Det bliver lige kr.42.00, stemmen skar igennem hende som når en skalpel kløver et stykke papir, og rev hende tilbage til virkeligheden. Hun tog åndsfraværende biletten, og gik af den smalle midtergang ned i bussen. Væk fra den skærende stemme, og så langt væk fra de øvrige passagers småsnakkende ligegyldighed. Lugten af regnvåd tøj føltes ram, og den indelukkede atmosfære af en rutebils langfart, blev næsten ulidelig. Hun satte sig på det bagerste sæde, helt inderst ved vinduet; pladsen føltes lige så kold som efteråret udenfor. Bussen satte atter i gang og kørte med jævn fart, bare væk, bare væk, bare væk sådan lød den dulmende lyd fra bussens motor.
Kort tid efter svingede bussen atter ind til siden, og der blev en mumlende uro foran i bussen. Hun for sammen ved lyden af to børn der højlydt masede sig ned ad midtergangen, for at nå det bagerste sæde. De stoppede brat op ved synet af hende, og stod ubeslutsom et øjeblik, til en klar kvindestemme kaldte dem op foran i bussen..
Bussen satte atter i gang, hun slappede en anelse af, bare væk, bare væk, bare væk. Det var næsten mørkt udenfor, mørket virkede intens henover de sorte efterårsmarker. Det regnede forsat. Hun hvilede panden let imod den kolde rude, og betragtede regndråbernes glidende mønster ned over ruden; de glidende dråber gled ned af ruden i samme ujævne bevægelse, som tårene løb ned af hendes kinder.
Hvordan kunne det ske?, hun kunne mærke at bevidstheden søgte tilbage til det der skete. Det føltes, som når en hund søger tilbage til sin herrer, selvom den bliver mødt med hårdhed og kulde. Det var sindssygt, var hun ved at blive sindssyg, eller var det reaktionen. Hun sad bagers i bussen som den eneste der vidste det; og alle andre sad der med deres trivielle hverdagsliv. Hvordan ville de reagere, hvis hun rejste sig op og begyndte at fortælle hvad hun vidste?. Hvis hun tog jakken af, kunne de så se blodet på hendes skjorte?. Ville de opleve den samme rædsel og fortvivlelse som hun følte?. Hun måtte havde skreget og hulket for alt kraft i hende var brugt op. Slap og apatisk sad hun nu, og havde opgivet kontrollen af både hendes mentale og fysiske tilstand.
Lydene, og den indelukkede atmosfære i bussen gled i baggrunden, i takt med at tankerne og fordybelsen tog over; bussens eget liv blev en ligegyldighed.
Det skulle havde været deres weekend, Thorsten havde spurt hende i Onsdags om hun ville med op til hans sommerhus; hun havde oplevede et frydefuldt gisp ved det spørgsmål, og med bankende hjerte, og følelsen af en kraftig rødmen, det hele havde blandet sig i det ja hun havde fået fremstammet. Det havde været så godt.
Kan du selv finde der op, beklager at jeg ikke kan hente dig, men jeg skal lige en tur til Sverige og kommer direkte på Fredag ca. kl. 17.30. Ring på biltelefonen hvis du bliver forhindret, og så var han ude af døren med et forventningsfuldt smil.Det var typisk Thorsten, altid kun et strejf af fortrolighed og så væk.
Hun var eneste reklametegner på den lokal Avis, og hun var overbebyrdedet med arbejde, der burde mindst være én ekstra medarbejder til annonce opsætningen. Men de skulle spare, og det afspejlede annoncesiderne også, der var ingen professionalisme i opstillingen, og alt gik på akkord med kvaliteten. Hun havde længe overvejet at opsige sin stilling. Thorsten havde antydet, at hun kunne arbejde med marketing i et af hans firmaer, åh, bare det kunne ske; der var så meget hun ønskede sig, især sammen med Thorsten. I det hele taget, var meget af det hun egentlig ønskede sig kun gemt i hendes tanker. Hun levede nok mere i sine tanker end i virkeligheden. 27 år almindelig af udsende og singel, bortset fra en affære med en gift mand, hun lød lige så triviel som de kontaktannoncer deres sekretær renskrev hver uge til den bagerste side i avisen.
