nu var det bare rigtig mørkt. Et mørke der slet ikke lignede det jeg havde oplevet i Sinai. Jeg fandt en lille plet og lagde min sovepose ud på jorden og min bagage under hoved. Da jeg vågnede meget tidligt om morgen, synes jeg at jeg lå meget underligt og opdagede, at jeg lå helt oppe på siden. Alt omkring mig var vådt, kun en meget smal stribe ned langs soveposen, der hvor jeg havde ligget, var tørt. Jeg stod op og hængte min sovepose op på en snor der var spændt ud mellem et par træer. Der hang den, mens vandet simpelhen drev ud af dens fjerindhold. Hvad gør man så? Jeg tog bussen ind til centrum for, at få noget morgenmad. Og det kan jeg godt fortælle, morgenmad ved de små boder i Afrika - overgår selv en Hilton`s "international breakfest"!

Da jeg havde spist morgenmad, havde jeg brugt min sidste doller - og ventede på at banken skulle åbne...

Da banken åbnede gik jeg ind for at veksle alle mine israelske pund. Problemet var bare, at ingen ville veksle eller have israelsk valuta, så i realiteten stod jeg der uden penge. Jeg fik øje på et Elal-rejsebureau og gik derind. Jeg forklarede at jeg stod der med israelske pund, men ingen ville veksle dem - og til al held var der en af de ansatte der skulle til Israel samme dag. Så hun købte alle mine isrelske pund - og så var jeg ved muffen igen.

Ganske fornøjet med mig selv, vendte jeg tilbage til CityPark - her opstod der et større rører, da man opdagede, at jeg var ejermand til den dryppende sovepose og efterladte rygsæk. Ingen ville hører tale om at jeg skulle sove ude, så der blev ryddet en plads i et af teltene. Hen på aften dukkede der en afrikaner op og spurgte mig om jeg var kommet med fly fra Israel dagen før? Jo, det var jeg da! Han fortalte så at jeg skulle passe på og se at komme væk fra Nairobi, da man rent faktisk ledte efter mig. For man havde opdaget, at jeg var kommet ind i landet uden penge, da israelske pund ikke var en gangbar valuta. Jeg forklarede så, at det havde jeg da ordnet! Det mente han så ikke gjorde sagen bedere. Så tidlig næste morgen, købte jeg en togbillet på 3 klasse og kørte ind i landet.

Nede på stationen var der et mylder af mennesker med alverdens bagage og mange medbragte levende høns. Det varede ikke længe før jeg blev spurgt om, at holde så det ene og så det andet. Og sådan fandt jeg mig selv, stå med en flok høns i den ene hånd og en byldt af noget ubestemmeligt i den anden. Men endeligt kom vi da alle ind i toget. Det var et rent kaos af mennesker, bylter, bulede kufferter der var snørret sammen med reb og kaglende høns. Toget satte igang og min ufrivillige flugt fra Nairobi var igang. Det varede ikke længe før jeg skulle opdage hvilket privilegie det er at være hvid. Da konduktøren kom for at se billetter, mente han bestemt ikke, at jeg skulle sidde på 3ède klasse og viste mig hen til en kupe`, hvor der sad en dame med sine to børn. Her fik jeg ydermere en vinduesplads.

Efter et stykke tid spurgte kvinden, om jeg ville se efter hendes børn da hun skulle på toilettet. Hun havde knapt forladt kupeen og man kunne se rædslen malet i de små barne ansigter - og de satte i et vræl. Nå men som tiden gik, løsnede stemningen sig i den lille kupe´og børnene blev mere modig og skulle hen og rører ved mig. Tilsidst sad jeg med to børn på skødet, da jeg pludselig mærker noget meget varmt på mine lår. Ak ja, det er ikke sådan når man skal tisse. Men lugten der følger med i 40 C varme er ubeskrivelig. Endnu engang blev jeg reddet af konduktøren, der denne gang viste han mig hen til en sovekupe´på 1´klasse. Her sad der tre kvinder, stilig klædt og velfriseret. Nu skal det siges. Afrikaneren har en fantastisk sans for humor - og da jeg trådte ind, brød de alle tre ud i latter. På dette tidspunkt har jeg formodenlig set ganske fortumlet ud - og rent ud sagt, stank af pis!!

