Jul anno 1860

[hundeuld]

Se det er en hemlighed....men den gård det har foregået på , har jeg boet lige op og ned af, så jeg har fået fortællingen af en dame der også boede i byen..

[supersine669]

SUPER - Det gør fortællingen endnu mere spændende.

[hundeuld]

jujesus14.gifJuleaften.

I Skumringen kom så et par af sognets originale juletiggersker med deres krukker og fik lidt i dem af forskellige madvarer.
Den ene kaldtes Stavrebjørnen, grundet på en dårlig gang; hun var en skikkelig gammel kone, der blot havde en ulyksalig trang til brændevin, gik altid i en spiritus tåge til nar for sig selv og hele sognet.
Derimod den anden kone, »Røjle-Karen«, kunde, som folk sagde, »lidt mere end sit fadervor«; hende havde bønderkonerne respekt for. Det blev bestemt sagt om hende, at når hun hjemme i bjælken i sin stue satte en syl med en tråd fast, kunde hun malke hvilken bondes køer i Højby sogn, hun vilde. Så hun var altid sikker på et sigtebrød og et stort stykke sul, hvor hun kom frem. Og bondekonen trak et befrielsens suk, når hun var vel ude af gårde.
Nu kom det højtidsfulde Øjeblik, hvor vi trådte ind i folkestuen og ønskede hinanden: God Aften og En glædelig Jul.
Karlene gik nu hen og tog deres piber ned fra pibebrættet ved bornholmeren, og snart gik passiaren livligt. Tjenestedrengen, lillepigen og vi børn havde også denne aften lov til at give vort besyv med.
Da der var gået nogen tid, sattes et stort fad sigtebrøds-mad med forskelligt pålæg på bordet. Øl og brændevin manglede selvfølgelig ikke, kvinderne fik et glas mjød. Men man forspiste sig ikke, for vi skulde jo snart til en større dyst.
Fader var den, som først rejste sig fra bordet, og gik så en runde omkring ude i gården og så endnu engang alt efter; og nu begyndte pigerne og moder dækningen af det rigtige julebord.
Først blev den store, hvide drejls dug bredt ud; det gjorde indtryk, for den så vi jo ikke til hverdag; og oppe ved faders og moders plads stod 2 store lys i en dobbelt malmstage.
Vi tog nu plads for bordenden - fader og moder, så kom forkarlen, derefter Mads Kristian, så tjenestedrengen; på den anden side, efter moder, sad bedstemoder, Ane, så førstepigen og derefter lillepigen og så vi fem børn; nederst for bordenden sad vor sædvanlige julegæst, GlasRasmus.
Han gik rundt i hele Odsherred og satte glasruder i for folk, og han lagde altid sin vandring, så han kunde holde jul hos os; han var en fjern slægtning til fader. På sine vandringer bar han altid sin store glarmester-kasse på ryggen.
Da vi satte os, sagde fader, som var kommet ind fra sin inspektionstur gården rundt: »God Aften, Glædelig Jul, Helsen og Sundhed«.
Første ret bestod af boghvedegrød, der blev sat ind i store lerfade, 4 mand til hvert fad; enhver havde sin bestemte ske, og imellem fadene stod så små skåle med sødt øl til at dyppe grøden i. Oven i grøden var der med udpresset sirup skrevet Glædelig ]ul, hvad der gjorde lykke, ligesom smørhullerne var korsformede.
Når grøden var sat til livs, blev de store sylter og fade med rødbeder sat ind; her var også sennep til, og hver fik sin tallerken.
Klukflasken og den store træ-ølkande brugtes flittigt af mandfolkene, og snakken gik lystigt. Og selvfølgelig måtte det nybagte julesigtebrød holde for til sylten. Når al maden var vederfaret retfærdighed, læste moder juleevangeliet, og vi sang et par af de gamle danske Salmer.
Derefter sagde gamle Ane højtideligt: »Jeg har for ondt og uting mærket kors i æblesædbunken og sat halmkors i stalden, agt på dette i højtiden, folkens«. hvorpå alle højtideligt svarede: »Tak derfor. Ane«.