Men så kom Thorsten, en dag stod han i receptionen, flot som en klassisk filmhelt. Det havde givet et hop i hendes hjerte, da han blev vist hen til hendes lidt for rodet skrivebord. Hej kan du lige hjælpe med at få sat denne annonce i avisen for de næste 10 uger?; han havde bøjet sig ind over hendes skrivebord og lagt chartekket foran hende; hun havde mærket hans varme, og duften af hans aftershave blandet med tobak havde fyldt hendes næsebor, det var behageligt og gav et let sug i maven; blandet med ærgrelsen over, at hun netop i dag ikke havde gjort meget ud af sig selv; nu følte hun sig lidt kejtet og ordinær.
Erindringen om hans duft fik det til at gyse i hende, endnu en gang så hun synet for sit indre. Chokket havde gjort hende kold, ligesom nu hvor hun mærkede de våde og kolde cowboybukser imod hendes hud, og fornemmelsen af den våde skjorte mod hendes bryst, det fik hendes hjerte til at banke hårdere og mere fortvivlet.
Hun blev revet næsten taknemligt ud af sine tanker ved en lyd længere fremme i bussen. Der var efterhånden kommet flere passagerer, og de rykkede nærmere hende, efterhånden som sæderækkerne ned af midtergangen fyldtes af mennesker og bagage. Det var ligegyldigt. Lugten af regnvåd overtøj var ulideligt og umuligt at værge sig for. På samme måde måtte det der skete også havde luret på at omklamre hende.
Synet, åh gud nej, hun så endnu engang hvordan hun var ankommet med taxi til sommerhuset. Bagagen var enorm for hun havde købt proviant til bristepunktet, og taxachaufføren havde næsten vrangvillige hjulpen hende op til trappen med alt bagagen. Det var koldt og små regnede, så hvordan kunne man forlange at en taxachauffør skulle stå ud og hjælpe med bagagen, uden at give rigeligt med drikkepenge. Da taxaen kørte igen, havde den accelereret så hårdt i gang, at den med en næsten fornærmet gestus havde givet en lille udskridning, før den var forsvundet ad den smalle vej, omkranset af mørke og regnvåde grantræer. Så havde hun stået der, der var helt stille og næsen mørke på grund af de store grantræer, det måtte være midt i en stor skov, for de havde kørt længe ad små ujævne skovstier; det havde gyngede og vuggede i taxaen, flere grene havde skuret langs siderne af vognen til stor ærgrelse for chaufføren. Men nu stod hun der, beslutsomt fandt hun nøglen bag træskiltet med det graverede 8tal. Hun satte nøglen i og drejede den, men opdagede at døren ikke var låst. Dette var Thorstens sommerhus, normalt var altid i hendes lille lejlighed de havde deres tid sammen, men denne gang… En lyd fangede hendes opmærksomhed, en generator rumlede svagt bag huset; han måtte være kommet, hun kunne ikke se hans bil, den holdt nok på den anden side af huset. Det var ned imod søen, efter hvad hun svagt kunne skimte.
Med et resolut tag i døren var hun gået ind, det var nærmest en hall med en trappe der førte op til første salen, det var et stort sommerhus i gammel stil, næsten herskabeligt. Hun stod et øjeblik og lyttede, der var ingen, han var nok gået en tur, eller ordnede noget andet siden alt lys var slukket; nå men hun kunne da starte med at hale al bagagen ind i gangen. Hun tændte lyset og gik i gang, da hun havde lukkede døren igen drev nysgerrigheden hende til at gå rundt i huset, der var flere stuer alle smagfuldt møbleret, køkkenet var stort og landligt. Et lille rød lys fangede hendes opmærksomhed, hun gik nærmere, det var fra en kaffemaskine, der stod en halv varm kande tilbage; altså var han kommet pragtfuldt. Hun ville skænke sig en kop kaffe og bare vendte til kan kom tilbage, det var nok også hans hensigt. Da hun søgte efter kop i det store skab ved siden af køleskabet, strejfede hendes blik de fotos der sad med magneter på køleskabslågen, alle glade billeder med børn og flere voksne, hun genkendte straks Thorsten; det var hans familie, det gav et stik af både misundelse og samvittighed at se billederne. Hun satte sig ved spisebordet, og prøvede at fordrive tankerne om, at hun ikke havde noget at gøre i sommerhuset, og ikke mindst med Thorsten.
