Snesjappet sprøjtede sagte med en hvislende lyd fra bilerne. Alle lyde på gaden blev dæmpet i laget af det opkørte snesjap, det lå som et lag af grå ”issorbet”, højt nok til, at skoene sank ned i det brun grumset snesjap. Pokkers også, hun ærgrede sig over at hun ikke havde skiftede sko til de nye bløde læderstøvler, inden hun begav sig af sted efter julemiddagen i firmaet. Hun var brudt op fra festen, så snart alle havde gjort mine til at rejse sig fra bordet; egentligt var det på et ret uhøfligt tidspunkt, hvilket også blev bemærket af flere. Men hun ville væk fra firmafesten inden nogle bare nærmede sig det pinlige, eller blev for familiær i opførselen.
Nu stor hun så her og ventede på bussen, bilen stod hjemme i garagen; da hun i et lidt for muntert infald havde sagt ja til at blive hentet om morgnen af en af medarbejderne, så hun efter middagen bare kunne tage en taxa hjem. Pokkers også, det var umuligt at opdrive en taxa på en aften som denne. I vrede over dette, havde hun grebet sin taske og minkpels, og var nærmest stormet ud af døren, uden tanke for vejret, eller at få skiftet til støvlerne på kontoret. Det var noget hun normalt aldrig ville gøre, for hende var det et æresbegreb altid at være perfekt i en hver situation. Selv hendes venlighed blev perfekt afstemt til kunder, personale og familien.
Kulden trængte efterhånden ind til hendes fødder og forplantede sig op af bene til kanten af hendes brune minkpels. Bene måtte tage farve af kulden, ligesom hun bemærkede at ruskindsskoene blev mørkere hvor de blev våde, og den begyndende hvide kant snævrede sig ind på det tørre ruskind. Stod hun mon det rigtige sted?, og hvilken bus skulle hun tage?. Hun kunne svagt erindre nogle tal på forskellige busskilte, som hun plejede at køre forbi når hun skulle til og fra forretningen. Irrelevante detaljer der nu blev væsentlige.
Der kom en bus og svingede ind til kantstenen, og flere mennesker stimlede sammen, enten for at komme ind eller ud af bussen, alle lige modvillige til at give hinanden plads. Hun blev bare stående og betragtede det hele. Næste bus kom lige bagefter, den skulle hun med. Lige da hun ville træde op i bussen, pressede en stor mand sig ind foran hende, og hun måtte gribe efter bussens gelænder for ikke at falde ved fortovskanten. Vreden væltede op i hende, da hun med afsky kikkede direkte ind i den store cowboybuksebag fra manden der havde maset sig ind forran hende, og nu stod et par trin højre oppe, for at indløse billet. Fortumlet og noget følesløs af kulde blev det hendes tur; hun fortalte hvor hun skulle hen og buschaufføren blev irriteret både på hende og den kr.500 seddel som hun kun havde i kontanter; hun blev verbalt verfede ned i bussen med hænderne fulde af billetten og alle de mønter som hun fik tilbage.
Hun satte sig midt i bussen på den inderste plads til højre, der var ingen komfort i sædet og det virkede både hårdt og koldt. Den kraftige mand masede sig endnu engang ned på sædet foran hende, det gav sig så meget bagover, at hun et øjeblik frygtede at det ville ramme hende; en dunst af gammel sved og tobak slog hende i møde, og hun modstod fristelsen for at give ham et let dus i nakken fra hendes fine parfume flakon som hun havde i tasken. Luften i bussen var ram og fugtig, og da bussen satte i gang, klirrede lyden af flasker i en bærepose fra manden foran hende.
Hun tog en dyb indånding og trak hænderne godt op i hendes frakkeærmer, fornemmelsen af den bløde mink mod hendes spinkle håndled gjorde godt, og fik hende til at slappe en anelse af. Tankerne tog over, og lukkede bussen ude af hendes sind. Tankerne opslugte hende, det hele pressede sig mere på, som om hendes liv passerede revy hele tiden. Der var ligesom noget hun søgte efter; som dagene gik, blev hun i perioder mere og mere åndsfraværende, helt i mod hendes pertentlige natur, var hun nærmest blevet ligeglad med mange ting.
