Jeg kom lige i tanke om denne tekst til navneregler.
Navneopkald – grundregler
Første søn efter sin farfar
Anden søn efter sin morfar
Første datter efter sin farmor
Anden datter efter sin mormor
Derefter kan man opkalde efter onkler/tanter og grand – ditto, og hvem der ellers har gjort én noget godt. Medens sønnernes opkald efterhånden blev ufravigeligt, med mindre helt specielle forhold spillede ind, synes kvinderne undertiden at have sat igennem at mormor blev opkaldt før farmor.
Særregler med højere prioritet
I ældre tid skulle de afdøde opkaldes før de levende, ja, i helt gammel tid opkaldtes levende helst slet ikke.
Var morfar død, opkaldtes han gerne før en levende farfar. Desuden kunne en person, der havde en stor aktuel betydning, foretrækkes ved opkald. Hvis man f.eks. lige havde overtaget fæste på morfars gård, var det naturligt at opkalde ham, selvom han ikke stod for tur.
Ufravigeligt var det, at afdød ægtefælle blev opkaldt ved første barn i det nye ægteskab, endda ofte både med fornavn og efternavn
Hvis barnets far var død, inden barnets fødsel, skulle han opkaldes. Herved opstod den karakteristiske navnetype f.eks. Hans Hansen, hvor samme navn går igen i fornavn og efternavn, selvom det naturligvis ikke behøver at være forklaringen hver gang. Opkaldes skulle også ældre søskende der var døde.
Man kan derfor opleve, at adskillige børn i træk, bliver døbt med samme navn. Også her er der dog undtagelser, idet der godt kan være to levende brødre eller søstre, der bærer samme navn, hvis der har været to bedsteforældre med samme navn, der skulle opkaldes. Længere nede i børneflokken var navnevalget mere frit, og her valgtes ofte navn efter den, der bar barnet – som regel også en slægtning. Det kunne dog også være hustruen til en standsperson, som man gerne ville stå sig godt med.
Opkaldsreglerne blev jo fulgt temmelig striks, så i almindelighed må man regne med, at når der findes én person med et givet navn, så findes der også flere, og netop på samme tid og sted. Også selvom det i øvrigt er et meget sjældent navn. Og hvis ikke det er opkaldelse efter bedsteforældrene, så kan det være efter præstens kone eller herremanden, eller en anden der skulle slikkes lidt op ad ryggen
Blandt bondebefolkningen blev børnene benævnt efter den, de var søn eller datter af. Var Hans og Maren børn af Niels Hansen, kom de til at hedde: Hans Nielsen og Maren Nielsdatter. Den slags navne kaldes patronymer, og dem bar størstedelen af Danmarks befolkning indtil midten af sidste århundrede. Man skal derfor ikke regne med at kunne følge et efternavn på –sen, langt tilbage i tiden
Mvh
Pia