Årets fald

[Zep]

Året faldt ned. Hun samlede det op, mens smilerynkerne omkring mund og øjne nærmest blev højlydte. Eller resterne af det. Oktober måneds blad blev revet af næsten som havde det været vinden, der ville føre det til hvile, mens saften blev trukket ud af året. Sådan en fin kalender havde de ikke haft i hendes barndomshjem. Kun en gratis reklamepapkalender fra en af de lokale erhvervsdrivende (og det var mange penge dengang).

Denne var vel i grunden ikke fin. I hvert fald ikke i ordets økonomiske forstand. Den var gratis, hvis ikke man ønskede at støtte foretagendet bag ved at betale det medfølgende girokort. For nyligt havde en ældre dame næsten harmdirrende påpeget, at dem der gjorde det virkelige arbejde med dekorering af kalenderen, fik ikke noget videre for deres arbejde. Så det ville hun i hvert fald ikke spilde sine penge på!

Men var det nu også sådan, at kun det målelige, direkte og trykte beløb var udbyttet for kunstnerne? Det var lidt svært at gennemskue. Man skulle jo ind på bagsiden af kalenderen for at se… Hun tænkte ved sig selv, at man nok ikke kunne måle kunstnernes lykke i kroner og ører eller for den sags skyld tvinge dem til at bidrage med de flotte billeder. Men opgav at forsøge at indvie i de tanker.

Klaveret med den hardangersyede kaffedug, udført af flittige hænder, der nu hvilede for stedse, med Allehelgenspynten, der nærmest råbte på at blive afløst, bar nu kalenderforsiden med pingviner på. De stod i et dovent, blåt lys i sne, som pingviner vel er vant til for det meste. Eller er de mon? Næbbene rakte for det meste i vejret og hun kunne ikke lade være med at tænke på, om pingviner nogensinde gik dybt nedbøjede. De var altid så ophøjede at se på. At de så lød værre end et tågehorn, når de åbnede næbene, var jo en helt anden snak. Men man så i hvert fald aldrig et af disse dyr liggende på ryggen og stirre tomt frem for sig.

Rosen i vasen havde fået skiftet vandet så mange gange, at glansen nu var gået af den. Og skovnisserne havde sneget sig frem fra deres skjul og stod lidt undskyldende i nærheden af det orange keglelys, hvor det uhyggelige ansigt nu var fortid. Hun tændte det med tanken om, at ingen ville tage skade af at lade gårsdagens falmede dekoration hilse på den lysets og varmens tid, der nu stod for døren i stuens lune. At dvæle et øjeblik ved det, der var passeret, mens fryd over det kommende boblede frem.

En duft af dampende Pebermynte i et krus blandede sig med opvarmede boller, mens hun opdagede låget til limbøtten. Hun havde været så ganske opslugt af den nye idé, der tog form og fart i aftes, at hun nu tog tiden til at rense tutten, inden hun skulle videre med andre gøremål. Indfaldene kom ligesom bare af sig selv og når dé ville det. Lidt ligesom foråret, som kan være langt fra og pludselig bryder ud med tø, dufte og fuglesang i et væld. Våren tager ikke hensyn til, om man er parat. Den kommer ligesom bare og overvælder og kræver øjeblikkelig handling, når man mindst venter det Sad man blot og ventede på det, ville det med garanti ikke blot overvælde men også overanstrenge og miste sin charme.

Hun greb fat om november og kassen med overraskelser og gik i gang…

[hundeuld]

Zep........