I tankerne søgte hun efter, hvor startede det hele egentlig i hendes liv, og hvor var hun nu. Hun havde haft så travlt med at fjerne sig fra hele hendes oprindelse, og virkeliggøre hendes stræben efter succes og få ét solidt overtag i hele tilværelsen, at hun måtte havde tabt sig selv et eller andet sted. Hvis hun skulle sætte ét ord på det hele, ville det være TING. Hvis hun skulle sætte 3 ord på hvad der startede det hele, ville det være SLIPPERS, FLORA DANICA og INTERIØR. Den rationelle side af hende var stadig lige skarp, og kunne knuse hendes problemer som en nøddeknækker.
Hendes tanker gik tilbage til hendes tidlige barndom, det forundrede hende, at hun netop nu søgte tilbage til det hun altid havde værget ved. Det gav en let gysen i hende at tænke på sin barndom; egentlig var det hele ret banalt, harmløst og fortrædeligt på samme tid.
Hendes barndom var ikke anderledes end så mange andres, i det hele taget var der ikke noget galt med barndommen, det passede sig bare ikke rigtig til hende; fra dengang voksede trangen til ændre hendes vilkår og sociale status; den blev konstant næret af fantasien om velstand, og et fast overtag i hendes egen tilværelse. Hun så tilbage på dengang hun var en lidt forpjusket skolepige fra Thyborøn. Hendes barndoms hjem havde været en lejet fiskerbolig; et lille hvidkalket hus med afskallede blå døre og vinduer, haven var lille, fyldt op med fiskegrej og alt det hendes far engang ville sætte i stand. Hun boende der med sine forældre der egentlig var ret unge, og to brødre der var noget ældre end hende. Hun havde aldrig haft en nær kontakt til hendes brødre, snare en lidt opgivende og overbærende holdning til deres kejtede teenager manere.
Det hele var altid lidt skævt, og ramte altid ved siden af det hun egentlig ønskede sig. Hendes far arbejdede på havnen, han gik til hånde og hjalp fiskerne med håndteringen af deres fangst og fiskekuttere. Hver dag kom han hjem og smed den beskidte blå kedeldragt i baggangen, den lugtede af havvand og ram maskinolie. Hun havde sådan ønskede sig, at hendes far også var rigtig fisker med egen båd, som flere af hendes skolekammeraters fædre havde det. Hendes mor var mælkedame på skolen, det var pinligt for hende, hver gang hendes mor så hende, udbrød hun altid, hej min snut eller hej lille skatter. Det var pinligt når de øvrige børn drillede hende med, - hej lille snut, skal du over til mor og havde mælk. Hun var glad for sin mor, men ønskede bare ikke hun arbejdede som mælkedame på skolen. Hun vidste godt, at det hjalp familien at hendes mor havde fået det arbejde, da hun fik dårlig ryg og gigtsmerter i hænderne, efter at havde arbejdet nogle år på fiskefabrikken. Hun bar stadigvæk den blå kittel, og hun så stadig lige forfrossen og spinkel ud, altid med iskolde og tørre hænder.
Det gav et ryk i hende da bussen svingede ind ved et busstoppested, døren gik op og kulden slog som en bølge ind langs gulvet i bussen. Flere opstemte unge mennesker stod på bussen, der lød latter og en pige hvinede så det lød skingert igennem bussen; der blev fniset og tysset højlydt fra de andre i selskabet. Alle masede de sig ned igennem bussens midtergang, og stødte imod alt hvad de passerede. Uvilkårligt trak hun tasken tættere ind til sig, i fordi farten af de unge mennesker, kunne hun se, at alle var de nydeligt klædte og der stod en aura af parfume og dunst af alkohol omkring dem, som fik bussens vinduer til at dugge endnu mere. Med et suk fra hende og en rumlen fra bussen, svingede de atter ud på vejen.