Æblesædbunken var det sted, hvor sommerens frugt blev stukket ind og holdt sig bedst. Til hverdag blev det, når to halmstrå lå i kors, betragtet som varsel for dødsfald, og vi skulde alle tider sørge for at skille Stråene ad. (Om det har noget på sig, ved jeg ikke, men engang lå der et halmkors på hovedtrappen, og fader sagde: »Vi vil snart spørge dødninge«. Og mærkeligt nok - samme dag kom min søster hjem fra skolen, som var lukket, fordi Kong Frederik den 7. var død i Glucksborg. Så vidt jeg husker, var det hen ad juletid i 1863.) Inden julebordet hævedes, takkede alle hinanden for mad med håndtryk, hvad særligt gjorde indtryk på os Børn, da dette kun skete denne ene gang om året.
Forkarlen måtte nu ud i bryggerset og tænde hornlygter og følge lillepigen ud i loen med et fad med grødklatter og mælk; det var efter gamle Anes ordre. »Misserne skal også have deres del i aften«, men jeg tror, at Ane havde andre tanker med det; om hun troede på julenisser, ved jeg ikke, for her var hun tavs i det spørgsmål. Men på flere større gårde i Højby var denne skik også i brug. Ved gamle Anes død i 1871 ophørte på vor gård nævnte skikke.
Nu kom et stort fad med æbler ind på bordet samt fadet med pebernødder.
Kortene kom frem, og mandfolkene spillede femkort, brast, 16 Streger o. s. v. Var kvinderne og børnene med, spilledes vrålhals (brølhals) og sorteper. Ligesom sidstnævnte legede »Nødder i Hænde«.
Man sagde: »Nød og Hinde, alle mine, gæt hvor mange«. Gættedes rigtigt, fik man de pebernødder, vedkommende havde i hånden. Var der gættet forkert, så måtte man betale differencen. Man måtte aldrig have over et dusin i hånden. Spillet gik så lystigt en tid, til det måtte standses, når det var tid til at spise den såkaldte kvældsnadver.
Her var det sule- eller saltmadsfadet, som måtte holde for, og det var for resten fyldt hele højtiden ved uventet besøg o. s. v. Ingen måtte bære julen ud.
Når denne spisning var færdig, gik fader hen og tog almanakken, læste en historie, og da vi fik bogen med »Uglespils mange spilopper«, blev der også læst af denne. Disse to bøger var al den lekture, foruden biblen, som fandtes på gården, og de havde deres plads i den grønmalede permin over bilæggeren.
Og vor julegæst, Glas-Rasmus, underholdt os med historier om sine oplevelser på sine vandringer, og da han var en god fortæller, gav det også et pust ude fra egne, hvor vi andre ikke kom, og han havde andægtige tilhørere.
Sluttelig blev kaffen serveret med kandis og æbleskiver. Og da klokken nærmede sig midnat, blev de to før omtalte store julekager med hestehovederne sat ind, og dertil skænkedes et stort glas mjød, hvorved vi til slut ønskede hinanden endnu en god jul.
Gamle Ane var nu rigtig i sit es og skar altid første julekage for med følgende morsomme Ord fra et gammelt Od'sherred-eventyr: Skeer væk, skær vask, for rødhøj frue skal til skrædder og gi til barsel.
Senere blev det på mode at slutte med en kop kaffe med kandis til.
Nu begyndte virkningerne af den travle dag og den gode mad at mærkes, Børnene begyndte at slå nik og sagde, at de fik sand i øjnene (søvnige), og hver gik nu til sengs i sit kammer.
Lysestagen med de to lys måtte ifølge sovekammer, til de brændte ud.
Udenfor tindrede julenattens stjernehimmel, og dens hellige fred hvilede over den gamle gård; i pashas og stald nød dyrene menneskenes godhed, og inden for stuehusets mure slumrede beboerne ind, med et virkeligt glad og fredfyldt sind.

Forsættes......

[hundeuld]

Juledagene.

