Jul anno 1860

[hundeuld]

1.dsger.jpg

Jul i Odsherred på en gård anno 1860

I en Alder af 84 år døde i 1941 tidligere gårdejer i Gudmindrup Marthin Petersen.
Kort forinden havde han samlet sine erindringer om gamle jule skikke i Odsherred således som han havde oplevet dem i sin barndom i 1860'erne. De blev præmieret af »Berlingske Tidende« og sammen med andre bidrag udgivet i bogen »Barndommens jul«.
Marthin Petersen tjente i Gudmindrup, da soldaterne vendte hjem fra krigen 1864, og det er om julen i Gudmindrup på den tid, han fortæller. Hans fader var gårdmand Jens P. Madsen, Gudmindrup, plejesøn af Jens Olsen, der også var gårdejer i Gudmindrup, og hans mor, Karen Sophie Jørgensdatter, var gårdmandsdatter også fra Gudmindrup. Marthin Petersens gård ejes nu af Oluf Nielsen.


Min barndoms jul stod ganske vist ikke i julepakkers, bøgers, juletræs og appelsiners tegn, men var en god, dansk, almen jul, som for mig alligevel, trods datidens beskedenhed, rummer de smukkeste juleminder i hele min lange tilværelse.
Det første julevarsel hjemme på gården var den dag, moder beordrede karlene til at hente Sule-Ollen op fra Kælderen, den skulde op og skoldes.
Sule-Ollen, som vi kaldte den, var en lang, udhulet træstamme, der fuldstændig lignede en stenalderbåd, dem, der af og til bliver gravet op i tørvemoserne. Thi i denne Olle blev juleflæsket lagt; det andet årsflæsk lå i det rigtige, ovale sulekar.
Dette skete som en fast regel midt i november, og begyndte få dage efter juleslagtningerne.
Det vil dog sige, først kom turen til fårene, vi skulde jo have talgen i god tid. Gamle Ane skulde nok passe på og ikke komme bag efter; hun var nemlig »lysemester«; hun havde ry herfor i hele sognet; hun lavede lys i alle mulige størrelser.
Jeg erindrer endnu, at henne ved hendes plads ved bilæggeren stod på denne et meget svært lys, for resten det lys, som gav mest lys i hele huset. Hun plejede altid at sige: »Ser I folk, her henne ved spinderiet trænger vi til lyset; for det I karlefolk sidder henne ved storbordet og glaner på Sejerværket (bornholmeruret) og ud af vinket, kan I godt nøjes med en Prås«.
Ja, en Prås var vel nok en elendig belysning. Skyggerne i stuen blev så løjerlig lange, og til at læse ved var det ikke - men læsning fandtes der jo næsten intet af ud over bibelen og salmebogen.
Sådan en lyseprås var et stykke garn, lige dyppet i tællen en gang; de var derfor nemme i brug og anskaffelse og blev benyttet meget i datidens bondehjem.
En anden begivenhed, som på sin måde også varslede julens komme, var den dag, da Ole Fisker, som boede i en lille tangtækket hytte nede ved stranden, svingede ind i Gården med sin trillebør og rødmalede fiskerkasse og afleverede de traditionelle snese ål til nedsaltning og derefter blev budt ind på kaffe.

Den store klukflaske med brændevin blev sat ind til Oles behagelige afbenyttelse, og når han trillede ud af gården, kunde det ske, at porten var lige smal nok. Salt ål kom ofte på Bordet, særlig når vi fik besøg af fremmede længere hen på højtiden.

Forsættes...........

[supersine669]

Hyggelig og interessant læsning. Glæder mig til at læse forsættelsen.

[hundeuld]

Juleslagtning.