Hun tænkte tilbage på sine forældre i Thyborøn, begge altid i det blå arbejdstøj; de havde klaret sig godt i små kår; der var en stil tiende aftale med skolen om, at hendes mor måtte tage al overskydende mælk og madpakker med hjem efter arbejdet. Det meste gik til hendes fars og to brødres madpakker dagen efter, og om eftermiddagen når hun fik fri fra skole, stod der yderligere en madpakke og mælk fra skolen til hende, det irriterede hende at se skolens madpakker og mælk i deres eget køleskab; og det ydmygede hende også, at hendes far ofte fik fisk med hjem fra arbejdet på havnen. Flere fiskere gav ham altid en lille pose med dagens fangst; han virkede altid glad for at få deres fisk, - De skal hjem til den lille havfrues køkken, sagde han altid; eller sagde med et stort grin nu skal jeg hjem til havfruens deller. Det var pinligt for hende, de fiskere var jo hendes klassekammeraters fædre; vidste klassekammeraterne mon, at de fik ”almisser af fisk” som hun opfattede det?, der var ingen i hendes klasse der kommenterede det, så måske blev det på havnen. Hun frygtede altid at det skulle kommenteres i hendes klasse.
Hun blev egentlig ikke drillet i skolen, hun virkede nærmest lidt ligegyldig for de andre i klassen, den eneste der mindede om en skoleveninde var Sonja; hun fyldte heller ikke meget i klassen, dog blev hun mere skubbet ud af sammenholdet end hende. Sonja var datter af den største fisker på havnen, hendes far var mere forretningsmand end almindelig fisker, og hendes mor var fra Sjælland; hun var en tilflytter og virkede helt anderledes og spændende.
Det var Sonjas mor der fascinerede hende mest, og dragede hende til deres hjem. Deres hjem var et stort firkantede hus lidt udenfor byen, de lokale kaldte det for tyskerbunkeren, da ingen på egnen viste noget om bungalow, funkis arkitektur fra 1930érne eller nyklassicisme. Det var så helt anderledes hos dem, lyse vandskuret væge, og karamel farvede flisegulve overalt. Fra den høje kælder gik man direkte ud på en stor terrasse med cement gulv, omkranset af et jern gelænder som på et skib.
Det fascinerede hende at besøge Sonja, hver gang betragtede hun hele hjemmet indgående. I deres entré på knagerækken hang hendes mors brune minkpels, nogle gange kunne hun ikke lade være med at stryge hånden over den bløde og luksuøse pels; andre gange listede hun sig ud på deres badeværelse og kikkede i deres skabe; duftede til pudder og parfume, og forsøgte at læse etiketterne på deres bade shampoo og lotion. Deres badeværelse var på størrelse med spisestuen i hendes hjem.
Når de sad og legede på Sonjas værelse, kom hendes mor altid med en bakke med gul sodavand, et højt glas med saltstænger og en lille plastikskål der lignede træ fyldt med småkager. Det var hyggeligt, og hun huskede de smukke slippers Sonjas mor altid gik med hjemme, og de flotte afslappede buksedragter hun bar; andre gange var det lange kjoler med store farvestrålende mønstre. Hun så virkelig op til Sonjas mor. For hende var det så fint, at høre den klikkende lyd fra hælene på de smukke slippers der gik over det fine klinkegulv. Og det, at Sonjas mor ikke behøvede at arbejde. Der var en atmosfære af fremmethed hos dem, deres mad var så anderledes, og ved pejsen i stuen, stod der nogle mærkelige store træfigurer som Sonjas mormor og morfar havde haft med fra en rejse til Afrika.