Julenat var ikke lang; allerede kl. 5 purredes vi ud af faders basstemme med et; »God Morgen, glædelig jul, helsen og sundhed«. Vi måtte nu ud af fjerene; på en bondegård var der nok at tage fat på.
Først et hurtigt morgenmåltid - ingen måtte begynde fastende julemorgen - og så ud at morgensysle i staldene for at blive tidligt færdig.
Man skulde tidligt i kisteklæderne den dag, og den fine, stafferede vogn, kirkevognen, og det sølvpletterede seletøj skulde frem, thi det var kirkedag. Og fra 12 middag var det fridag for karlen og storpigen til næste dag.
Inden de forlod gården - særlig hvis de var fra et fattigt hjem - fik de et stort stykke flæsk eller lignende med hjem.
Når vi i de tider agede til kirke julemorgen, mødte vi overalt på sognets veje tyendet på vej til deres hjemstavn. Både piger og karle bar den julemad, de havde fået af deres madmoder, indknyttet i de store rød- og blåternede tørklæder, som var på mode dengang. Og karlfolkene gik gerne og røg på deres store træpiber og med et solidt egespir i hånden.
Der var dem, som havde mange mil at gå; vores karl var f.eks. helt ude fra Gislinge ved Holbæk; men folk var trænet til at gå i de tider.
Når kirkegangen var forbi, var der travlt med at ønske glædelig jul, for hele sognet var nu næsten samlet.
Men så snart man kom hjem, hyggede vi os inden døre. Den dag tager man ikke bort, lige så lidt som der kom fremmede. Julens fred var forbeholdt familierne.
Kosten var denne dag til middag boghvedegrød med sirup og varmt øl samt sylte, til aften det kendte Saltmadsfad med øl og snaps.
Tiden fordreves med spil og historier ligesom juleaften.
2. Juledag var det tjenestedrengens og lillepigens tur til fridag, og de fik af deres madmoder en lignende portion som karlen og pigen dagen før.
Den dag spændtes for og kørtes på besøg hos familien, eller der kom fremmede. Som en forandring var der denne dag Saltfisk på bordet med den stærke, hjemmemalede sennep til.
De gamle spillede som sædvanlig kort, medens ungdommen søgte dansestue, for denne aften begyndte julens glæder at udfolde sig. Dengang kendtes forsamlingshusene ikke.
I den gård i sognet, der havde den største øverstestue, afholdtes dans, hvor man for små penge beværtedes med smørrebrød og snaps; og dansemusikken, violin og klarinet eller kornet, leveredes af spillemænd fra sognet eller købstaden; disse dansestuer holdt ud til hen på morgenstunden; de gamle kaldte det for at gå »til musik«.
En sådan danseaften fik man rigtig rørt benene. Det var jo særlig de gamle, anstrengende folkedanse, der stod for Tur.
Odsherred'erne har altid været temperamentsfulde, og deres danse var det også, f.eks. syvspring og det bekendte store »Grønnehavestykke« o. s. v. Selvfølgelig dansedes også runddanse som tyrolervals og hopsa, rheinlænderpolka, mazurka og vals. Men jeg tror, folkedansen holdt sig længere i Odsherred end i det øvrige land.
Men denne aften var kun indledningen. Mange glade aftener for både unge og gamle fulgte nu i

[hundeuld]

Julens Mellemdage.

