Hvem væver og hvorfor

[rokken]

Bondekonen:

Jeg kunne godt tænke mig at vide hvem af Rokkens medlemmer der væver eller har vævet.

Hvis du har lyst til at give dig til kende, og til at fortælle om hvor og hvornår du lærte at væve, hvad du synes om det osv., så kunne vi måske få en snak om vævning igang?

Jeg lærte at væve i 1980 på Skals Håndarbejdsskoles vinterkursus - og jeg var ret vild med det fra begyndelsen, så jeg købte en Glimåkra standard 160 cm bred med 10 skafter for min børneopsparing efter opholdet. Den har jeg nu ikke længere - men så har jeg noget andet


Jeg interesserer mig for skaftevævning først og fremmest - billedvævning er jeg ikke så vild med, lidt for meget pilleri tror jeg.

Jeg kunne godt fortælle noget mere, men først er det nogen andres tur.
Det kan jo ikke nytte jeg fyrer det hele af på en gang så jeg ikke har mere at sige

[rokken]

Jeg lægger da gerne ud.

I 1990 flyttede jeg fra Nordsjælland til Odense.

Jeg havde ikke noget arbejde, men jeg tilmeldte mig nogle daghøjskolemoduler.
Her i mellem var der et modul med vævning.

Dengang anede jeg ikke en disse om vævning … jeg troede, det var noget med gammeldags kartoffelsække … punktum!!

Men jeg blev bidt af det – jeg gik så højt op i det (billedvævning), så lærerne foreslog mig at søge optagelse på seminariet i Kerteminde (det eksisterer ikke længere).

For at komme gennem nåleøjet skulle jeg kunne væve til husbehov og vide noget om dét at væve. Desuden skulle jeg kunne tegne.

Jeg kunne ingen af delene, men jeg VILLE på seminariet – havde jeg besluttet mig for.

Jeg tog tegnetimer hos en fantastisk underviser. Jeg lærte at tegne på 21 lektioner.
(Jeg har osse glemt det igen!!)

Jeg søgte på et vævekursus i Hammerum – en uge. Underviseren var uddannet på Skals.

Jeg fik på en uge lært en masse væveteknikker på skaftevæve, og jeg havde en masse prøver med hjem. Prøver jeg SELV havde lavet. WOW. Spørg da lige, om jeg ikke var stolt.

Nu var de første hurdler overstået, så jeg kunne søge … der var kun plads til 14 studerende, så jeg skulle sælge mig selv bedst muligt, da jeg skulle til samtale.

Dét gjorde jeg så åbenbart for jeg kom ind med start 1. september 1991.

Jeg var sikker på, at det ville ende med stor kærlighed til billedvævningen, men det gik lige omvendt.

Jeg var (og er) mest vild med tynde garner og lette produkter. Men i seminarietiden fik jeg produceret temmelig meget – bl.a. 5 meter olmerdug til en veninde.

Olmerdugteknikken hedder osse satin, og netop satinbindingen valgte jeg som afslutningsopgave.

Det var der ingen, der tidligere have valgt – og dét kan jeg godt forstå.
Men jeg ER jo en stædig kamel, så jeg holdt ved satin som udgangspunkt for min opgave, og jeg fik lavet en rigtig ”score”-fremlæggelse.

Det var vildt spændende at lave dén opgave – især fordi jeg skulle søge oplysninger de underligste steder – der var ikke noget særligt historisk materiale i Danmark – dengang.

Jeg er dén dag i dag stolt af min opgave.

Jeg har dog ikke vævet siden, men det skyldes ikke selve vævningne – men har helt dybe personlige årsager.

Men jeg kan stadig få hjertebanken ved erindringen om dét at væve, og jeg har skam stadig hele udstyret – så jeg kan bare gå i gang, når det passer mig.

Nu har Ditmar jo truet med at komme efter mig, når min vinterhave er færdig, så det ender nok med, hun kommer og svinger slavepisken!

Dét skal hun være velkommen til.

[rokken]

Som barn flyttede vi ind i et gammelt hus, hvor der stod en toskaftet væv på loftet. Den gjorde min far i stand til mig, da jeg var 11 år, og jeg satte den op efter Paulli Andersens bog.