Alt blev suget ind og udlængslen og længslen efter noget andet blev stører i hende, i smug begyndte hun at efterligne Sonjas mors bevægelser, og de fraværende og himmelvendte kast med øjnene, der kom når nogle eller noget bare var for meget. Det hele blev indøvet og afprøvet på hendes forældre, når de f.eks. bad hende om at dække bordet til aftensmaden; hun bemærkede at forældrene udvekslede muntre blikke til hinanden, når hun slog med øjnene og med en nonchalant bevægelse lod legetøjet glide ned på stolen, for bagefter at hjælpe til i køkkenet.
Et stort nys bag hende fik hende til at fare sammen, ubemærket havde en passager sat sig på sædet bag hende. En anden stemme bag hende sagde, - er det pelsen, eller overklassedyret du er allergisk overfor?; en fnisen og mumlen bredte sig bag hende. Det var ulideligt, var det hende de kaldte et overklassedyr?. Var det det hun var blevet?. Hun så ned af sig selv, som hun sad der i bussen. Hendes ene pelsærme klistrede sig til busvinduet og virkede vådt og uredt. Som en vred våd kat, sad hun der klemt inde på sædet i bussen, det ville hendes brødre havde ment om hende, som hun nu sad der. Hun bemærkede at der var kommet flere passager på bussen, uden at hun havde bemærket det måtte bussen være stoppet flere steder.
Tankerne gled igen tilbage; efter skolen, og efter to års arbejde ved den lokale købmand slap hun endelig fri. Hun fik en læreplads hos en isenkræmmer i Glyngøre. Det var pragtfuldt, hun fik sit eget værelse med the-køkken og bad på gangen. Endelig oplevede hun selvstændigheden, og hun elskede sit arbejde i isenkræmmer forretningen; der gik ikke længe før hun havde omplaserede al inventar, og udstillingen blev komplimenteret af alle både indehaver og kunder; hendes smag og glæden ved ting fornægtede sig ikke. Snart opdagede hun hvor stilsikker og smagfulde hendes evner var. Omsætningen steg, og snart var hun med til at udvælge hele vare sortimentet. Læretiden fløj af sted, og snart var hun udlært isenkræmmer. Det bekymrede hendes forældre, at hun havde udviklet sig så radikalt, og de kunne ikke rigtig se fremtidsmulighederne som isenkræmmer i Thyborøn. Og det modetøj og den makeup hun nu brugte, passede sig ikke rigtig.
Når hun var hjemme på ferie, følte hun sig lige så fin og udenbys som Sonjas mor. Hun var blevet virkelig smuk, og hendes lange og slanke skikkelse fik mange blikke med sig hvor hun end gik. Hendes brødre virkede som store kluntede trolde ved siden af hende, og deres kærester, der ikke lå så langt i udsende fra hendes brødre, veg næsten underdanigt tilbage, når hun sendte dem et afmålt og køligt blik. Først nu mærkede hun et overtag, og hun skammede sig næsten over den frydefulde følelse af magt, det gav hende at være så smuk, uddannet og moderne. Og det undrede hende, at hendes forældre virkelig troede at hun vendte tilbage egnen.
På samme måde som hun med tiden og modenheden, opdagede at Flora Danica ikke kun var navnet på hendes fars afskyelige cigarer; men navnet på et smukt royalt håndlavet service fra midten af det 1700´århundrede. - Uddrag af ukrudt fra marken malet på et håndlavet spisestel, havde en kollega drillet hende med, når hun holdt ét af sine sædvanlige foredrag om alt hvad hun havde læst i fagblade og alle magasiner om bolig interiør og antikviteter som hun kunne komme i nærheden af. Hun følte sig selv som Flora Danica.
Alt havde hun indprentet sig, og hun var begyndt at fotografere sine vinduesudstillinger og opstillingerne i butikken. Hun samlede det hele i en mappe, og skrev en rapport om, hvilke produkter og mærker hun fandt salgs sikre og havde fremtids potentiale. Så gik hun til fotografen og fik taget et flot portrætfoto, i hendes bedste dragt og med den mest perfekte makeup hun formåede. Det hele sendte hun til Illum i København, med en ansøgning om job som udlært butiksassistent i isenkram. Vente tiden var ulidelig, og hun skiftede imellem at havde og mangle selvtillid til det hun nu selv havde sat i gang. Halvt om halvt regnede hendes læremester med at hun naturligt fortsatte i forretningen, da der jo ikke var grundlag for hendes uddannelse i Thyborøn.
