Symaskiner/nostalgi

[rokken]

Nicoline:

Måske hører dette indlæg mere til her i en nostalgitråd:

Denne tråd er ved at udvikle sig til nostalgi og kærlighed til vores gamle -og måske første symaskine.

Jeg havde hele min barndom set min mor sy på en gammel Singer trædesymaskine og snydt mig til at sy mit første udstyr på den, selvom det var forbudt. Min mor vogtede over den som over husets helligdom.

Da jeg var ung og nyforelsket (18 år gammel i 1952-53) købte jeg - også som lærling - på afbetaling - min første symaskine. Det blev en grøn Elna, der bare kunne en masse spændende ting. Min kæreste var ganske uforstående overfor at jeg kunne få mig selv til at købe en symaskine til 3000 kr. Det var rigtig mange penge i begyndelsen af 50-erne. Hans mor havde klaret sig med en symaskine med håndsving, men den blev også kun brugt til at sy en strop i et viskestykke eller lappe et par arbejdsbukser. Han havde ikke set sin mor sy, som jeg havde i mit hjem - og jeg var klar over, at hvis ikke jeg købte en god ny maskine før vi blev gift, så ville han aldrig acceptere sådan et køb.

Denne Elna fulgte mig i tykt og tynd helt frem til begyndelsen af 70-erne.
Den havde virkelig "tjent sig selv ind". I over 25 år syede jeg alt mit eget tøj, min egen brudekjole incl. adskillige kjoler til sportsdans med tyll-skørter i mange lag, brudekjoler til 2 kolleger, alt tøj til min datter også en fin konfirmationskjole, cowboytøj til 2. dag, flowerpowertøj, kassebukser, trompetbukser og meget, meget mere.
Da min datter i teenageårene begyndte med at ville have KØBT tøj var det en triumf for mig efter at have syet et par fløjlsbukser med pynt på baglommerne, at hendes kammerater havde spurgt hende om, hvor de var købt henne, fordi sådan et par ville de også gerne have. )

De pyntesømme, den kunne sy blev brugt meget i starten, men jeg værdsatte mest de almindelige syfunktioner, frem og tilbage, knaphuller og zigzag med og uden mellemsting.

I slutningen af 70-erne så jeg mig blind på en Bernina.
Min Elna kom på pension og jeg valgte en solid Bernina, der "kun" havde de funktioner - ikke alt det fjant, som jeg aldrig brugte alligevel.
Den kom til at tjene mig ligeså trofast som Elnaen havde gjort - og der kom til at gå endnu 25 år, hvor jeg nærmest trykkede min næse flad mod ruden til en symaskineforretning, hvor der sad en mand og demonstrerede en symaskine, der kunne brodere.

Altså!! Men NEJ! Den var bare for dyr - og den ville aldrig kunne "tjene sig selv ind" som mine andre maskiner havde gjort - i hvert fald ikke i min levetid for mig.
Jeg var nu blevet over 70. Min datter er gift for længst, har mand og 4 børn og en livsstil der værdsætter genbrug mere end nyt for fint tøj både til sig selv og familien. Hun har set mine produktioner så meget at de ikke er så interessante for hende, som de måske er for andre mennesker. Nej... Jeg syntes jeg var blevet for gammel til at købe så dyr en maskine. Det syntes min mand dog ikke... Han troede jeg mente, jeg var for gammel til at finde ud af at sy med den. Det var jo ikke det, jeg mente. Men... jeg SKULLE nu ha den maskine, hvis jeg syntes den var så vidunderlig... og sådan blev det.

Vi besøgte den ene symaskineforretning efter den anden og fik dem demonstreret, disse vidundere ... og for godt et år siden - i eftersommeren 2005 flyttede min Brother Innov-is 4000 ind hos os i Randers. Her "fylder" den meget. Jeg har brugt megen tid på min computer. Nu spiller den sammen med min Brother - og vi 3 tilbringer MANGE gode stunder sammen skal jeg hilse og sige. Det er mit allerbedste "legetøj" -