Det var ikke rigtigt nok, så som 22-årig tog jeg så tre måneder hos en væverske - to dage om ugen. Det var de bedste timer i ugen - resten af ugen gik bare med at vente på vævedagene.

Så havde jeg fået blod på tanden - det gik slag i slag. På et tidspunkt købte jeg en Glimåkra standard (som Bondekonens), men kun 150 cm og 10 skafter. Den har jeg endnu, men den er pakket ned.

I '86 (eller var det i '84) tog Bondekonen og jeg på højskole i en uge og vævede prøver - der blev sat 20 væve op, og så var det ellers ud over stepperne. Som Ulla P fik jeg også en prøvebog med hjem, som jeg har endnu.

I '92 fik jeg barn, og i '93 var der ikke plads til både barn og væv, så væven måtte i kælderen, hvor den har boet siden - i atomer.

Efterhånden som børnene blev lidt større, var det ligesom der manglede noget i mit liv - jeg kunne ikke rigtigt finde ud af hvad. Jeg syntes kun, jeg var mor og arbejdskraft - knapt nok kæreste og slet ikke Tine.

En kollega kom til at sige: 'Så tag dog på højskole i en uge', og så kom jeg i tanker om, hvor glad jeg havde været for den uge i 80'erne. Jeg bestilte samme dag, og i anden sammenhæng kom jeg til at ringe til Bondekonen, som jeg ellers næsten havde mistet kontakten med. Hun var på orlov, og inden jeg fik set mig om, havde hun meldt sig til det samme kursus.

Det var verdens fedeste uge. Efter 3 minutters akavethed fjantede vi, som vi havde gjort 20 år tidligere. Og jeg vævede i 12-16 timer i døgnet.

Hvor var det FEDT!!!

Min hjerne kunne ikke altid huske hvordan, men mine hænder kunne. Efter 11-12 år.

Da jeg kom hjem, besluttede jeg, at aldrig mere skulle mit liv være uden vævning. På en eller anden måde måtte jeg skaffe mig vævning under en eller anden form.

En tilfældig dag 5 måneder senere sad jeg og overvejede, hvorfor det egentlig var, jeg ikke havde købt en mindre væv, og slog lige op i Den Blå Avis på nettet. Der stod den. 100 cm vævebredde, Glimåkra Ideal, 4 skafter - 1500 kr. Jeg lånte en bil, lavede en aftale, læssede min halvsyge unge i bilen og kørte til Ølstykke.

En time senere var væv og ca. 5-10 kg vævegarn mit, og bilen var stoppet til bristepunktet. Jeg endte med at insistere på at betale 2000, for der var så meget ekstra til.

Vores havestue, som indtil nu mest havde været pulterkammer, blev inddraget uden at spørge først. Min gamle barnestol (som jeg ellers havde hæget om) og et nøddetræsbord (arvet efter min mormor) røg til storskrald, og rummet blev gjort rent - det var ikke sket i mange år.

Jeg fik væven op og fik købt en lille reol hos IKEA - 120 x 80 cm. Den er siden blevet udvidet til 228 x 120 cm og er stadig ikke heeelt stor nok.

I oktober - november 2005 havde jeg orlov, og jeg tætnede vinduer på værste vis - masser af acrylspray med løs hånd. Men jeg kunne sidde i vævestuen, som den nu hedder - hvis ellers varmeblæseren kørte for fuld kraft. Min mor gav mig et TYKT uldgulvtæppe i julegave, for der var enormt fodkoldt.

Aldrig giver jeg afkald på at have væv - aldrig mere i dette liv.

[rokken]

Jeg arvede som 16årig en stor flot väv...uhhhhhh hvor var jeg forelsked i den tanke at, jeg skulle väve på den...men ak og ve det "skidt" ville min far ikke ha ståendes så den blev sat til salg for 1000kr...nöööj hvor var jeg gal...nå men det er der idag jo ikke noget at göre ved...men bestemt er at den dag vi har minste plads...så skal der en väv i huset....som skal igang....jeg skal igang med kursus til efteråret....og gläder mig

[rokken]

I 1989 begyndte jeg i børnehaveklassen. Jeg er meget kreativ, og har aldrig kunnet holde mig tilbage, hvad angår at suge ny viden til mig...

