http://rokken3.dk/1varmestuestrik/de.../sjov/3lys.gif
Sæt lidt jule musik på her
mel: glade jul
Hjemløsestrik! Alt kan den trækk’.
Oss’ i ventevær’lser ses strik.
Jo, de hjemløse varmen vist får.
Pindene gløder, så ret det forslår.
Det er da ikke så ringe.
Det er da ikke så ring’.
fra Lis Heidemann
Hjemliv, Sæd og Skik i Darum nr 2
Vedhæftet fil 77101
Herinde i disse Gaarde foregik altsaa det daglige Hjemliv, Kvinderne passede deres, og Mændene deres Arbejde. Om Morgenen Kl. 3 a 4 om Sommeren, lidt senere om Vinteren, begyndte Livet at røre sig, Pigen kom med Malkestrippen og Karlen begyndte at muge i Stalden. Mælkespanden var en Træstrippe med et langt Haandtag og med blanke Gjord om, naar den blev fuld, skulde Mælken sies i Fade igennem en Siklud, et Stykke tyndt Lærred. Fadene stod i Rækker paa Hylderne i Mælkestuen paa Gaardene, Husmandsstederne havde ofte "Mælkesætterne” staaende paa Hylder ved Loftet inde i Opholdsstuen.
Karlen raslede med Møgbaaren "æ Steut” hen ad de toppede Brosten, og med en Træskovl med fladt Blad skjøvlede han Ødelgrovens Indhold op i "æ Steut” og transporterede den ud paa Møddingen. Møddinghus eller Ailekule var der ikke Tale om. Manden eftersaa imidlertid Vogne og Redskaber, om det var i Orden. Nu havde vor Mor saa faaet Davren færdig, og der blev kaldt ind til Davre. Manden, Karlen og Drengen placerede sig om det lange Bord i æ Sturdaans paa Træbænken efter Rangforordning, Manden for Bordenden og Drengen nederst. Konen og Pigerne maatte for det meste staa op foran Bordet til Maaltiderne. Til Davre fik de i Almindelighed en Fedtebrød til Mælk og Grød, Øllegrød eller ogsaa Mælk og Brød. Det sidste ansaas imidlertid for en sløj Kost. Der siges endnu efter en Tjenestekarl fra den Tid: "Det er noget Pak om Morgen”, sagde Frands om æ Mælk og Brød. Nu begyndte altsaa det egentlige Arbejde i Marken for Manden og Karlene. Formiddagsmellemmaderne havde vor Mor færdige inden Davretid. Der skulde køres Møg ad de lange Markveje til Kragelund Mark, smalle og brede Fladhøj og hvad de hed, der skulde pløjes og saas Havre paa Klægjordene i Havremærsken og Kærenge inden det blev for tørt. Det var ikke let med de Redskaber, de havde den Gang. Vognene gik paa tykke Træfælge uden Skinner eller Jærn, det kunde gaa, da Vejene var bløde, de kørte i det bare Sand, de havde Træaksler med Lundstykker for i Stedet for Møtrik, og de var meget smalle i Bunden, Plovene var mestendels af Træ, store, tohjulede og klodsede med Træmuldfjæl, der skulde altid 3 Heste for den og i Klægjord undertiden 4 med en Plovkører. Harven var ogsaa af Træ, endogsaa Tænderne.
Naar Foraarssæden var lagt, skulde der graves Klyne med en Klynespade, i Lille Darum Hedetørv med en Tørvespade. At stryge Tørvejorden kendtes ikke. En Tid leveredes mange Læs Klyne aarlig til Sønderho. Og naar alt dette var besørget, skulde der i Almindelighed stryges et Par Tusind Sten, som blev sat ind i de tomme Lader til Tørring. Derfor de mange Huller i Muren i de gamle Lader. I Efteraaret efter Høst skulde de brændes i de fælles Teglovne, som hvert Grandlaug og Lille Darum havde.