Senere da konduktøren kom og lavede sæderne om til køjer - ja, jeg tror aldrig jeg har været så taknemlig for, at kunne krybe ind under et tæppe og bare sove. Næste morgen blev jeg atter engang genstand for et latter udbrud. Det sidste jeg havde set inden jeg faldt i søvn, var disse meget velfriseret damer. Det første jeg så da jeg vågnede, var alt andet end velfriseret, men nu var det tre kvinder med små fletninger strittende i alle verdensretninger. Nå, men vi stod op og stemningen var livlig, mens de fik deres 1`klasse look tilbage med paryk og det hele. Selv havde jeg også fået rent tøj på - og pakket det liden velduftende tøj ned i en plastpose. Og sådan ankom jeg til bestemmelsesstedet.

Ude på perronen, gentog sceneriet sig fra dagen før. Et mylder af mennesker, bylter og høns - og jeg måtte igen tage imod og holde så det ene og så det andet - noget de åbenbart synes det var sjovt at indrage mig i. Herfra tog jeg en bus ud til Lake Nakuru, et fantastisk syn. Søen var helt rød af flamingoer og elefanter og giraffer pryde landskabet. Efter denne oplevelse, vendte jeg tilbage til Nairobi - og hørte ikke mere til min noget illegale ankomst til Kenya.

Hold da ferie ... du må have nerver af stål.. eller bare ung , det der turde jeg bestemt ikke, heller ikke i 1960-70 erne
Hvad årstal er vi i ?

Det må jeg sige, det lyder som et meget spændende liv. Håber vi får lov at høre lidt mere. Jeg havde nok rendt skrigende væk hvis det var mig - godt jeg bor i lille fredelige Danmark

Det her er i 70èrne - og ja jeg var ung og dumheden gik op i en højere enhed.

Men jeg mødte jo også mennesker som ville mig det godt. F.eks den afrikaner der advarede mig, genkendte mig fra lufthavnen, da han arbejde der. Jeg blev også meget sjældent frastjålet noget og de gange jeg blev det, lod tyven altid halvdelen tilbage. På den måde endte jeg jo med at blive tak skyldig. Men ok, jeg rejste jo ikke konstant hovedeløs rundt. (ghf Men ganske ofte, når jeg sådan tænker tilbage..

Da jeg kom tilbage til CityPark, var der en nat jeg vågnede ved at noget brændte mig på hånden. Jeg børstede det væk med hånden og sov videre. Om morgen da jeg vågnede, var min hånd fordobbelet i størrelse og det viste sig, at det var låget på en af de her neskaffedåser der var blevet opvarmet af et sterinlys og så var landet på hånden.

Jeg tog ind på det europæiske hospital for at få renset det inficeret sår. Her fik jeg valget om at rejse hjem eller få hånden ambuteret. Ingen af delene var særlig eftertragtet og jeg besluttede, at tage til Mombassa nede ved kysten på det lokale hospital.

Da jeg ankom til Mombassa, tænkte jeg godtnok at det måske aligevel ikke var så smart. Her var varmere og luftfugtigheden meget højer. Da jeg ankom til hospitalet blev jeg for alvor overbevist om, at min sidste time var kommet. Her var stapfyld med mennesker, nogle havde vandret i flere dage ude fra bushen - og der var alt hvad hjerte kunne begære af eksotiske sygdomme. Jeg satte mig bagerst i køen og gjore mig parat til lang ventetid. Men igen gjorde min lyse hud og blå øjne sit, for da afrikanerne opdagede hvad jeg gjorde, sagde de; no no, misses - og så blev jeg gennet direkte ind til lægen.