Men nu kommer vi til det, som rigtig gav os julevarslet, nemlig svineslagtningen. De dage var en hel lille højtid på gården. Lang tid i forvejen var de to bedste grise af bestanden blevet taget ud som julegrise. Og da de skulde op på en særlig stor fedestand, fik de to »Makbraser«, gårdens Kælenavn for julegrisene, særlig god forplejning.
Den dag, juleslagtningen skulde begynde, hørte man i den årle morgenstund, længe inden en vis herre fik tøfler på benene, de ringbeslåede træskos klapren på køkkenets og bryggersets toppede brosten, og inden folkene gik til denne bedrift, fik de en ordentlig hybenkradser på fastende hjerte. Den snaps bestod i reglen af malurt og perikum, tilsat på brændevin. Som dreng havde man det ærefulde hverv bare at skulle holde grisen i rumpen, når den blev stukket; her skulde man vise sit mandsmod, men det kneb somme tider.
En gang, husker jeg, stod man og brølte om kap med grisen til stor moro for slagtefolkene. Men det gjaldt om at blive på sin post; thi som belønning fik man de to blærer af grisene.
Når nu grisene var skoldet, blev de hængt op på to solide tækkestiger, og når så opskæringen begyndte, og man havde fået de to varme blærer krammet tørre, gik man hen og fik fat i en stor mursten og sad så og »bankede« dem godt igennem på stenen.
Efter at de havde ligget et par timers tid, blæste man dem op og stoppede nogle store ærter i dem - og så et bånd i dem og i løb med dem ud over markerne i et muntert kapvæddeløb. Vi kaldte dem for rasleballoner. Når vi nåede helligtrekonger, blev de skåret op til skind til rumlepotter; men herom skal senere fortælles.
Men nu fik kvindfolkene rigtig travlt; der blev lavet medister- og spegepølse, og så lavede vi også den såkaldte hvidpølse. Hertil blev brugt mælk i stedet for blod; denne pølse var særlig beregnet til børn og til kvindespise.
Men blodpølsen var jo hovedfavoritten. Og dagen efter slagtningen var der gang i kogningen af pølserne.
Samme aften var der altid pølsegilde med indbudte naboer. Pølserne, der endnu var varme, serveredes med smeltet fedt og det såkaldte mørke puddersukker. Ved et sådant pølsegilde gik ofte bølgerne højt; der vankede rigeligt med snapse og gammelt øl.
Den gang diskuteredes politik meget ivrigt. Vi havde jo lige oplevet den ulykkelige krig i 64, og flere af deltagerne havde gjort dette felttog med, medens andre af de ældre havde været med i treårskrigen. Og i diskussionens hede drillede disse gæve fædrelandsforsvarere dem fra 64. Og senere hen, da den såkaldte riffelbevægelse i provisorierne tog sit omfang på landet, var disse problemer gerne Pølsegildernes stående debat.
Foruden sortepølser var der nogle herlige dage, hvor spise-sedlen lød på finker, fedtegrever o. s. v.
Og når dette var overstået, kunde man gå ned i kælderen og fryde sig over den lange Sule-Olle, fyldt til randen med julens mad - flæsk og medisterpølse.
Eller kigge op i den åbne skorsten, hvor de store spegepølser og skinker hang til røgning.
Ja, det var i de gode gamle dage, som man siger; hvad angår dette, kunde husmoderen fra vore dage nok have grund til at ønske sig den tid tilbage.
Her skal også kortelig nævnes, at når gæsterne gik hjem fra pølsegildet, fik de en portion slagtemad med hjem; men dette blev så gengældt, når det var deres tur.
Men som de gamle sagde: Ingen jul uden brød, og vi skal nu høre lidt om .

Forsættes....

[hundeuld]

