Når jeg holder den mod min kind og næsen fanges af duften, så forsvinder juleforberedelserne som dug for solen og tankerne vandrer snart 2 år tilbage (eller er det mon 3?).

Dengang stod jeg for første gang og fjumrede med en håndten. Hidtil havde jeg nok hørt til flertallet, der ikke ville genkende hundeuld som duftende men istedet våd, lugtende og en udfordring for en støvsuger.

Men det er jo inde under, det gælder. Dækhårene har ikke noget med sagen at gøre. Den sandhed gik op for mig, det øjeblik jeg stod med det skønneste og blødeste hundeuld imellem mine fingre og forvandlede det til en tråd, der blev tvundet sammen med en anden spundet af fåreuld.

For lidt siden kom posten nemlig med en julehilsen. Og deri var en pakke til Julemor. Julemor burde jo sikkert vide bedre end at åbne pakker 9 dage før jul. Men når der nu hverken var hængelås eller mærkater på, så kan det da ikke være så slemt vel Det smukke kort, der lå ved, med de pressede blomster, der sirligt var limet på, nævnte heller ikke noget om, at pakken skulle gemmes. Så det skete næsten helt af sig selv, at tapen lirkede sig op og huen sprang ud på hånden...

Hånden er nu trukket ud igen, for den blev alt for varm derinde! Istedet kan julemor imorgen, mens det endnu er mørkt og hun går til bussen, gemme sine røde juleører deri...

De Julemor "vågnede" af minderne igen, tænkte hun straks at sende en tak for den skønne. Men istedet satte hun sig et øjeblik for at dele med jer, at hundeuld er noget af det dyrebareste og varmeste, der findes! Det kan hverken billeder eller ord beskrive *251*

Og så er det slut med den slendrian - Juledagene må bruges på mere fordybelse! Lige nu er det kost og spand det gælder