Hun måtte havde siddet der længe for det var helt mørkt udenfor, da trangen til at gå på toilettet næsten overskyggede alt andet. Badeværelset måtte være på førstesalen, hun gik op af trappen imens hun undrede sig over hvorfor Thorsten ikke var her. Forenden af gangen så hun lys, lyset faldt ud som en smal stribe fra en næsten lukket dør, det havde hun ikke bemærket da hun kom. Hun gik hen til døren skubbede den op med let hånd; og synet, synet der vakte så stor rædsel som hun aldrig havde forestillede sig at et menneske kunne rumme, havde lammet hele hendes krop.
Der lå Thorsten helt forvredet på gulvet, hans store skikkelse fyldte næsten hele badeværelse gulvet. Der var blod overalt, det meste var smurt op på kanten af badekaret; da hun kom til sig selv, var hun ikke klar over om hun havde skreget, hun krummede sig sammen da smerterne i maven væltede op i hende, og hun kastede op ude på gangen; hun vidste ikke hvilke kræfter der kom hende i møde, da hun atter vendte sig imod badeværelset og sank ned ved Thorstens skikkelse. Hun vendte ham om så han lå nærmest på ryggen; der var ingen liv, han var død. Det sortnede for hendes øjne da hun rørte ved ham, hans velkende duft af aftershave og tobak var der stadig, men har føltes helt kold, det kunne ikke passe.
Hun ruskede i ham, og badeværelset, stanken af blodet, og hendes desperation faldt sammen som en stor bølge over hende. Da hun var fuldstændigt udtømt for gråd og kræfter, skimtede hendes øjne et svagt blodspor i lys striben fra badeværelset, det fulgte samme linje som gulvbrædderne ude i gangen. Han måtte være blevet trukket herud, der måtte være en eller anden i huset der havde gjort dette, hun stivnede endnu mere ved tanken om hendes ankomst, og den tid hun havde siddet i køkkenet og ventet på Thorsten. Kunne vedkommende havde været i huset samtidigt, eller kunne hun havde forhindret dette, hvis hun var kommet lide tidligere; eller hvis der havde været nogle her da hun ankom, kunne der så stadigvæk være en anden person her i huset; der så ud til at være mange værelser, alle med døre ud imod gangen. Rædslen bølgede ind over hende; og hun støttede sig mod vægen for at komme på benene igen, som i et mareridt, vaklede hun imod trappen ned til hallen, med eneste tanke at komme ud af huset.
Da hun nåede ned af trappen faldt hun over hendes egen bagage, og hendes hånd strejfede hendes lange jakke, den lå over alle taskerne. Uden at ænsede det rev hun jakken til sig og styrtede ud i mørket; regnen kulden og de våde grandgrene slog imod hendes ansigt da hun forsvandt væk fra huset.
Hun blev atter revet ud af hendes tanker, da bussen lavede en hård opbremsning, det gav et ryk i alle passagerne og flere tasker faldt tungt ned fra sæderne. Der blev en højlydt mumlende iblandt passagerne, og hun opfangede, at en bil havde drejet skarpt ind foran bussen; det var nok de unge fartbøller med høj musik i bilen, og så de meget sigende blikke fra den ene passager til den anden. Åh gud nej, den bustur var uudholdeligt. Nu gik udsugningen i gang over hele bussen, den kolde luft ramte hende som et isende greb; hun rakte straks ud efter den regulator hver enkelte passager kunne justere. Da hun kom halvvejs op fra sædet for at lukke for den kolde luft, kunne hun se at bussen næsten var fyldt op; alle ruderne var helt dugget; det gav et mærkeligt lysskær i bussen, og luften var kvalmende.