Lægen så på hånden, og bad mig om at trække buksen ned og så fik jeg en sprøjte i ballen. Samtidig så jeg ned og vi begyndte begge to at grine, da vi så kontrasten på hans, nærmest blåsorte hånd, i forhold til min rødhvide røv! Jeg gik så videre hen til en sygeplejerske der skulle rense såret. På dette tidspunkt var jeg begyndt at se mig omkring - og aldrig havde jeg set noget så beskidt. Pludselig tabte hun bandagen på gulvet, samlede det op og børstede lige det værste af, før hun klaskede det på hånden og dækkede det med gasebind. Værsågod - og så kommer du igen i morgen. Der kom jeg så troligt hver dag i en uges tid, så hveranden dag og tilsidst to gange om ugen og fik en sprøjte i rumpen og ny forbinding. I dag er der ikke såmeget som et ar at se.

Tilgengæld, var der mange, som blev behandlet på det europæiske hospital af europæiske læger i Nairobi, som kom ganske gruelig galt afsted med den behandling de fik der.

Det er det jeg mener med, at nogle gange går dumhed bare op i en højere enhed.

Hold da op, hvor har du oplevet meget.

Venter spændt på forsættelsen.

(H)fra Tut

Ja Tut, det er faktisk også sjovt at sidde her og mindes på den måde.

Bl.a er busturen fra Nairobi-Mombassa og Mombassa-Nairobi, noget af det smukkeste. I det hele taget er den afrikanske himmel helt speciel. Og dyrelivet. Girafferne der går i et med akacietræerne og Terimitboet der viser sig at være en elefant. Det hele er bare så storslået.

Værsegod har kan du hilse på en af dine elefanter, er lige blevet fotograferet i Nairobi for 5 dage siden, af min broder, der har haft 2 af hans sønner med koner og børnebørn på 14 dage i buchen.

Vedhæftet fil 22063

Ja når det gælder elefanter er min største oplevelse fra Botswana - jeg tør ikke sige det nøjagtige sted, for dengang var vejnettet fra Kasane til Gabarone ikke udbygget, så vejen gik igennem bushen. Men det var inde i en nationalpark. Vi blev stoppet af nogle folk, der sagde, at vi skulle passe på, for der var lige en vogn der var blevet væltet af et næsehorn. Så vi kørte ganske forsigtig - og pludselig hører vi disse trompethyl og foran os mylder det frem med ophidset elefanter med deres unger. For et syn. Ørene der blaffede og og snablen der rejste sig og udstødte disse trompetlyde. Chaufførens panik forplantede sig i hele bilen og ligesom han ville bakke, dukkede endnu en gruppe ophidset elefanter frem bagfra. Der var intet andet at gøre end, at slukke motoren og lade som om vi ikke var der.

Aldrig har jeg oplevet noget ligende, fuldstændig omringet af disse store dyr. Vist var det farligt, men den kendsgerning kunne jeg ialtfald ikke rumme, midt i det altsammen. Det der var sket var, at de havde været ned og drikke og var på vej ind i bushen samtidig med, at vi kom forbi - og på den måde endte vi midt inde i flokken. Jeg kan stadig hører lyden og se disse enorme ører der blaffer af ophidselse. WOW... siger jeg bare!

Ja hundeuld, et ganske godt billed. Det er sådan det er - og mine stavefejl må I leve med ((O))

Jamen med de historier kan jeg da snildt leve med dine stavefejl. Jeg synes det er afsindigt spændende og minder mig om min tur til Ny Guinea, men den var ikke nær så spændende. *153*

Altså mere mere mere, det er vildt spændende det her..*172*

Mosterkoster det tror jeg den ville være, hvis du skrev om den... (:)

Ja nu er stedet her foran computeren faktisk det køligeste sted på hele ejendommen *120*

Hvis jeg skal blive lidt i disse "hovedløse" situationer. Og jeg er forsat i Botswana. Jeg havde længe haft et stort behov for ost. En nat vågnede jeg, fordi jeg var ganske plaget af myg. Sov normalt under åben himmel - men denne nat var det ekstra slemt. Så jeg kravlede ind på føresædet af jeepen og forsøgte at få lidt uforstyrret søvn. Pludselig vågner jeg ved at der er noget der rumsterer og ude på ladet ser jeg en flok bavianer, der er ved at plyndre vores madvarer. Det første jeg ser er bavianhannen der sidder med denne store klump ost, jeg længe havde følt trang til at få et stykke af.