3. juledag begyndte bøndernes julegilder. Her deltog både unge og gamle. Sidstnævnte dyrkede mest bordets glæder eller kortene, de unge holdt til oppe i øverstestuen, der i denne uge benævnedes julestuen.
Her morede de sig med sang og pantelege af forskellig art. Først på aftenen deltog også gårdens større børn, så længe de deltog, brugtes lege som bro bro brille, skære havre og fuglehandler o. s. v.
Men når børnene var gået til ro, begyndte dansen. Der var altid en eller anden i sognet, der kunde spille violin, og han måtte holde for til næsten alle julestuerne.
Pauserne udfyldtes af lege. Jeg erindrer endnu en leg, kaldte »Spøgeri«, hvor en af deltagerne agerede spøgelse med et hvidt lagen over hovedet, men hvordan den udførtes, har jeg desværre glemt.
En anden leg bestod i, at der blev sat en støvleknægt på hver side af et fad med vand, og så blev en af deltagerne bundet med et klæde for øjnene, og så skulde han prøve på. at træde over vandfadet og stå på støvleknægtene, men det endte gerne med, at vedkommende fik overbalance og jog begge arme i vandet til stor morskab for deltagerne.
De unge karle prøvede også kræfter, såsom tække krog, Veje salt, vommetag o. s. v., men det skete alle tider i bedste venskab. I julen måtte ingen være sære, det hændte også, at madmoder eller husbond måtte op i julestuen og deltage.
Det var jo sådan i disse dage imellem jul og nytår, at enten var der gilde hjemme, eller også var man borte.
Men det kunde ske, at vejrliget med snestorme lagde en dæmper herfor, så måtte familien hygge sig inden døre, og så kunde disse dage nok blive lange. Arbejde var selvfølgelig utænkeligt i højtiden, og læsning var der ikke meget af.
Så måtte vi unge se at få de gamle til at spinde en ende.
Jeg ser endnu tydeligt for mig den gamle stue derhjemme i skumringen. Ane sad på sin vanlige plads ved bilæggeren, og ved langbordet sad Mads Kristian, ofte med sin bindehose - mange af de ældre mandfolk strikkede dengang selv deres hoser. Og vi andre langs med den lange bænk ved vinduet.

Forsættes....

[Tut]

Tak for en dejlig og spændende fortælling, Hundeuld

Glædelig jul til alle Rokkerne

fra Tut

[hundeuld]

Nytårsaften.

Årets sidste aften har alle tider været en mærkelig aften; det var både en helligaften og en spektaklernes aften.
Denne aften forløb lig juleaften med dug på bordet, og maden var samme slags; kun til kvældsnadveren kom for første gang saltskålen på bordet.
Men medens juleaften var med ro og fred, var det det modsatte denne aften. Så snart aftensmaden var spist, kom der uro i blodet hos de unge, de skulde ud på halløj! Og i stedet for kom anden ungdom til gården og lavede nytårsløjer hos os. Disse blev altid lavet hos venner.
En sådan aften skulde kvindfolkene nok sørge for at være indendørs. Thi pludselig lyste og drønede det ude i gården, når der kom en flok karle med deres muskedonnere og brændte dem af.
Det var nu ikke altid lige ufarligt, så fader var tit urolig; dér stod de store halmstakke i gården; gik der ild i dem, var gården prisgivet til flammerne.
Af andre nytårsløjer brugte man at sætte en ståltråd i vindueshaspen og gnide derpå med en pind; det gav en forfærdelig rumlen i stuen. Vi børn lavede af svineblærer rumle- eller gubbe-potter. Det var blot blæren strammet over en krukke og i midten en gåsefjer; og når man så gned denne op og ned, kom der en morsom lyd, som hørtes inde i stuerne.
Alle dem, der kom og lavede nytårsløjer om aftenen, gjaldt det om at være rask i vendingen og fange, hvad også næsten altid lykkedes, for der vankede mjød og æbleskiver.
Af andre løjer blev det også brugt at slå potter på dørene; bedst var det, hvis man kunde se sit snit fil at linde gang- eller stuedøren og så kaste hele herligheden ind. Disse potter var fyldt med Skår, aske eller ærter blandet med mel - så meget arbejde som muligt ved oprydningen.
Men når natten faldt på, og folkene var gået til ro, begyndte de grovere nytårsløjer, hvor der skulle karlfolk til. En yndet sport var det at skille en vogn ad og bære den op på taget; så fik beboerne dagen efter travlt med at få den ned igen. Ja, det er også sket, at vognen er blevet samlet helt oppe på taget.
En nytårsmorgen, da vi kom ud, så vi et mærkeligt syn. En af vore arbejdsvogne var trukket ud i andedammen og læsset med halmknipper fra en af stakkene, og der ovenpå var sat vort svinelad, og hvem troner derinde? vor hane, som galede i himlens sky fra sit høje stade!
Engang var der lagt en glasrude over skorstenen nede på Ole fiskers hus ved stranden; han var ikke klar over det, og han kunde ikke forstå, at der ikke var træk i skorstenen; for når han så op i den, var den klare himmel ovenover. Der gik flere dage, inden han opdagede spøgen.
Af mindre løjer om natten var der flytning af plove, harver, trillebøre, stiger, retirade-spande med indhold o. s. v.
Men nytårsaften var særlig for de ældre en aften, som også stemte til alvor. Hvad vilde det nye år bringe - godt eller ondt?
Denne aften kunde der tages mange varsler, f.eks. skulde den, der kom til at slukke lyset på nytårsbordet, dø, inden året var omme. Og gik man udenfor og kikkede ind ad vinduet, skulde de, der sad inde ved bordet uden hoved, dø i det nye år. Tudede uglen nytårsnat, brændte gården, inden året var omme. Ligesom Mads Kristian engang fortalte, at han kendte en bonde i Asnæs, som nytårsaften skar nogle firkantede stykker brød ud og satte dem med en foldekniv fast i stuens bjælke. Nytårsmorgen tog han kniven ned og sagde: »Nu skal vi se, hvad rugen vil gi«. Var der smuler på kniven ud for det brødstykke, som gjaldt for rugen, blev det en god rughøst.
Sådanne gamle varsler kunde de gamle berette mange af.