Men så skete det, en stor brun kuvert fra Illum kom med posten, hun var ved at sprænges, det kunne være både positivt, eller et afslag for hende. Det vedlagte brev havde det hele, logo og adresse trykt på flot kraftig papir. Og ja, de ville gerne se hende til møde, og roste både hendes vedlagte fotos af produkt udstillingerne og hendes rapport, som de vurderede til at være interessant. Der var angivet et forslag til møde med dato og tidspunkt, hvis hun var forhindret skulle hun kontakte dem, ellers ventede de at se til hende møde på det angivet tidspunkt. Hun var henrykt, og så beslutsom på at komme, at hun kunne havde trukket Jylland og Sjælland sammen med viljens kraft for at komme til det møde. Alt blev planlagt i en fart, hun tog helt uhørt fri fra arbejde, med en vag undskyldning, og så var hun på vej.
Der lød et bump og en rullende lyd af flasker der faldt på gulvet foran hende, hun rettede sig op på sædet i bussen; det var manden foran hende der havde tabt sin pose på gulvet i bussen. Det gav både uro, og flere af passagerne udtrykte irritation over at de også måtte rejse sig fra deres pladser, for at manden både kunne samle sine flasker tilbage i posen og komme ud af bussen på samme tid. Udsugningen rumlede monotomt, ind imellem lød der latterudbrud fra de unge mennesker bag i bussen; én af dem havde en ”skralder” som han svingede rundt over hovedet på de andre, uden de egentlig bemærkede den irriterende lyd.
Hendes møde med Illum og København, blev for hende et rent triumftog. Alle var de imødekommen og venlige overfor hende. Hun gled perfekt ind, og hun kunne tale lige så flot og tydeligt som Sonjas mor, at ingen bemærkede at hun var fra Thyborøn. Til hendes store overraskelse eller snare forskrækkelse, tilbød de hende en stilling, hvor hun i et arbejdsteam af indkøbere, skulle deltage i udviklingen af Illums livstilshus med eksklusiv bolig interiør. Hun skulle tilføre et anstrøg af ungdommelig charme med møbler og interiør til de nye unge hjem. En stigende købedygtig forbrugergruppe, som Illum satsede på nu, og som fremtidige kernekunder. Det var svimlende for hende, hun skulle rejse til livsstils messer i hele Europa. Og lønnen var mere end hendes forældre fik tilsammen. Hun skulle starte 3 måneder senere, Illum søgte en lille lejlighed til hende. Hun havde aldrig regnet ud, hvorfor de lige valgte hende til en så stor og betydende stilling. Nu som dengang ville hun give sig selv fuldt og helt for pligt og succes.
Chokket var stort hjemme, langt mere end hun havde regnet med. Hendes forældre reagerede mere med fortvivlelse end stolthed over hendes nye fremtidsmuligheder. Hendes brødre, var halvt misundelige og halvt mente de, at hun nu var fra forstanden; nu tog hendes vigtighed da helt magten fra hende. Blandt byens sladder var der delte meninger om hende, men noget for sig selv havde hun dog altid været, det kunne alle blive enige om. Sonjas mor, var den eneste der udtrykte begejstring, og roste hende, i alle de flotte toner, som lidt for meget Portvin om formiddagen kunne give. Hun er blevet en drukmås sagde hendes far, og hendes mor blev vred og sagde, at det taler vi ikke om. Sonja det pjok, var blevet ansat på Kroen, og siden blevet en glødende rødstrømpe. Alt i alt, var det et lidt blandet opbrud for hende, og hun vidste, at hun stort set ville ligge alle bag sig når hun kom til København.
