sange

[rokken]

Som I sikkert alle ved, så skriver jeg også festsange, laver indbydlser,
bordkort sangskjulere osv. så på foranledning af Bettevibsen skal I få en lille prøve på en sang.
Jeg har fire store ringbindd med sange, men min scanner virker ikke for tiden, så det bliver kun til en i første omgang
Den er skrevet ( på billedsprog ) i anledning af Dansk Parkinso Forenings 25 års Jubilæum sidste år.


Mel: Når de lyse lærker synger over Danmark

Når Fru Forår frem den store pensel finder,
og lystigt svinger den på sin palet,
optimisme i hvert penselstrøg man finder,
og glemmer helt, at man var vintertræt.

Fuld af livskraft vender hun hvert år tilbage,
og breder anemonetæppet ud,
under skovens lysegrønne bøgeblade,
hvorfra hun deler af sin livskraft ud.

Hele femogtyve år har hun nu danset
med Mr. Parkinson som kavaler.
Skønt til tider af en rysten hun bli’r standset,
så frem til næste dans hun hver gang ser.

For imens han får sit batteri justeret,
mod horisonten hun så skuer ud.
I sit stille sind hun har så konkluderet:
Med fremskridt vi ej sejler agterud.

Nu med sølvsko på, i dag de træder dansen,
mens lærkerne små triller for dem slår,
for i mod- og medgang de bevared’ ”skansen”.
Fortrøstningsfulde nu mod ”guld” de går.

I hinandens nærvær vi os føler trygge,
utallige har også knyttet bånd.
Derfor: Med de 25 år tillykke,
der ønskes fra ”Familien Parkinson”.

[rokken]

Da jeg har gang i sangskriveriet for øjeblikket, synes jeg lige at I skal få lov til at nynne med på den ene af dem. Det er en persoonlig sang, men da der ikke er nævnt navne, tør jeg godt lægge den her ind på Rokken

Hilsen Parkie

Mel. : Regnvejrsdag i november …

Mange blomster i dit spor
vi har plukket kære mor.
blomster som os lykke bringer,
blomster som er fyldt med minder,
minder som vi kun forbinder
med det bedste her på jord.


Klar er altid til en tørn,
passer gerne børnebørn,
Otte stykker – ih du milde,
mindre tamme er end vilde.
Spiller ikke nogen trille,
frisk du er jo som en ørn.


Vidt berømt din sovs den er,
og din bru’n ka’ch – da især.
Marmelade, pandekager,
dobbelt af de lækre sager,
som en selvfølge du bager.
Afsætning der altid er.


Sulten går ej fra dit bord,
for din gryde, den er stor.
Ka’ halvanden hest vist rumme,
levnet bliver ej en krumme,
for på skift vi får en kumme
fuld med hjem til næste dag.


At du ”hakker” i det mor,
ses jo på det blomster flor,
som din have næsten fylder.
Blomsterkranse frem du tryller.
Frit valg har på dine hylder
vor taknemlighed er stor.


Hele Als forsyne ka’,
pyntegræskar du – uha!
ud til højre, venstre byder,
overproduktion betyder,
de på vore trapper pryder.
Det er ikk’ så ring’ endda.


Tiden den bli’r aldrig lang,
skrap du er jo til petanque.
Gymnastik du gør for kvinder,
dig på dansegulvet finder.
Hygger dig som blomsterbinder.
Skubbes du ska’ ej i gang.


Skønt I unge er af sind.
så er Ældresagen in,
Når med busture de lokker,
strikket du får ingen sokker,
for i Østrig I for pokker,
så på Gasthof flytter ind


Ny matrikel snart I får,
flytte ind ka’ næste år
i en lys og røgfri stue,
aske op ej mer’ vil suge,
Lillebælt til gengæld skue,
havudsigt I nemlig får.


Sku’ af tid du mere få,
os til hånde du kan gå.
Der skal pudses og poleres,
vasketøjet skal sorteres,
køkkenhaven kultiveres.
Arbejde ka’ altid få.


Som små perler på en snor,
minderne vi gemmer mor,
for nu kommer vi til sagen,
nu halvfjers du har på bagen,
uden knirken eller knagen.
et HURRA du skal nu få.

[rokken]

Jeg vil gerne ønske jer alle sammen en god påske, og fordi I har taget så godt imod miger mit påskeæg til jer et lille digt som jeg skrev, da jeg gik og vente på at blive mormor.
Guldklumpen blev i sin lune men trange bolig lidt længere end beregnet
Værsgo'
Parkie

(1y

Decembertanker

Min hverdag i morgen jeg slet ikke kender,
intet går mere – tjuhej – pr. rutine.
Måske skal jeg døje med rystende hænder,
- måske kan jeg klippe det fineste fine.
En gang var det en selvfølge, i dag er det en gave,
at have rolige hænder til fri disposition.
Prioritere jeg må, - hvad kan jeg lave?
Til stuen måske en flot dekoration.


Måske vil jeg ælte dej med korender,
mens julelys i stager står tændt.
Løbe om kap jeg ka’ ej med min kalender,
Mr. Parkinson har for mig jo benet spændt.
Slut skal det være med stress og med jag,
”det halve af det hele” – jeg alligevel kun når.
Men bombesikker jeg er i min sag:
Juleaften – den 24. – trods alt vi dog får.


Måske bli’r det i nat, at telefonen en ringer,
den lange ventetid må da snart være slut.
Af lykke jeg så ryster, når den nyheden bringer:
”Du mormor er blevet forgangne minut”.
Gid pokker så ta’r al den julehalløj,
og ”pelsen” på mine paneler.
For så pakker jeg liften med babyens tøj,
mens glæden med morfar jeg deler.

[Parkie]

At leve med en kronisk sygdom


Adskillige tanker i mit hoved sig vender,
sygdom kan ikke komme udenom,
for en klods om benet - jeg erkender
for livstid jeg fik, - den gang Mr. Parkinson han kom.
Vi går i seng sammen, sover sammen og står op sammen,
ikke et øjeblik får jeg lov til at være alene.
Vi ta’r sågar på kursus sammen
Nok det eneste plus - vil jeg mene.



Handlingsplaner vi drøfter på tværs,
min ”Klods” - jeg må lære at acceptere,
lænket han er jo til mit univers,
så både nat og dag – han vil regere.
Hvorfor valgte han at bo hos mig,
i stedet for at slå sig ned hos en anden.
Hvorfor rejser han ikke bare sin vej,
undvære kunne nu godt hans blanden.



Tværs over min smertegrænse han går,
stærkt forfulgt af slidgigt i ryggen.
Følgeskab senere af strumaen defår,
så på luft- og spiserør der bliver en trykken.
For den slags trafik – der må sættes en stopper,
så sat på stand-by - et par dage jeg så bli’r.
Med radioaktivt stof – man strumaen lokker,
strenge instrukser og regler mig gi’r.



Mine børnebørn måtte ej gi’ en krammer,
Regler sku’ holdes til punkt og prikke,
en mormors hjerte – med smerte det rammer.
for af faderen de pluds’lig blev ladt i stikke.
Dage ud af min kalender det rev,
før jeg i mit sind omsider fandt ro.
Til adskillige tanker og tårer det blev,
for hårdt det var, – I kan bare tro.

[supersine669]

Meget sigende og eftertænksom digt.

Tusind tak for at du vil dele os med digtet.