På fritidshjemmet så jeg nogle af 'de store piger' sidde med en gammel cigarkasse med nogle underlige snore på, og så viklede de en masse andre snore ind i???? Jeg fandt så ud af at de sad og vævede, og det måtte jeg da prøve.... Jeg blev bidt af det, og I drømmer slet ikke om, hvor mange forskellige tæpper mine barbiedukker havde.... Jeg producerede både til mig selv, venner og søster.... selv min mormor fik tæpper på væggene...

Nu sidder jeg og tænker tilbage.... det var faktisk rigtigt hyggeligt....

Jeg har faktisk en gammel cigaræske liggende, mon jeg skulle prøve igen?

[rokken]

Sikke dog en vidunderlig tråd.

Jeg kan helt sætte mig ind i Ditmars univers, og jeg kan mærke vreden på Dorits vegne - og nostalgien med cigarkassen finder osse vej til mit indre univers

[rokken]

Det er meget spændende at læse om jeres væveerfaringer.
Jeg vil gerne fortælle lidt mere om mine.

Efter mit ophold på Skals købte jeg som nævnt en stor væv, som fulgte mig trofast i mange år. Der var nogle fejlslagne projekter ind i mellem, men også gode ting, bl.a. et vægtæppe i Beiderwand som jeg stadig har hængende - motivet på mit profilbillede stammer derfra. Det eneste tidspunkt jeg var uden væv, var da jeg efter en skilsmisse boede på et kollegieværelse på 10 m2. Jeg tror væven boede under Ditmars seng det år, gjorde den ikke Ditmar?

Ditmar og jeg var på Danebod højskole på et 14 dages kursus (det var i 86) og da jeg var kommet hjem derfra, nåede jeg lige at væve et barnevognstæppe med små mænd på i rosengang inden maven fyldte så meget at jeg ikke kunne skrues ind på vævebænken længere.

Nogle år senere var det ved at knibe med pladsen med mand og to børn i en 3-værelses, så da måtte jeg sælge min dejlige store Glimåkra i den blå avis. Men jeg havde sat prisen efter at jeg kunne købe en ny væv - en Glimåkra aktiv med 1m vævebredde og 8 skafter og tramper og som kan klappes sammen så den fylder ca. 30 cm når den står op ad væggen. Jeg havde et sammenklappeligt værelse dengang med et væghængt klapbord, en hængekøje og væven - kun en af tingene kunne være klappet ud ad gangen - men det var mit eget rum.

Der var nu nogle år hvor vævningen lå lidt i dvale, væven var sjældent tom, men det kunne tage meget lang tid at få noget færdigt, f.eks. 4 år for to halstørklæder. Men med fuldtidsarbejde og efterhånden 4 børn er det vel ike så sært. I mellemtiden var jeg blevet gift med en landmand og havde fået nogle får, deres uld blev spundet hos Hjelholts uldspinderi og så ville jeg væve en knæplaid.

Og så skete der noget - jeg sad i min stue og vandt garn op på krydsnøgleapparatet - lyset faldt skråt ind ad vinduet, garnvinden snurrede og jeg sad med de små cirkelbevægelser med hånden på krydsnøgleapparatet - og så var det som om alting faldt på plads inde i mig - roen, gentagelsen, de snurrende bevægelser - og jeg mærkede at der var en del mig jeg havde forsømt alt for længe - her var noget jeg bare skulle have meget mere af.

Samme forår var jeg så heldig at få mulighed for at få fri så jeg kunne komme en uge til Skals på et kursus hvor vi skulle væve et sjal, mens jeg var der kunne jeg svagt fornemme den unge pige på 18 år der havde været der mange år tidligere. Da jeg kom hjem og lige var kommet ind i entreen, spurgte jeg min mand om ikke han ville bære væven ned i stuen for mig (den stod på et værelse på 1.sal) - han kastede eet blik på mig og spurgte så "Jo da, skal det være med det samme?", han havde straks set hvor vigtigt det var for mig.

