Onsdag den 15. December 2021



Mormor smilede hen for sig. Hækleprojektet var næsten færdigt. Nu manglede hun kun at putte fyld I og så skulle der hæftes ender.
Ude I værkstedet var Morfar også godt igang. Ja de måtte jo se at få noget fra hånden mens de var alene. De hjemmelavede gaver plejede at falde I god jord hos børnebørnene. De elskede også selv at få hjemmelavede gaver af børnebørnene – det var de allerbedste. For de var lavet med hjertet og af de ting man lige havde ved hånden. Deres stue bar også præg af alle de år Mads og Mille havde beriget dem med hjemmelavede gaver. Og selv gaverne fra deres egne børn stod også fremme på hver sin specielle plads. Ingen kunne undværes og pakkes væk af vejen. De ville mangle og minderne om den dag de havde fået dem ville mangle, hvis de blev pakket væk, så hellere fjerne nymodens købeting. De kunne nemmere gemmes af vejen og de havde ikke minder knyttet til sig, som ville mangle hvis de var væk.



Oppe på loftet et meget meget hemmeligt sted...
Nissemor løsnede sine arme og lod dem falde ned til siderne. De alvorlige folder I ansigtet mildnede sig også og hun blødte op og et lille smil tonede frem på læberne inden hun begyndte.
“Årh det er ikke noget særligt. Jeg sagde blot til Nissefar, at han skal huske at hvile sig, og det var fordi jeg ikke synes, at han havde hvilet sig nok, at jeg følte jeg blev nødt til at sige et alvorsord til ham”, sluttede Nissemor I et varmt smil.
“Nåhr sådan, så kan jeg bedre forstå”, sagde Nissedrengen lettet, og så gik nissebørnene videre og fortsatte I snak med hinanden.
Så kom den alvorlige mine frem igen, lige så hurtigt som den var forsvundet før og hendes øjne sagde: “Nå, kom så med det!”.
Nissefar så brødbetynget ud, men begyndte så, da nissebørnene nu var uden for hørevidde.
“Jo ser du...Den gode nyhed er at jeg har fået det meget meget bedre I mine ben og jeg har sådan gået og trænet benene op igen her for mig selv, så jeg ikke ville give jer falske forhåbninger om hvordan det står til”, Nissefar kiggede op på Nissemor.
“Det kunne du da sagtens have sagt til mig, det ved du da”, sagde Nissemor lidt skuffet over at Nissefar ikke havde betroet sig til hende.
“Ja men hvis du nu også vidste det, så ville det måske være sværere for mig at holde masken overfor nissebørnene. Og grunden til at jeg ikke har sagt noget til dem, det er fordi jeg ser hvor meget de har udviklet sig siden jeg gav dem “faklen” til at bringe juleglæde ned I stuen til husets beboere. Jeg synes også de arbejder så godt sammen de to små. Og alle de ideer de får og giver hinanden”. Nissefar slog ud med armene og kiggede ned. Det hele er jo med til at udvikle dem som nisser.
Nissefar kiggede forsigtigt op på Nissemor…

I en kælder sort som kul https://www.youtube.com/watch?v=78dH_LrYZUA

Fortsættelse I morgen...