Bussen svingede ind til et busstoppested, på skiltet foran i bussen stod der standser i det røde lys. Det var begyndt at regne, og vinden og bygerne slog imod ruderne i bussen. Der var ved at blive trangt foran i bussen, en pige på 10-12 år ville sætte sig på sædet ved siden af hende, og idet hun satte sig, ramte hun med rygsækken hendes pelsærme, og puffede til hendes håndtaske. Pigen blev lidt forskrækket og undskyldte med det samme. Hun smilte bare venligt til hende, og det beroligede pigen. Det var da godt nok ansvarsløst at lade sådan en lille pige tage med bussen på en aften som denne; det var nok en weekendtur til den anden fraskilte forældre til den anden.
Hun var jo ikke bedre selv, efter en del år som succesfuld indkøber i Illum, var hun både gift og skilt fra et skvat af en mand, som hun helst fortrængte alt om. Men datteren Signe havde hun da. Som hun så hendes datter voksede op, mindede hun mere om en blanding af hendes egen mor og Sonja, end hun så sig selv i Signe. Inderst inde irriterede det hende, der var ingen ambition eller drive over datteren. Hun var bare tilfreds som hun havde det. Hun kunne se sin begyndende velstand i kvaliteten af de barnepiger der efterhånden kom til. Hun havde haft for travlt til at tage sig ordentligt af sin datter Signe. Det smertede hende at tænke på, som tiden gik blev de mere fremmed for hinanden, nogle gange kunne hun mærke at Signe ligefrem undgik hende lidt.
Midt i 30érne og en kyndig indkøber hos Illum, kom hendes andet gennembrud i karrieren. Illum blev solgt, det gav et chok i alle medarbejdere; økonomien var anstrengt, og nye påbud og indskrænkninger blev indført. Hun havde kæmpet og argumenteret for at beholde de nye lovende leverandører og designere som hun ventede sig så meget af fremtidigt. Hun følte at de nye ejere skar hele ånden i Illum væk, og bevidst sænkede kvalitetsniveauet til et ordinært varehus.
Gennembruddet kom, da flere at hendes kontakter og leverandører der var blevet vraget af de nye ejere af Illum, opfordrede hende til at starte som selvstændigt med eget bolighus. Det rystede hende i starten, men efterhånden tog det form i hendes hjerne og vilje. Det var en kæmpe udfordring, og krævede en kæmpe kapital. Hun fik en aftale istand med alle leverandørerne og designerne hun kendte, at de første 5 år, var alt i kommission og eksklusiv salgsaftale kun med hende.
Med det i hånden, forretningsplan, driftsbudget og en jern vilje gik hun i banken. Det var et sejt træk, og mange barriere skulle bearbejdes, både de relevante og de almindelige fordomme om unge kvinders forretningssans. Alt fik hun med sin jern vilje bearbejdet, og lån og kassekredit blev bevilget. Hun gik stille med dørene om sine planer, især når hun en sjælden gang var hjemme hos hendes forældre. De havde helt opgivet at råde hende, men virkede stolte når de så hende. Hendes Datter Signe forstod de ikke rigtig, men de elskede hende, og Signe forstod endnu mindre sine bedsteforældre.
Hun startede i Illum i Østergade i København, og da hun startede selvstændigt var det i Vestergade. Det var næsten symbolsk for hende. Og som en morsomhed for hende selv, blev hendes logo to lidt abstrakte løver der flettede ind i hinanden, kontra Illums logo med de to svaler. Men ånden og stilen med al inventar i messing tog hun med sig fra Illum.
Bolighuset gik godt, og forretningen voksede stabilt hvert år. Al hendes tid gik i forretningen, eller på rejser i udlandet for at finde de rigtige og eksklusive mærkevare, som hun med sikker og kyndig hånd altid valgte. Hun havde også øje for at finde de nye lovende designere, og strakte sig langt for at hjælpe og tilpasse dem til kommerciel handel. Men kun hvis de som hende, udviste vilje og ambition for succes.
