Jeg er ved at strikke en dåbskjole og i mønstret er der plads til, at man kan brodere navnet på det barn/de børn, der har båret kjolen. Jeg synes, det er både smukt og interessant med dåbsbarnets/-børnenes navn(e) på dåbskjolen, men jeg kender ikke til nogle traditioner, jeg kan læne mig op af (jeg er selv blevet døbt i en sparkedragt), så derfor har jeg følgende spørgsmål:

Er det "kun" barnets navn, der er broderet på de dåbskjoler, I kender til, eller er dåbsdatoen og/eller årstallet også broderet på? (Traditioner er jo forskellige, og jeg kan godt se, at man af pladshensyn nok bør nøjes med barnets navn, men det er da lidt interessant at vide, hvordan det er blevet gjort gennem tiden).

Jeg strikker dåbskjolen i råhvid (Baby Merino fra Drops), og første gang skal kjolen bruges af en dreng. Navnene skal kunne læses uden at dominere for meget uanset hvilken farve bånd, der kommer i kjolen til lejligheden. Lige nu ved jeg ikke, om der skal råhvidt silkebånd i kjolen, eller om det skal have en anden farve. Hvilken farve ville være god at bruge til at brodere navnet med når man skal tage hensyn til, at der i fremtiden kan bruges bånd i forsk. farver?

Er der nogen, der har et godt forslag til hvilket garn/hvilken tråd, der egner sig til at brodere navnet med? (Det skal jo broderes på et felt med glatstrik i Baby Merino fra Drops).

Jeg glæder mig til at høre jeres erfaringer og tanker vedr. ovenstående. Når jeg har strikket kjolen, opretter jeg en årstråd, så I kan se den. Foreløbig har jeg strikket kysen og er godt igang med bærestykket. Den skal være klar medio marts.

Venlig hilsen

Christina.