nissefar.gifJulebagning

Aftenen før bagningen skulde begynde, var det for en gangs skyld moder, der indtog pladsen for enden af lang-bordet; nu skulde hun til at støde krydderier i den store, blanke malmmorter, som havde sin plads på bilæggeren, alle krydderier var dengang hele, når man fik dem oppe fra købmanden i købstaden.
Og snart fyldtes folkestuen af en liflig, krydret duft og af malm morterens livlige klang; det hele gav et behageligt forbillede på julens herligheder.
Inden bagningen havde i flere år vor røgter, Mads Kristian kaldet, den betroede post at sørge for ovnens rigtige opvarmning. Da bagningen var fuldstændig afhængig af ovnens rigtige temperatur, gjaldt det om, at den, der var fyrmester, var kendt med ovnen; og det var vor gode Mads Kristian tilfulde.
På en bondegård var det til dagligdags rugbrødet, der holdt for, men i højtiden kom sigtebrødet til højbords. Og det var sandelig ikke små portioner, der blev bagt; og brødene var dobbelt så store som dem, vi kender i nutiden.
Ligeså husker jeg nogle gevaldige julekager, i hvis midte var trykt en hest, og langs kanten, med små mellemrum, heste-hovedet; til at trykke disse mærker blev brugt håndtaget på et manglebræt, som var udskåret som en hest og til at skrue af.
Men det af julebagningen, som vi børn var mest interesserede i, var pebernødderne. Der blev bagt to slags; de, der skulde bruges til at spille om, var nogle hårde svende, og hver 5. stykke dej, som blev skåret ud til disse, var dobbelt så langt, og vi kaldte dem for misser.
Men der blev også bagt nogle mere velsmagende til selve juleaften, rigeligt tilsat honning.
Af bagværk bagtes til julen, foruden hvedebrød, klejner og små kager, formet som nisser og hunde og ænder, ikke altid lige heldige i udførelse! Og så var der ikke at forglemme æbleskiverne og søsterkagen med rosiner i.
Men senere blev det moderne på nogle af Højbys bøndergårde at tage op til bageren i Nykøbing og købe kage figurer med sukker på; det var de såkaldte markedsmænd og - koner, dyrefigurer, svaner, storke o. s. v.
De blev ellers solgt på markederne, men kom nu også frem i julehøjtiden.
En ting, som ganske vist ikke hørte bagningen til, var stegning af æbler. Næsten hver aften om vinteren lå der et sådant halvt stegt æble til hver af gårdens beboere på bilæggeren. Det spiste man gerne, inden vi brød op for at gå til sengs. Jeg tror, det var en meget sund skik, som nutidens folk skulde prøve.
Men inden man var klar til at modtage julen, var der en ting, som var af stor betydning, og som her ikke må glemmes, nemlig

Forsættes....

[supersine669]

Elsker bare at læse om gamle dage.

[hundeuld]

Julebrygningen.

Malt og humle var de to hovedbestanddele, der skulde bruges til ølbrygningen.
På sognets gamle bøndergårde dyrkedes nok humle, som kunde bruges, men de fleste brugte at købe humlen af den fynske kræmmer, som besøgte sognet hvert år hen på efteråret, eller købte den på efterårsmarkedet i Nykøbing. For, som de gamle sagde: »Den fynske Humle og sjællandske malt gør ej øllet stramt (beskt)«.
Malten blev afhentet på bryggeriet i Nykøbing, som i god tid havde fået vor byg op til brænding. I rigtig gammel tid malede og tilvirkede man malten selv.
Den før omtalte gamle røgter, Mads Kristian, forestod også ølbrygningen; han havde et godt ry på sig som ølbrygger og blev brugt hertil på sognets gårde til højtiden.
Han tilvirkede 3 Sorter, almindelig tyndt hverdagsøl og derefter kraftigt gammelt øl, og som jule-øl kom han honning i.
Jeg mindes dette øl endnu; det havde en herlig smag, og når vi rigtig skulde delikatere os, så blev det varmet i et lerfad, og deri kom så rå sirup og grød. Det var vel nok en herreret, når det kom på bordet om søndagen til Kvælds-Nadver.
Mads Kristian kunde også den kunst at lave mjød af honningen; og den blev akkurat, som den skulde være; når glasset var tomt, drev fedtstriberne ned ad det; det var tegnet på den rigtige mjød.
Her er nu omtalt forberedelserne til julebordet, men nu kommer det allervigtigste, som vi børn hele året havde glædet os til, nemlig den dag, stadsvognen blev trukket frem, og med moder og fader på forsædet og vi børn bag i vognen kørte op.

Forsættes...

[hundeuld]

xb13.gifTil Købstaden på Juleindkøb.

