Gammelt vrøvlevers.
Jeg lærte af min Oldemoder et vers, hvor gammelt det er ved jeg ikke, men hun gav det altid ved selskabelige lejligheder, og vi elskede alle når nu gav det.
Verset blev reciteret stående på en stol, med sjov mimik, kraftig intonation og store armbevægelser.


På verset sidste stavelse ”Da” satte hun resolut den ene fod op på bordet, hvilket altid var en succes, både for os som havde set det før, men ikke mindst for dem, som aldrig havde set og hørt hende, recitere verset - også fordi man ikke ville forvente, at en personlighed som hende, kunne finde på den slags.


Om der skulle være nogen, som kender verset, og ved hvor det kommer fra, ville jeg være vedkomne taknemmelig, hvis de ville lade mig det vide.


Da min Oldemoder var fra 1896, tror jeg selv., at hun har lært det i sine unge år omkring 1916 – men spørgsmålet står åbent.


Hun kaldte selv vrøvleverset ” Den Italienske National Melodi” og undskyld til alle Italienere, hvis nogle skulle føle sig stødt. Der ligger ikke noget ond i det
.
Her er så verset, så godt jeg formår at gengive det på skrift.


El ’vi’va ’ma’karoni
’One ’done ’tre’komil’je.
‘Misle ‘masle ‘boom’basilje.
’Bom’baa ’Jee.
’Bom’baa ’Jaa.
’Sa fætter ’run’ka dun’ka ’Da!

Min Oldemor gav nummeret, helt op til hun var omkring de 80 år.