I en bunke gamle mønstre jeg har fået af Kvikkevik, dukkede dette avisudklip fra 1937 op. En flot, hæklet flacon. På bagsiden en sjov ting, som jeg aldrig har hørt om... en pennevisker!
"Ældre mennesker husker stadigvæk, hvorledes man før i tiden skrev med fyldepen eller blot med pen, penneskaft og blækhus. Blækket var en rum tid om at tørre og man hjalp sig med trækpapir og blæksuger. Desuden hørte pennevisker, hvormed man aftørrede pennen med til det faste udstyr."
Fandt denne tekst da jeg slog pennevisker op inde på google.
Da min datter var vel en 5-6 år og en dag blev passet hos naboen, som så, da jeg kom hjem, sagde:"Hvad er det for en dame der kommer der?" og Tina svarede:"Det er da ikke en dame, det er da bare mor" Siden den dag var jeg færdig med at tro, at jeg var en dame Jeg var nemlig lige ved at skrive, at jeg jo er ved at være en ældre dame, og kom i tanke om denne lille historie, så jeg vil nøjes med at sige, at jeg jo er ved at være en halvgammel tøs, der udmærket godt kan huske, og iøvrigt har slidt adskillige penneviskere op. Jeg har skrevet mange stile med pen og blæk inden det blev legalt at bruge fyldepen, hvilket der osse krævede en klud. Jeg fik et stykke af min fars vaskeskind, det havde jo en fortræffelig sugeevne.
I min skoletid fra 1955 var det også penneskaft og pen der blev brugt.
Skolens penneskaft var mørkegrøn, og dem kunne man låne, men jeg fik en RØD i julegave. I guder hvor jeg var stolt.
Men så kom det der med at skrive med den pen, uha hvis man fik sat en klat, og der var jo ikke noget med at rive siden ud, så vanker der også. Man havde siddet der i mange timer for at skrive skøn skrift, og så KLAT, jeg har tudet over det
I 5 klasse altså 1960 fik jeg også til jul en mørk lilla fyldepen med navn på, hvilken leg at kunne skrive uden at tænke på de der møg klatter
Jeg spekulerer lidt på om brugen af "pennevisker" måske har været landsdelsbestemt? Jeg kan ikke mindes, jeg nogen sinde har set andet end trækpapir på en såkaldt blæksuger hos mine bedsteforældre. Min mor har aldrig hørt om det.. hun er født i '35 på Lolland - af lærerforældre. Min far derimod har brugt een i skolen. Han er opvokset på Køgeegnen
Vi var jo mange børn der hjemme, og det gik vildt til hvis vi havde andet end avis papir til at tørre penne af med. Men kunne man få et slidt viskestykke så var lykken gjort
Jeg gik i skole i 60'erne og vi strikkede penneviskere i håndarbejdstimerne. De bestod af tre små retstrikkede firkanter, som blev syet sammen med en knap.