Siden har jeg vævet hver uge, helst hver dag, men det bliver det ikke altid til. Jeg har udvidet min vævebestand ganske betydeligt, så nu er hele den ene stue fyldt op af 3-4 væve og desuden har jeg lidt stående skilt ad rundt omkring i huset. Jeg er i gang med stoftrykker- og væverlaugets uddannelse (hver tirsdag i 4 år), og drømmer om at få etableret en vævestue på kornloftet som min mand har lovet at sætte i stand i løbet af det næste års tid eller så.

Vævningen er for mig en vigtig del af hverdagen - jeg har det bedst hvis jeg væver hver dag. Jeg synes det er sjovt og spændende at sætte væven op, men jeg kan også rigtig godt lide selve vævningen, så jeg sætter gerne en lang trend op.

Den rytmiske gentagelse der involverer hele kroppen, armenes og benenes koordination, ryggen der lænes let tilbage, når indslaget lægges til med slagbordet, øjnene der holder øje med evt. fejl, det virker meget helende og nærende på mig. Når jeg væver, tænker jeg ikke på om jeg er smuk eller klog eller dygtig eller om nogen kan lide mig - jeg har fred med mig selv og opgaven jeg er i gang med, tiden udenfor er af mindre betydning lige der. Og når jeg rejser mig fra væven, er jeg glad og tilfreds med tilværelsen uanset hvilket humør jeg var i da jeg satte mig.

Og derfor kan jeg selvfølgelig ikke forstå hvorfor ikke alle kvinder væver

(Men det er jo nok fordi de ikke har det ligesom mig)

[rokken]

Så vil jeg da også fortælle lidt om min vævetid, for der har jeg også været, og var der også nu, hvis pladsen tillod det...

I 1962 var jeg på Ølgod efterskole, og mit mål med det,
var 1. lærer at væve og 2.skrive blindskrift på skrivemaskine...
Der var et stort kælderrum, men nok 8 væve , og jeg blev "vild" ved det syn, og kunne ikke komme hurtigt nok i gang; men ak der var en masse teori der først skulle læres og det var væve jeg ville...
For at gører en lang historie kort, så vævede jeg stof til en dragt til mig selv, og 12 viske stykker og 6 håndklæder på de 5 måneder jeg var der..
Men så må jeg fortælle, det der med at sætte væven op, det er det "sure" ved at væve, nej, selv det at væve, uha en lise for sjælen, at se det vokse for ens hånder..
Jeg har dog et samarbejde med en bekendt, jeg tegner tæpper og spinder garnet og hun væver dem så ..
http://www.hundeuld.dk/content/view/24/2/
Jeg har så fundet den sammen glæde ved at spinde..

[rokken]

Sikken en dejlig tråd.
Jeg drømmer også om engang at komme til at væve. Jeg har en gammel væv liggende, spørg mig ikke om hvad det er for en, den er fra min svigermor og jeg har fået strenge ordrer på ikke at smide den ud - nej, det kunne jeg da heller ikke drømme om, for engang når jeg får mere tid og plads så skal den igang.

Jeg vil lige fortælle om min ringe væveerfaring.
I mine yngre dage vævede jeg småting på en almindelig børnevæv, men som teenager var det moderne at væve på et gammelt cykelhjul, hvor egerne var taget af og så brugte man hullerne til at spænde tråd på og så vævede man ellers rundt.
Nogen der kan huske det - det var først i 70'erne

[rokken]

Hej allesammen

Sikke nogle dejlige fortællinger. Sidder helt og får dårlig samvitighed. Her kommer så min fortælling http://www.rokken.dk/phpBB2/images/s...on_redface.gif

Vi har jo været en del på vikinge markeder i løbet af årene. Jeg faldt pladask for deres måde at væve på.

Skæbnen ville at jeg så begyndte at spinde, så købte jo rokke og havde på et tidspunkt 3 stk. Den sidste ville jeg have og der var jeg så nødt til at købe 2 væve med.

Har haft hjælp til at samle den ene 4 skafter, men ellers aner jeg ikke en dyt om vævning. Så efter som vi skulle have Freja har jeg helt droppet det og de er nu sat til salg.

Min forstilling om vævning blev vendt om da vi jo skal bruge plads til Freja og div.

Det var så min forvirrede fortælling