Derefter kom Høsletten, som omtrent var den fornøjeligste Tid i hele Aaret, skønt det for mange var en streng Arbejdstid. Det var haardt Arbejde at tage sit Skar med paa Engen Dag ind og Dag ud, ud paa Engen Kl. 4 om Eftermiddagen, hjem Kl. 10 a 11 om Aftenen, og saa afsted igen Kl. 2 a 3 til Kl. 11 om Formiddagen. Men det gik frem og tilbage gennem Byen med Sang og Klang, det var den gode Madkurv, de havde med paa Engen og de mange "Karmenotter” (Ølpuncher), en for hver Træk igennem Engen, der satte Humøret op. Efter at de havde taget deres gode Middagsmad, de levede som til Bryllup hver Dag i den Tid, skulde Leerne hares, inden de gik hen at sove. Høleerne blev kun sleben forinden Sletten begyndte, de var smedede og havde Navn efter den By, hvor de lavedes, f. Eks. "Aablinger”, "Gaansager” osv. De nymodens støbte "Storkenæb” kunde man daarlig klare sig med. En dygtig Sletkarl skulde "holde Hug”, maatte ikke sætte "Wosseler”, tage et 3½ Al. bredt Skar, Øje ind i Græsset og ½ Al. i hvert Hug, "Skarbolker” maatte ikke sættes. De Darum Sletkarle slog altid "af” Græsset, det var kun Udejerne, ,,æ Hieperrer”, der slog "i" Græsset og maatte have Afrivere.
Kornhøstens Tid var ikke nær saa fornøjelig, da gik hver med sin Mejle og Optagerske og passede sig selv, det gik rolig og stille. Efter Høstens Tid var det egentlige Markarbejde forbi. Nu skulde Grøfterne i Engene efterses for Hegnets Skyld. Alle Kreaturerne blev slaaet løse, Køerne blev drevet løse igennem Byen Morgen og Aften. Det var en Behagelighed for "Hjøverne”, det var meget fornøjeligere at lege ”Halvejs” i Engene, kunde tage et Bad i Aaen eller Havet en Gang om Dagen og være fri for den idelige Flytten paa de tørre Agre med den sparsomme Græsning af Senegræs og Rødknæ. - Naar Rugsæden var lagt, var Efteraarsarbejdet paa Marken til Ende. Men det tog ogsaa lang Tid, da der skulde saas megen Rug, baade anden og tredie Kjærv, og undertiden skulde der samles "Mog” til det sidste til langt hen i November. Saa skulde der tørres Malt, mindst et Par Tønder, der var fælles "Køllehuse” til det Brug i hvert Grandelaug, ligesom ogsaa i L. Darum.
Flere Ovnfulde Sten skulde brændes, da gerne 2 og 2 Naboer slog sig sammen om en Ovnfuld, ca. 4000 Sten. I den Tid, der brændtes Sten, var der gerne "Teglovnssjov”. Ungdommen forsamledes der til alskens løjer, Kartoffelstegning i "Emmerne”, Anekdoter, Kærlighedsviser osv.
Det var ikke let at være Kone i en Gaard. Naar hun om Morgenen havde faaet Folkene givet Davre, skulde hun have Børnene vasket og i Tøjet, Stuerne fejet og Sengene redet, hvis Pigen i Høstens Tid var i Marken, havde hun det ene. Kalvene og Grisene skulde fodres, og hun skulde have Mælken skummet. Hun lod Fingeren gaa rundt med Fadet for at løsne Fløden og saa blæste hun den ned i Flødetønden. Senere brugtes Skumske. Den syrnede Fløde skulde derefter kærnes i en Stampekærne, hvor en Kærnestav blev trukken op og ned, indtil Fløden efter en god halv Time blev til Smør. Senere fik de større Gaarde Maskinkærner. Det hændte, naar de havde for mange gammeltmalkende Køer, at de ikke kunde faa Smør, og saa maatte de "koge” det af. En Kone fortalte, at hun havde kærnet, og det blev til "Skidt”, men saa kogte hun Grød deraf, og de blev da saa "møj gue”. Nogle søgte Raad hos kloge Mænd, naar de ikke kunde faa Smør. Saaledes hos Jens