Denne dag var imødeset med lige så stor spænding som de to årlige festdage, forårs og efterårs - markederne. Hvornår vi skulde køre på juleindkøb, bestemte følgende lille kuriøse træk. Af aviser var der kun den lokale avis på fire små sider, der udkom 2 gange ugentlig; af dens indhold var det meste annoncer.
Dette famøse nyhedsorgan holdt gerne 4 bønder i fællesskab, og bladet afhentedes på omgang; når vi nu nåede hen ad jul, afventede vi avisen med spænding; thi købmand Olsen i Nykøbing havde år efter år en bestemt og tilbagevendende juleannonce i bladet. Den bekendtgjorde, at nu var der hjemkommen friske bilbao-kastanier og lakridsrod, græsk Samosvin og mørkt og lyst St. Croix sukker. Dette var den årlige, bestemte tilkendegivelse af, at nu kunde juleindkøbene begynde.
Det var vel nok en oplevelse, når vor vogn rullede ind over den lille købstads toppede brosten og drejede ind i købmand Olsens store, gamle købmandsgård. Her vimsede gårdskarlene travlt omkring i deres nypudsede franske træsko og med hvide forklæder udenpå den blå arbejdsbluse.
Så snart vort køretøj var svunget hen i rækken af de mange vogne, som var kommet til byen i samme ærinde, kom gårdskarlen med en lille blåmalet vognstige, hvorpå langs siden var malet et velkommen med røde bogstaver, og ad denne steg vor moder så højtideligt ned.
Med det samme gik vi ind i butikken og afleverede ordresedlen; her blev vi også af købmanden budt hjertelig velkommen til staden.
Fatter fik straks en cigar, så stor som et helt kanonslag, og moder et glas mjød, og vi børn et stort stykke lakridsrod at gumle på, og så gik vi ned ad den lille bys hovedgade og så lidt på butikkerne.
Juleudstilling som den. nutiden kender, var der ikke noget af; men for datidens børn var det ganske overvældende - de store sukkertoppe, kasserne med rosinerne, det kulørte papir osv. Og alene der, at vi var med nede på gæstgivergården og fik kaffe og fine kager med rødt syltetøj.
At købe julegaver var ikke mode dengang; dog husker jeg engang, fader havde taget spendere-bukserne på og købte til moder et fransk sjal, som er til den dag i dag; til sig selv var han inde hos rokkedrejeren og hente en pibe, som denne havde drejet på bestilling, og jeg måtte med op hos den tyske kasketmager, som hed »Negler«; han anbefalede altid sine varer med et: »Den gut gepart, den 4 Mark gekostet.« Og denne jul overgik vor fatter sig selv i flothed; han ofrede også penge på det litterære alter, idet han i bogladen, der også var bogbinderi, købte selveste ugespils historier og en almanak med historier i. Jeg husker, at den hed Flints Almanak.
Vi var ellers kun vante til nogle små almanakker uden historier.
Da vi nu nåede op i købmandsgården, var vognen læsset, og så kørte vi, efter at fader endnu en gang havde efterset, om alt var med og intet glemt, om det så var vort store grønmalede anker med brændevinen.
Vi havde også Mads Røgters 10 potters dunk med, for, som han sagde, han vilde dog gerne holde en god, kristen Jul.
Når man nu kørte hjemad, og man havde stort læs på og et par fyrige heste, der gerne vilde skynde sig hjem, når mørket havde begyndt at lægge sig, måtte man passe på at holde stramt i linerne, for rundt om ved gårdene hang på gærder og buske det hvide tøj fra julevasken og flagrede, hvad der ofte gjorde hestene nervøse.
Julevasken skulde være fiks og færdig, inden julen ringede ind, thi vi sagde i sognet. dengang: »Den Mand, der flager med hvidt tøj i julen, skal klæde Lig i sin gård, inden året er omme.«
Fra den dag, vi havde været i købstaden på indkøb, og til jul var der travlt overalt i gården.

Forsættes om nogle dage...

[hundeuld]

Nu vi er en tur bagud, så kig lige her

http://www.natmus.dk/sw34974.asp

Herregårdspunch fra 1700-tallet

Nok ikke for bønderne..men alligevel

[hundeuld]

Lille Juleaften og Juleaftens Dag.