Hun sank tilbage i sædet, og opfangede i samme nu sit eget spejlbillede i det vindue hun sad op af; hendes røde hår faldt tungt og uredt ned over hendes skuldre, hendes smalle ansigt virkede helt hvidt imod glasruden og mørket derude. Øjnene virkede store og forskræmte, hun prøvede at fastholde blikket på spejlbilledet. Uden hun selv bemærkede det, begyndte hun at vidske; inde i mine øjne er der billeder, billeder som kun jeg kan se, billeder af dig og mig, billeder der drejer rundt og rundt. Hun stoppede brat, da der lød en hosten længere fremme i bussen, og hun blev klar over at hun viskede sine tanker til et spejlbillede i bussens vindue.
Hendes tanker gled tilbage, og hun bed tænderne så godt sammen at det spændte i hendes kæber; hun var bange for at viske sine tanker. Bange for at tankerne skulle sprænge hendes indre, og lade sindssygen flyde ud af hende.
Vidste hun alt om Thorsten, hun havde kredset om ham som en anden detektiv. Små bitte stykker som han ubevidst eller fuldt ud gav hende, alt stykkede hun sammen som et patchwork om hans liv. I starten bare for hendes fascination af ham, men jo mere hun opfangede, desto mere blev det en besættelse efter den spænding og mystik der omgav Thorsten.
Det var ligegyldigt nu, alt var ligegyldigt; hun undrede sig over, at det ord hele tiden kredsede i hendes bevidsthed. Ordet ligegyldigt var hverken dækkende eller relevant for hendes situation. Det var nok snare sindets forsvar på det det ikke kunde bearbejde, for Thorsten havde været det centrale i hendes tilværelse siden hun første gang så ham.
Thorsten var investor, og tilbød via sine annoncer lån til private og virksomheder. Han havde mange investeringer rundt omkring, især i Sverige gættede hun på, for han var altid enten på vej der til, eller kom hjem der fra hver gang de havde mødtes.
Deres møder på avisen havde fra starten egentligt været overflødige i forhold til de opgaver hun udførte både for ham og avisen; men det var en underforstået aftale de havde. Da det blev bemærket på avisen, opfangede han uvilkårligt hendes uro og øgede sine annoncer, både i størrelse og antal fra nogle af de andre forretninger han var involveret i. Det føltes pragtfuldt og smigrende, at han øgede sine annonceomkostninger for at holde kontakten med hende; hende som på alle måder blev opfattet som lidt ordinær. Andre gange, når modet svigtede og Thorsten virkede kold og sammenbidt, kunne hun ikke forestille sig at det var for hendes skyld overhovedet. Senere var de begyndt at ses privat; først lidt formelt til en drink efter arbejdet, så senere direkte hos hende. Hun blev hans frikvarter, og hun nød al hans opmærksomhed, og tanken om, at det kun var sammen med hende at han kunne slappe helt af. Hun havde ham både fysisk og psykisk som ingen anden. Hun mindes hvordan hun havde hviskede jeg elsker dig ind i hans mund, imellem alle de kys han havde givet hende.
En sportstaske faldt tungt ned ved siden af hende, åh undskyld sagde den unge mand; hun reagerede lidt forvirret, og trak hurtigt jakken tættere omkring sig. Den unge mand tog hurtigt tasken til sig, og dumpede ned på sædet lige foran hende. Hun kunne svagt høre de metalliske skrattende lyde fra hans hovedtelefoner som hang om halsen på ham, lydene var monotome, og i en rytme hun ikke forstod. Snart opfangede hun også, at han sad og talte i mobiltelefon. Hun gættede på at der var under 10 års forskel imellem dem, men hun følte det som var hun en eller to generationer ældre end den unge mand foran; ham der var ”født” ind i al den bærbar elektronik som reklamerne forherligede. Thorsten var ca. 20 år ældre end hende, og de var så tæt på hinanden, eller var de?.