Slut


Håber i nød beretningen som jeg har fået af Karla som var Peter spillemands kone i Gudmindrup.

Jeg ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår

[Janneha]

Jeg HAR i hvert til fald nydt det. Det har været en "lærerig" rejse at være md på tilbage i tiden.... Og noget vi i dag ofte mangler.... Nogle ældre til at overlevere historier fra dengang. F.eks tror jeg ikke mine børn en eneste gang har fået fortalt historier fra deres bedstemors barndom og hun er dog kun knap 80 år gammel... Men for dem er det jo mere end rigelig. Tror jeg skal lokke hende til at fortælle lidt om hendes barndoms jul om et par dage når vi sidder og slå mave...

[hundeuld]

Jeg fandt denne fortælling på nettet, skal vi ikke lige have den og slutte af med.

Jul i byen omkring 1860

I midten af forrige århundrede, tiptiptipoldeforældres tid, var mange mennesker flyttet fra landet ind til byerne.

I lejlighederne i byen var der ikke plads til at fodre julegrise op, så man måtte nu købe sig til mange af de ting, som man ikke længere lavede selv. Hvis man ikke selv havde plads til et komfur, sendte man julegåsen hen til bageren, som stegte den i sin store brødovn. I byerne holdt man julestuer på værtshusene, men mange mennesker brød sig ikke længere om den tradition. De mente, at julestuerne fyldte gaderne med fulde folk, som lavede for meget ballade i julen, som jo skulle være fredens tid. Lidt efter lidt blev julen i byen en familiesag. Man samlede kun sin egen tætte familie omkring sig og havde ikke så meget at gøre med naboerne som ude på gårdene i ældre tid.

Nye skikke afløste de gamle. Juletræet kom til Danmark fra Tyskland i begyndelsen af 1800-tallet. Det stedsegrønne træ blev et billede på Jesus, som gav menneskene evigt liv og lyste op i sjælenes mørke, som træet med sine lys skinner gennem den mørke vinter. Samtidig begyndte også familiens voksne at give hinanden hyggelige julegaver, og nu skulle de være fint pakket ind. Og omkring 1840 dukkede bondelandets og folketroens gårdnisse op som by julens hyggelige gråklædte Julenisse med den røde hue. De voksne fortalte de undrende børn, at det var ham, der kom med julegaverne til dem.