Mens jeg sidder og ser på ham og ikke mindst osten. Kommer tanken: Kan han, så kan jeg også! Jeg havde dårligt tænkt tanken til ende, før jeg handlede på det! Resolut rev jeg døren op. Stillede mig i bedste Tarzan stil og slog mig på brystet mens jeg "juhuet". Jeg ved ikke hvad jeg havde troet, men det det der skete, havde jeg ihvertfald ikke troet.

Hele flokken blev med et, helt fastfrossen - og så rejste hannen sig op på bagbenene og stadig med osten i hånden, slog han sig på brystet og "juhuuede" tilbage til mig. I et brøkdel af et sekund var jeg total paf. Men så for shit, så kunne jeg mærke at nu ville de gå til angreb. Jeg nåede lige og få kastet mig ind på føresædet og lukke døren - og så kan det nok være de begyndte at hammer på vinduerne. Hannen på forruden, stadig med osten i hånden. Jeg kan slet ikke beskrive det optrin - og min egen reaktion i total abestil med, at vende ryggen til dem og gemme hoved. Helt ærlig jeg var dybt rystet, da jeg tilsidst sad der og så osten forsvinde ind mellem træerne. Jeg var sat rigtigt godt og grundig på plads - og det tog mig flere dage og komme over den episode. (R)

(31) Det gad jeg godt have set, Spelsauen!

Mig Jane, dig Tarzan! *120*

Din togtur minder mig om, hvad min far engang fortalte os. Han havde som ung mand haft et sommerferie job som flyrejse guide fra København til Zürich i Schweitz. Da han skulle vente en uges tid dernede på passagererne og følge dem tilbage til København, så tog han en lille tur rundt i det nordlige Italien (- uden at kunne italiensk - han klarede sig fint med engelsk, tysk og fransk). Jeg tror, det var i toget fra Milano til Firenze, at min far delte togkupé med en italiensk familie (flere personer). Og da de blev sultne og moderen/bedstemoderen delte brød og pålæg ud til de andre, så sad min far også pludselig med et stykke brød og noget pølse i hånden. Damen syntes også, at den fremmede unge mand skulle have noget mad. Det var da pænt af hende.

Ja, Spelsauen! Fortæl mere! Det er så spændede at læse om din rejse i Afrika.

Jeg tror lige jeg må ta´en pause. Skal lige komme mig over min sidste fortælling (t)

hold da op, har lige læst højt for Ivan og Steffen hvis kommentar var det var sørme træls at miste et godt stykke ost

(31)Ja det var det også - og selvfølgelig er der også en lang historie forbundet med den ost... Men jeg tror aligevel, at det der tog hårdest på mig var, at jeg pludselig blev konfronterede med nogle naturkræfter, der vækkede ur- mennesket inde i mig.

For det var jo helt vanvittig det jeg gjorde. Reelt set gik jeg ud og udfordrede ham, ikke bare på den ost han havde "tyvstjålet", men også på hans førerposition og hans hunner og så inde på hans eget territorium....

Det var jo en hel spontan reaktion, fordi jeg trængte til nogle mejeriprodukter - det meste af tiden i Afrika sultede jeg faktisk. Jeg kan endnu mærke det i kroppen. Havde det mindste gået galt, havde jeg blevet flænset i småstykker - og tage samme vej som osten.

Du er virkelig god til at fortælle Spelsauen - det burde du kunne leve af ((O))

Tak for rosen alle sammen. De episoder jeg fortæller om, har jo alle en forfortælling - og jeg mærker jo også, at der kommer mere og mere til i takt med, at jeg fortæller om det. Det er jo heller ikke helt i kronologisk rækkefølge...

Det er da lige meget om det er kronologisk, det er historier fra din ungdom og dine oplevelser og det er rigtig spændende at læse, så jeg glæder mig til at læse videre, og så håber jeg da for din familie at du skriver det ned så de kan læse om dine oplevelser også.


