Denne vinter har givet mange fornøjelser. En af dem er nye bekendtskaber på kost.
De vanlige her de seneste år har været Fasan, Solsort, Bogfinke, Gråspurv, Skovspurv, Blåmejse, Musvit, Grønirisk, Rødhals og Bogfinke.
Derudover plejer Kernebideren også at komme hen på vinteren.
Usædvanligt nok har vi de seneste par måneder været nærmest invaderet af Kvækerfinker. Dem har jeg ikke bemærket tidligere.
For nyligt kunne jeg så føje Sjagger og Duer til listen. Duerne har jeg mest hørt i træerne, men også set en enkelt.
Men idag så jeg også Gulspurv og Silkehale! Sidstnævnte lykkedes det mig at fange nogenlunde gennem ruden trods solen, der kom fra en forkert vinkel. En rigtig smuk fugl, synes jeg. Jeg har aldrig set sådan en før, så det tog mig lidt tid at finde den i fuglebogen.
Sådan en udstoppet én har jeg! Det var min mors gamle hund, der engang i 1950'erne fandt den. Og så syntes min morfar, at den skulle udstoppes. Desværre er den ikke så pæn mere og jeg ved ikke, hvem der måske kunne få den til at se bedre ud igen. Men det er en silkehale med de flotte striber på vingerne og toppen på hovedet.
De har det nok heller ikke let i år. Vi fodrer også småfugle. Hos mig er det dog kun musvitter der kommer. Jeg ved ikke helt hvorfor men måske det er fordi foderbrættet sidder på mit vindue med sugekopper. Vi bor på 1 så det er den eneste måde jeg kan være med på. Missen elsker det. Det er dens teater :)
Gratis underholdning til missen (og så ikke et ord om, at vi andre også sidder og følger fuglene...).
Men du har nok ret zuzzan. Hos mig er det kun Blåmejse, Musvit og Grønirisk, der flyver op for at spise i "automaten". Resten spiser på jorden. Solsorten kan en enkelt gang finde på at flyve op - men kun, hvis ikke der er nok på jorden.
Dengang jeg kun fodrede på et foderbrædt, kom Solsorten op for at spise sine æbler. Det er så bare ikke særlig sjovt, for Solsorten bruger det meste af tiden på at jage andre fugle væk
I automaten er der solsikkefrø, som de fleste af fuglene er glade for. På jorden er der også solsikkefrø. Men derudover er der også dueblanding. Og så er der æbler til Solsorten. Normalt har den dem for sig selv. Men Sjagger og Silkehale er altså også glade for dem.
Indimellem har jeg også hjemmegjort fedblanding med frø, bær og havregryn hængende på grenene.
Hvor flot Zep. Nogle gange kan man se dem sidde og hvile i flok i et træ - gerne langt udenfor byens larm. De lyder helt vidunderligt, når de "snakker" sammen. Det er nærmest som en ringlen, så let og klingende.
Jeg oplevede det for nogle år siden, hvor jeg syntes det var sådanne der sad i et træ, vi kørte forbi. Familien syntes, jeg var skør da jeg parkerede og gik tilbage for at høre/se dem. Kunne næsten ikke løsrive mig igen. Det er en oplevelse med sådanne fugle i flok.
Strikke Marie
Det er alligevel blevet et godt billede af den smukke silkehale, Zep! Det må være fantastisk at have dem så tæt på ..
Jeg husker fra dengang hvor jeg var gift og havde hus og have og ikke mindst en terrasse med foderbrædt til fuglene. Vi endte med at strø foder på terrassen til stor stor glæde for kvæker- og bogfinkerne. Da vil ikke bruge foderbrædt, men foretrækker at spise nede på "jorden".
Solsortene er temmelig krigeriske - for selv de små fugle, må tilsyneladende HELST IKKE få noget af "deres" mad! Og andre solsorte må SLET IKKE få deres mad.
Men det er en dejlig oplevelse at fodre fuglene på foderbrædt - det må vi desværre ikke her, hvor jeg bor nu.
Heldigvis er der rigtig mange i nabolaget, som fodrer fuglene.
Jeg kan huske en vinter mens vi stadig boede i Sorø. Da havde vi en meget speciel gæst på vores garagetag i temmelig lang tid. Det var en albino solsort. Den var mere hvid end sort. Men det var en solsort. Men den overlevede nok ikke til næste vinter. De elskede de æbler, vi lod ligge ude i haven. Vi havde jo så mange æbler at vi delte ud af dem, vi ikke kørte til Farendløse og fik lavet æblemost af. Men nogle æbler lod vi ligge på jorden til fuglene og andre dyr (f.eks. pindsvin).
Her må vi ikke fodre fra altanen, så jeg fodrer på altanen. ;)
Jeg smelter noget billigt margarine og blander havregryn og vildtfugleblanding i.
Jeg har et foderhus på kanten af altanen og et mindre oppe på væggen.
Der kommer gråspurve, mejser, rødhals og solsorte.
Af og til er der krager der kommer og snupper det hele, men de har vel også ret til at være her.