Netop nu gløder træer og buske i efteråret - og Halloween er højaktuel med sin (u)hygge, som også har spredt sig i Julemors hus Netop naturens glød og efterårsferien er også startskuddet her til julens dekorationer.

De skal ikke laves endnu - måske nogle forsøg. Men det er vigtigt at "få sat grøden over" i god til, så den er lige til at spise, når tid er...

I fredags var jeg med til skolens motionsdag, som traditionen tro løber af stabelen i det skønneste naturområde ved Dueodde. Udover fantastisk og sandstrand er der også både nåle og løvtræer dernede. Så jeg var på min alternative motionsrute bevæbnet med en plastikpose og samlede mos. Det kan sagtens samles nu til brug i december. Jeg putter det i en aflagt linnedkurv, når jeg kommer hjem med det, så det ligger nærmest ventileret. Og jeg har den stående udendørs, hvor det ikke tørrer ud. Hvis man nu ikke har mulighed for at have det stående ude, så kan det komme til at blive en tør affære at se på. Men hvis man sprayer det med vand og lader det stå en halv times tid, så bliver det en hel del friskere at se på - det tip kan også fint anvendes til dekorationerne, hvis de bliver lidt tørre i de varme stuer i december

Jeg fandt også nogle kviste/grene med det smukkeste lav af en art på. De kom også med hjem. Jeg føler nærmest, at jeg er faldet over en skat med disse, for imellem alt det røde og grønne eller hvilken farve, man nu foretrækker i dekorationer, så virker de som flotte kontraster!

Sådan noget som hasselnødder skulle også kunne findes endnu derude, selvom de her har været modne et par uger og naturens smådyr jo begynder at samle til huse...

Kogler kan også sagtens samles nu. De skal også gerne ind i varmen, for så åbner de sig, så de kan trådes til dekorationer. Det er en rigtig god idé at gøre det i god tid, så de er lige til at bruge istedet for, at man sidder i den travle julemåned med "det kedelige" arbejde. Kogler må man samle op fra skovbunden. Men lad dem på træerne sidde, for de er også frøkilde for skovens folk, hvis ikke jeg husker meget galt. I det hele taget skal man holde sig til at samle materialer, der er faldet ned, så man ikke ødelægger noget eller forbryder sig mod regler. Tommelfingerreglen, jeg har lært er, at man må samle sig en posefuld til eget brug

Mine dekorationsbøger m.m. er også begyndt at kravle frem fra skjul. Det er ikke ofte, jeg følger deres anvisninger til punkt og prikke, for dels får jeg egne idéer, men det handler også om at bruge de materialer, jeg nu engang har istedet for at fare rundt for at få "det rigtige". Men der er et væld af idéer at hente deri! Jeg er efterhånden blevet "samler" af en enkelt forfatter/dekoratørs juledekorationsbøger. Hun hedder Hanne Ploug og har rigtig stor variation i sine modeller. Igår var jeg virkelig heldig at finde endnu en til samlingen på et loppemarked - den røde nede i hjørnet af billedet

Dekorationsbøger.jpg

Meningen med denne tråd er, at vi skal inspirere hinanden i forberedelserne, sådan at vi måske får samlet eller prøvet noget helt nyt i år! Mange gange forelsker man sig alt for sent i en særlig dekoration, så man må skuffe sig selv og tænke næste år... Næste år er den så bare glemt. Så lad endelig idéerne springe frem her.

Et sted på nettet, hvor jeg regner med at finde inspiration fra næste måned er her: http://www.boligen-i-blomst.dk/index.html Dorthe Vembye leverer sædvanligvis rigtig mange, letforståelige tips. Jeg kan varmt anbefale at kigge på hendes efterårsdesigns - for slet ikke at tale om tv-udsendelserne, mens vi venter på jul