Via hendes veninde Lone i København, havde hun opfanget en sag, som Lones kæreste var kommet på sporet af, han var journalist, med drømme som hans nuværende journalistiske opgaver ikke rigtigt kunne indfri. Han og en kollega havde reserchet på en sag der omhandlede narko og indsmugling af østeuropæiske piger til ”serviceklinikker” i Danmark og Sverige; men de kunne ikke føre fuldt bevis for sagen, så deres redaktør havde forkastet det hele. Hun genkendte straks i Thorsten i omtalen, da de en aften sad over den sidste flaske rødvin i Lones lejlighed, de havde siddet og hygget sig med at vende alle sager og sladder der var i forbindelse med deres arbejde.
Lige pludselig havde Lones lejlighed føltes kvælende, og rødvinens ellers så behagelige dovenskab, blev afløst af en voldsom kvalme hos hende. Var det virkelig hendes Thorsten; de andre bemærkede hendes næsten forstene holdning, og antog at det var middagen, rødvinen og den lange fortravlede Fredag der gjorde udslaget. Hun undskyldte sig med at hun var blevet dårlig, og krøb i seng inde i det gæsteværelse Lone havde forberedt til hende.
Her havde hun ligget med genklangen af deres stemmer i erindringen. Om og om igen blev det repeteret hvad de havde sagt; og nærmest som spillekort, var hendes virkelighed begyndt at blande sig i deres beretning; modvilligt begyndte et mønster at tegne sig tydeligere og tydeligere. Hendes virkelighed med Thorsten.
Er der plads her?, uden at afvente et svar havde en kraftig midaldrende dame klemt sig ned på sædet ved siden af hende. Det gav et gib i hende, og hun klemte øjnene i for at undgå kontakt med den kraftige dame ved siden af hende. I skyndingen nåede hun at se, at den damen så undersøgende på hende. Hun bemærkede det vurderende blik, der skulle afgøre om hun skulle frastødes som et socialttilfælde, eller om der skulle vises sympati for en ung kvinde som virkede forkommen, og åbenbart lidt ude af balance. Hun kneb øjnene sammen, og undgik at se voteringen af hendes dom fra den kraftige dame. Med kroppen klemt så meget op af vinduet at det næsten smertede, lod hun som om at hun sov; mens tankerne gled tilbage over hende.
SKYLDIG, var Thorsten skyldig i al den beretning, som blandede sig lidt for godt med de oplevelser hun selv havde af og med ham. Små detaljer, bemærkninger og humørskift gav overskrifter på ting hun godt vidste; men som hun fortrængte i lyset af deres perfekte og så vidunderlige forhold. Var hun lige så medskyldig, når hun fortrængte alle realiteterne, og udelukkende havde været fascineret af Thorstens opmærksomhed imod hende; og at han havde en mystik omkring sig, sider han ikke viste nogle. Hun havde vidst det hele, og så snart billede blev grimt, havde hun lukket af for at beskytte og fastholde hendes følelser for ham.
Nu lå det hele på gulvet, både Thorsten og næsten symbolsk al hendes bagage i entreen. Var hun ikke altid kun i entreen af Thorstens liv, aldrig helt ind eller helt ude.
Der må havde opstået et sort huld i hendes bevidsthed, eller var det udmattelsen der havde overmandet hende, hun vidste det ikke, da hun langsomt reagerede på den lette rusken i hendes højre skulder; meget langsomt åbnede hun øjnene, og så buschaufføren stå bøjet over hende. Udmattelsen var så total at den næsten gav en behagelig ro, og virkede som en beskyttende barriere. Oplevelserne, og de ca. 3 km. Igennem skoven tilbage til hovedvejen, måtte havde sat sine spor, for hun kunne se at buschaufføren så mere og mere bekymret og undersøgende på hende. Han talte til hende, men hun forstod intet, hun kunne se hans læber bevægede sig, men hun sad bare helt stille. Buschaufføren trak sig tilbage, hun bemærkede det dårligt nok; ej heller ikke da to betjente, med bekymrede blikke, blidt fik hende op fra sædet og hjalp hende ud af bussen.
Jeg er varmestuestrikker -Har du lyst til at være med, så kig her www.varmestuestrik.dk
Besvar med citat