I dag fik jeg "gravet" mig ind til det skab, hvor jeg har min håndarbejdsting, og der var sørme noget påskepynt fra dengang jeg syede med perler og sætte stof på bl.a. flamingoæg.
I mine gemmer fandt jeg lidt juleting jeg har syet i perler for nogle år siden. Nu er de gemt sammen med det andet julepynt jeg har, så de kan komme frem når det bliver jul igen.
Så skulle barnebarnet have lidt til en ny garderobe, så hendes mor gik på shopping i den lokale stofbiks, og så har jeg ellers "hakket lidt i det" her til morgen. Det er indtil videre blevet til 2 sol-nederdele og 4 par posebukser.
Nu venter så lige et projekt med en tunika jeg lige skal prøvesy i noget billigt stof, før jeg kaster mig ud i den rigtige, der matcher de lilla posebukser. Farverne er bare omvendte, men den får I at se senere.
Her forleden opstod lige et akut behov for nye bukser hos vores bonusbarnebarn, så der måtte jeg lige i gemmerne og finde lidt blåt joggingstof til bukser til ham, og så røg der lige to par posebukser med igennem til barnebarnet, også i nogle gamle rester, som reserve til dagplejen. Men de var så hurtigt væk, at jeg ikke nåede at tage billede af dem.
Og joooo, det er lækkert at sy forårs- og sommertøj, og der er bare så mange helt fantastiske søde stoffer i dag. Da mine børn var små, var det ensfarvet faktisk alt sammen, og næste umuligt at opdrive noget med mønster. Og da jeg jo har 4 drenge, kan I vel slet ikke forestille Jer, at jeg slet ikke har noget imod - endelig - at sy pigetøj
Jeg nåede også i dag at få lavet en pink prototype på den tunika jeg skal sy i lilla, der matcher de lilla posebukser. Så må vi se om den passer, når modellen kommer på besøg næste gang, inden jeg sætter saksen i det dyre stof. Jeg måtte også lige prøve at sy en t-shirt, der fik en elastisk blonde i halsen.
Mit bonusbarnebarn, der er en dreng, fik jeg lavet et sæt joggingtøj til. Og så hørte jeg lige i min øresnegl, at hans mor også har været på rov i stofbiksen, både til hende og sønnike, så det bliver spændende at se, hvad jeg nu skal til at sy.
Så fik jeg den lyslilla tunika færdig, som matcher bukserne i indlæg 69.
Og sørme om ikke der blev en rest tilbage, så der lige kunne blive en lille "sol" mere.
Nu er der da gået helt inflation i de der posebukser, så symaskinen måtte lige igang igen. Denne gang også med et par småblomstrede til en af mine svigerdøtre.
Så skulle min nye overlocker i aktion og der stod jo et par poser med stof fra Stofdillen og ventede, så der blev dette til vores lille Sille-pige. I får også lige et billede af den lille ko-nederdel jeg har syet tidligere. De der sole er altså bare så søde når børnene har dem på.