Her i eftermiddags satte vi os udenfor. Den ældste på otte ønskede at få sit strikketøj med ud. Han har netop "lært" at strikke og er i gang med et halstørklæde til sovebamsen. Først satte vi os på en bænk, og fandt garnet og pindene frem. Vi valgte dog hurtigt at rykke lidt længere væk og i stedet ned på græsset. Da vi igen fik os placeret, opdagede jeg, at drengen havde en strikkepind i hver hånd, og spurgte derfor
"Hov skat, hvor er de to masker, der skulle være på den der tomme pind? Dem havde du jo nået at strikke, inden vi rykkede os?"
Ham: "Det ved jeg ikke?"
Mig: "Må jeg lige prøve at se, det kan være, du har tabt dem."
Ham:" Kan man det?"
mig (med min sorte humor): Ja da, prøv lige og se efter ovre ved bænken, det kan være de ligger der ovre."
Og selvfølgelig løb drengen straks over til bænken og begyndte at lede, imens jeg rullede rundt på græsset og havde svært ved at holde på grin og blære.
Ham : "Aj, ved du hvad. Jeg synes altså ikke, jeg kan finde dem herovre, men ok, nu ved jeg jo heller ikke, hvordan sådan nogle ser ud, når de ikke sidder på pinden."
Og så brød hans moster ind og fortalte ham, at jeg drillede, og så fik jeg sand i skoene...
Nette