Kristian i Vilslev, der kunde give Raad derfor. Jens Balsen her i Darum kunde ogsaa give noget at komme i Kærnen, der kunde hjælpe. Undertiden skulde hun ogsaa i en snæver Vending have en Ost lavet, eller noget sat hen til "Beddervost ” Saa kom enten An Hæms, Else Skrædders, Kjesten Spink, eller hvad de hed, med deres Mælkespand, og skulde det være tilpas, skulde de helst have en lille Kaffetaar, mens de krammede ud med alt hvad Nyt de vidste fra Byen. Nu lakkede det mod Middag og hun skulde til at tænke paa "æ Unneii”. Det vekslede i Sommertiden imellem Grød og Vælling af Byg- eller Boghvedegryn. Ris og Sago kendtes ikke, Pandekager og Æbleskiver, Zachu (Budding) med Flæsketerninger, fersk, saltet eller tør Fisk, Saltsuppe, Ægpandekage, oplagt Mælk og Tykmælk. De havde jo baade Æg og Mælk, og det kostede ikke ret meget. Hvert Foraar tog et Par Naboer sig sammen og hentede et Læs Fisk i Hjerting, Sjelborg eller endog ved Nyymindegab. Saadanne Luxusretter som Rabarber- og Rødgrød kendtes ikke, dertil var Sukkeret for dyrt og Rabarberplanten overhovedet ukendt.
Kun i Efteraaret i Slagtetiden levede Folk "som smaa Aal i Mudder” ved Fersksuppe, Sortsuppe og "Pluk i Fink”. Naar Sortepølserne med Greverne og det andet Omrask fra Slagtningen var fortæret, maatte man tage til Takke igen med den mere daglige Kost. Kaal var en yndet Spise om Vinteren, og det var undertiden, at Skrædderne ved at flytte fra Sted til Sted fik Kaal 6 Gange om Ugen, da de altid skulde have Kaal, naar disse kom.
Syltning af Frugt kendtes ikke, og Syltetøj brugtes aldrig undtagen til Gilder, hvor der var Rødheder. Var Retterne for fede, tog man en dansk Snaps ovenpaa. Konen og Pigen kunde næppe faa nogen Middagslur. Den første skulde have Mellemmader skaaret til om Eftermiddagen, den anden skulde have opvasket og malket. Der var ikke nogen stor Opvask efter "æ Unnen”, der brugtes ingen Tallerkener, kun nogle Træbrætter at skære Kød og Flæsk paa. Man langede til samme Fad, naar det var Søbemad. Var det Pandemad, sattes denne ind paa Bordet, hvor enhver kunde række til og dyppe i Fedtet. Kartofler brugtes ikke meget for et Hundrede Aar siden, de regnedes ikke for rigtig Menneskeføde, til Svinene kunde de maaske være gode nok. En saadan Flothed som en Dug paa Bordet kendtes ikke, og naar Maaltidet var endt, slikkede enhver sin Ske og satte den op ved Bjælken i et Futteral til næste Dag og puttede Lommekniven i Lommen. Saa foldede man Hænderne, og Manden bad enten lydelig en kort Bordbøn eller ogsaa i Stilhed, der endte naar man rejste sig: I Jesu Navn.
Der skulde brygges og bages en Gang i hver Maaned, og Tilberedelserne træffes forud. Maltet skulde males og mæmmes i et Kar, koges og ophældes i Tapkarret, hvori der var et Hul i Bunden med en Tapstok i, og i Bunden lagdes enten frisk Halm eller noget af et Havreneg, hvorpaa Mæmmet hældtes op og derpaa et Par gloende Kampsten i.Derpaa drejedes Tapstokken, og nu begyndte "Urten” at løbe ned i en Spand, der tømtes over i Ølkarret efterhaanden. Hældte man meget Vand paa, blev Øllet tyndt og derfra Ordsproget: "Bagefter kommer tyndt Øl”. Det udtrukne Malt kaldtes "Drau” og brugtes til Svinene,. Ølkarret blev derefter tildækket, efter at der var tilsat Gær, og Morgenen efter var Urten omsat til Øl med et Lag Gær over. Denne skummedes af og Øllet hældt paa Tønder.