Således kunne julen i byen tage sig ud: Midt i december tog Far en dag tidligt fri fra kontoret, hvor han arbejdede, og købte et kæmpestort juletræ på torvet ved kirken. Det slæbte han op i lejligheden, mens Amalie og Lillebror endnu var i skole. Inde i den fine stue, som Mor kaldte "Stadsestuen", blev træet stillet på fod. Stadsestuen blev kun brugt, når der kom gæster eller - som nu - i højtiden. Men børnene måtte ikke se juletræet før selve Juleaften. Derfor blev døren til den fine stue omhyggeligt låst. Alligevel sneg Amalie sig hen til nøglehullet og kiggede ind. Træet derinde nåede næsten helt op til loftet. I mellemtiden havde Mor meget travlt med juleforberedelserne i køkkenet. Hun blev vældig glad, da fragtmanden kom og afleverede en stor kurv med slagtemad hjemme fra gården. Der var bjerge af flæskesteg, skinke, sylte og pølser. Og så var der blodpølse, som stank fælt, når den blev ristet på panden. Men Far elskede blodpølse, så Amalie holdt sig bare for næsen, mens hun undrede sig over, at nogen kunne spise noget, der lugtede så grimt. Nu manglede Mor kun julebagningen. Hun bagte flere ovnfulde sigtebrød, pebernødder, klejner og honningkager, for der skulle være nok helt til Nytår. I brødene lavede hun mønstre med spidsen af en kniv, og honningkagerne blev pyntet med hvid glasur. Derefter blev kagerne gemt i dekorerede metaldåser, så de kunne holde sig dejligt sprøde længe. Klejnerne kom i den gamle, bulede dåse med julenisserne udenpå.
Natten efter Lillejuleaften listede Far og Mor ind i stadsestuen og pyntede juletræet, mens børnene sov. Julegaverne, som Mor havde købt i god tid og skjult i kisten oppe på pulterkammeret under taget, blev stille båret ned ad bagtrappen og lagt under træet. Et par af de mindste gaver blev bundet fast til træets grene med silkebånd. Og så - endelig - blev det Juleaften. Julegåsen kom ind på bordet med Dannebrogsflag stukket i maven og hvide papirmanchetter om benene. Derefter kom risengrøden ind med mandel i. Men Amalie og Lillebror blev ikke uvenner over mandelen, for Mor havde ikke købt nogen mandelgave. Den skik havde hun endnu ikke hørt om. I stedet gav hun børnene et kandiseret æble og en appelsin hver. Amalies tænder løb i vand. Hun elskede appelsiner, men fordi de var så dyre og svære at få fat på om vinteren, fik hun dem kun til jul. Mens børnene nød den hjemmelavede konfekt og spiste frugterne, gik Far og Mor ind i stadsestuen og låste døren efter sig. Amalie kunne høre, at det puslede derinde. Omsider raslede nøglen igen i låsen, og Far åbnede døren, mens han smilede. Derinde stod træet og skinnede i den mørke stue, som stjernen lyste over Bethlehem julenat. På spidserne af grenene brændte røde og hvide Dannebrogslys. I kurve og kræmmerhuse havde Mor lagt chokoladegodter, nødder og rosiner, og under grenene dinglede bagte figurer med hvid glasur i røde silkebånd. Der var svaner, hjerter og fine mænd og damer i brede kjoler, alt sammen udskåret i kagedej. Amalie kunne ikke få øjnene fra kagedamerne. Tænk at Mor havde bagt dem ude i køkkenet, uden at nogen havde opdaget det! Mellem det grønne hang appelsiner, sukkerstænger og små æbler i røde bånd. Lange guirlander af Dannebrogsflag faldt ned over træet. De løb oppe fra stjernen og næsten helt ned til gulvet. Engle og nisser af papir snurrede rundt om sig selv i varmen fra julelysene. Så dansede Far og Mor om juletræet med børnene mellem sig, mens de sang julesalmer. På en af træets nederste grene hang en nisse-sprællemand, som Lillebror trak i, hver gang han kom forbi den. Til sidst knækkede sprællesnoren, og Lillebror begyndte at græde. Men ikke længe. Tinsoldaterne i hans første julegave fik ham på andre tanker. Snart var tæppet under juletræet helt spraglet af gavepapir i mange farver. Amalie sad mellem puderne i sofaen og krammede forsigtigt sin bedste gave, dukken med ansigt, arme og ben af det fineste porcelæn. Imens rullede Lillebror sig sammen i hjørnet bag den nye gyngehest og faldt i søvn. Da børnene var lagt i seng, listede Mor op ad bagtrappen med et fad varm risengrød med en stor smørklat i. Oppe på loftet stillede hun fadet i krogen bag skorstenen. Ikke fordi hun troede på nisser. Men man kunne jo aldrig vide.


fra www.julidannevang.dk

[hundeuld]

Tænger du til en pause he ri julen, så slap af her....