Knus Marie

Jamen så vil jeg vende tilbage til Kenya, bare for at bevise, at det gør ikke så meget om man er hovedløs, bare man ikke er rådløs.

Det var første gang jeg var nede ved Mombassa, jeg havde mødt nogle andre rejsende og vi aftalte at tage lidt nordpå til en strand der var sådan et udested for hippier. Der var et par dages rejse dertil, så vi overnattede i en lille by på vejen dertil. Her gik vi så rundt og så lidt på det hele. Jeg havde altid stor fornøjelse af at gå ind i de butikker der kunne svare til vores apotek. Al medicinmands krammet var rigtig spændende at se på. Pludselig får jeg øje på malaria piller og kommer i tanke om at det da vist er noget man skal tage. Så jeg køber nogle og det bliver så min første malariapille jeg tager der og da.

Næste morgen da jeg vågner, ved jeg bare at jeg ikke skal med længere. Og det er faktisk vanskeligt når man rejser sammen med andre. Alene kan man jo skifte mening 30 gange om dagen uden at det får videre betydning for andre end en selv. Så efter megen diskussion osv osv, jeg skal ikke med. De tager så en bus videre nordpå og jeg tager en bus sydpå tilbage til Mombassa.

Der er kun mig på bussen, men så stopper bussen og en hel flok kvinder stiger på iført bastskørter, perlekæder og det fineste flettede pagehår jeg har set. De får sat sig og snakken den går. En af kvinderne går rundt og deler nogle små bundter blade ud til de andre og en anden går op til chaufføren - og jeg kan se at hun taler om mig. Han nikke og hun råber noget til hende med de små bundter. Da hun når frem til mig spørger hun om jeg også ville have sådan et bundt. Jeg aner jo ikke hvad det er men takker ja tak. Så giver hun mig en lille peppermynteperstil og viser mig at først skal jeg tykke et blad og så skal jeg med hjørnetanden skarbe lidt af peppermynte pastillen. Ok, jeg tykker et blad, alt mundvand tørre ind og så skraber jeg lidt på pastillen - og al mundvand vand vender tilbage. En ganske sjov fornemmelse. Sådan går hele eftermiddagen, stemningen bliver mere og mere løssluppen og pludselig stopper bussen og alle kvinderne stiger af. Så er jeg igen alene, spiser et par blade mere og som vi nærmere os Mombassa, mærker jeg at det vist ikke er helt almindelig blade.

Da vi kører ind på busstationen er det ved at nærme sig solnedgang - og jeg har efterhånden fundet ud af, at jeg nok kunne blive til farer for mig selv. Det eneste trygge sted jeg kunne komme i tanke om var bussen og sådan gik det til, at jeg endte med at kører ud af Mombassa og mod Nairobi i den smukkeste solnedgang - og i en saglig rus.

Jeg nåede frem til Nairobi i god behold den næste morgen. Fik mig noget solidt morgenmad. Den morgenmad jeg taler om, består af toast, spejlæg og et kæmpe glas the med mælk. Det bliver serveret ved fortovet, hvor der er opstillet borde og bænke.

Et andet yndet spisested var hos Harrie Krisna folket. De serverede et gratia måltid, en gang om ugen. Det var virkelig dejlige små vegetarretter, der var anrettet på gulvet - og så sad vi der og spiste, mens Harrie Krisna folket fortalte om reinkarnation. - Og den var sikker hver gang. Hvis ikke vi gjorde noget ved vort liv og levened nu, ville vi blive genfødt som en gris, i vores næste liv!

De andre som jeg havde splittet op med nede ved kysten, havde nået frem til det planlagte sted - og var så bukket under for malaria, erfarede jeg senere.

Tak for tippet loerup, nu har jeg gemt det - og så må jeg se hvad der kommer ud af det? ((O))

Uha hvad du oplever på sådan en bus tur... jeg kan lige se dig sidde der og blive skæv uden at du aner du bliver skæv....*153*