Den dag, da vi havde lillejuleaften, var travlhedens højdepunkt for os alle på gården.
Hovedrengøring overalt - i bryggers, køkken og stuer. Det sidste arbejde her, husker jeg, var at slå sand på gulvene. At slå sandet ud, så det kom til at ligge i de rigtige små toppe, ligeligt fordelt, var også en øvelse; for hvordan gulvet var sandstrøet, skulde de ældre nok lægge mærke til.
Og denne dag tog også karlfolkene fat. Møddingen skulde være fuldstændig udkørt. Det var ved sådan en lejlighed, at karlene kunde finde på at lave grin med tjenestedrengen, hvis denne var lidt troskyldig, og f.eks. sende ham ned i præstegården og låne en møddingskraber, og dér forstod de den også, og sendte ham hen til den næste gård.
Den arme dreng kunde få lov at forhøre i de fleste gårde, inden han var klar over, at der blev lavet løjer med ham; og forblev han i sognet, blev han alle tider driller med sin møddingskraber (jeg har nu altid syntes, det var en meget upassende spøg).(siger gårdejeren i Gudmindrup.)
Men der var ellers nok for karlene at tage fat på. Andedammen skulde renses for blade og grene, og hvad der ellers lå og flød omkring, havegangen rives, porten og tærske-omgangen samt hundehuset nytjæres, ekstra portion tørv og brænde bæres ind o. s. v. og inde i loen svang Mads Kristian plejlen, så det lød helt ud i gården, for han vilde da banke en slat korn af til det vilde; ude i haven på en vognfjæl lå i højtiden korn til fuglene. Og vildænderne ude fra stranden kom også - det var, ligesom om de vidste, at i de dage blev de ikke efterstræbt.
Når gårdens folk samledes i folkestuen lillejuleaften, var det trætte folk, både kvinder og mænd. Men denne aften betragtedes alligevel som halvhellig; vi var da gerne i søndagstøjet, den aften satte vi jo også smag på julebrødet, klejnerne og æbleskiverne; og til midaften havde vi fået af de nye julesigtebrød til fedtegreverne.
Gamle Ane skar altid brødet for, og hun undlod aldrig at slå korsets tegn over dette brød.
Lillejuleaften spillede vi et spil, kaldet »Trække i Mosen eller Dyndet«. Der blev med kridt tegnet 12 tal på lang-bordet; så trak man efter ordre til forskellig nævnte tal, og den, der først blev kørt fast, var i »Dyndet eller Mosen«; man måtte kun komme til et tal 3 Gange.
Men denne aften gik man ellers tidligt til ro, for man skulde tidligt op; der var endnu meget at udrette, inden man var klar til at tage imod julen.
Men den sidste, som gik til sengs denne aften, var »vor mor«, hun var sluttelig ude at se, om nu ilden var dækket til med tørv på fyrstedet;. for det var jo ingen spøg, dersom det skete, at den gik ud. Det var ikke så nemt at lave god ild i hast.
Hun fortalte os børn, at en lillejuleaftens nat, medens fader var med i 3 årsrigen, og vi havde en streng vinter, var ilden gået ud, og hun kunde ikke få fyrstålet til at slå ild. Hun måtte da i vintermorgenens mulm og mørke gå 1/4 mils vej ned til en gård og låne uldgløder; hun havde dem i en træsko, det var det bedste til det brug.
. Jeg skal blot her bemærke, at i Odsherreds sydlige sogne sad man længe oppe den aften. Om morgenen, juleaftensdag, var alle usædvanlig tidligt på færde.
Nu skulde staldene og krybberne muges og særlig god strøelse deri, og skærekisten kom i gang; der skulde være hakkelse til hele højtiden. Alle skulde mærke, at det var jul, og ekstra foder fik de, selv lænkehunden blev løst lige fra morgenstunden. Og ude ved gavlen, på spidsen af en vognstang, blev der sat et knippe juleneg til fuglene, foruden det, der som før nævnt var lagt på vognfjælen i haven.
Og alle markredskaberne måtte i hus. Det at lade plov eller Harve stå på marken vilde bringe uheld, idet troldfolkene da vilde forhekse dem.
Den dag kom man let over middagsmaden, grundet på travlheden. Vi fik serveret en ret, vi kaldte dyppebrød, det var brød, lagt i kraft af sulet; dette brød fra sulevandet smagte herligt. Flæsk og sennep spistes dertil.
Når vi nu havde spist, gik vi ud og syslede færdig og hjalp hinanden med hårklipning og så videre. Vi skulde jo sørge for at være tidlig færdig og i helligdagstøjet. Kvindfolkene havde endnu lidt tilbage. Alt messing- og kobbertøj skulde jo rigtig stråle. Dengang brugtes på landet ikke pudsecremer, men der blev brugt en lille visk halm og aske, og det kunde vel nok gøre underværker.
Intet måtte gå rundt i julen. Gamle Ane satte rokken op i øverste stuen og brugte i disse dage strikkepindene. Og tøjet fik den sidste omgang med manglebrædderne, inden det blev lagt op i de store kister. Og til sidst, som kronen på værket, lagdes Lavendelstilke på bilæggerens plade. Det gav en dejlig duft i stuen.
Pigerne var, ligesom karlene, tidligt færdige og gik pyntede og små syslede, så nu var alt parat til

Forsættes....

[supersine669]

Sikke en utrolig god fortælling.Hvor har du historien fra, hundeuld?