Hun blev revet ud af hendes tanker ved en ringende lyd, det var den lille piges mobiltelefon i rygsækken der ringede, pigen baksede ihærdigt med rygsækken for at nå sin telefon. Hendes klare pigestemme var opstemt og lidt febrilsk, da hun tilsyneladende talte med hendes mor. En blød bamse faldt ud af pigens rygsæk og landede på hendes skød. Med et smil rakte hun bamsen tilbage til pigen, der i forvirringen greb efter ærmet på hendes minkpels. Det morede dem begge lidt, og hun så at pigen skubbede sig mere trygt tilbage på bussædet.
Hun tænkte tilbage på sin egen datter Signe, efterhånden tilbragte hun mere og mere til hos hendes far og faderens nye kæreste. Det var både belejligt og sårende, at Signe var blevet så glad for at være hos dem. Dem, der var så pædagogiske og naturlige, at det for hende, mere var en undskyldning for deres småtbegavet dovenskab, end de ”frie” tanker de fyldte Signe med. Hun bemærkede hver gang, at hendes husbestyrerinde irriteres over Signes tøj og bagage hver gang hun havde været hos hendes far. Det hele blev ekstra skrubbet og vasket.
I takt med årene, voksede hendes velstand og hun havde nu købt hele ejendommen; bolighuset var nu udbyttet til tre etager, hvor af den øverste var indrettet til Galleri med moderne kunst, der stod perfekt til vare sortimentet af designer møbler og interiør. Den øverste etage var indrettet til kontor og receptions lokale. Der blev holdt mange ferniseringer for kunstnere og designere. Alle de rigtige kunder og kendere valfartede til hendes forretnings domicil, senere afholdte hun eksklusive selskaber i hendes eget hjem i Klampenborg. Det morede hende altid lidt, at hun kunne få tilberedt og anrettet en eksklusiv middag til en snes betydende mennesker for ca. kr. 35.000,00, og på samme tid ofte inden gæsterne forlod bordet, helt uformelt og charmerende havde omsat for det tre dobbelte. Det morede hende, når nogle af de fine fruer beundrede ét af hendes malerier, og hun så kunne sige, når de beundre det sådan kære, så skal jeg få en af mine folk til at bringe det over til jer, og et lille koket udslag med hånden, jeg finder et andet maleri i stedet. Og bing, så havde hun kr.60.000,00 på til fakturering.
Forsættes:
Jeg er varmestuestrikker -Har du lyst til at være med, så kig her www.varmestuestrik.dk
Vil du trykke for mig; hun blev rykket ud af hendes tanker af den lille pige på sædet ved siden af hende. Hun rejste sig mekanisk halvt op fra bussædet, da en anden kom hende i forkøbet og der stod standser i det røde lys foran i bussen. Pigen kom på benene igen, og ramte igen hendes pelsærme med rygsækken. Med et mere fortroligt udtryk i øjnene smilte pigen og undskyldte sig. Et øjeblik fik hun lyst til at give den lille pige et lille knus, men nøjes med at ønske hende god weekend og jul.
Hun så sig om i bussen, hun skulle nok også snart stå af bussen. Med tanke for hvad hun skulle, tænkte hun på om hun skulle rejse over til hendes brødre i Thyborøn. De havde helt uventet sendt hende en indbydelse til at komme både i julen, og efterfølgende til hendes ældste brors 70 års fødselsdag. Hun mærkede tårene presse sig på, og mærkede varmen sprang frem i kinderne. Hun ville jo bare gerne hjem, rigtig hjem igen, og få fred fra det hele.
Hun tog en dyb indånding, rejste sig og tørrede tårene væk fra ansigtet, og gik hen til udgangen af bussen. Hun så over skulderen, at der stod standser i det røde lys foran i bussen.
Print venlig i vedhæftet filer.
Jeg er varmestuestrikker -Har du lyst til at være med, så kig her www.varmestuestrik.dk
Besvar med citat
og Julemor 