håndarbejdsklub
Jeg var lige inde og kigge på det link fandt denne beretning om håndarbejdsklub
fra http://www.zavijah.dk/index.html
Strikkeklubben
I 6. og 7. klasse havde vi en sy- og strikkeklub.
5 piger, nej 6, mødtes en gang om ugen på skift hos hinanden.
Først beundrede vi hinandens håndarbejder og kommenterede hvor langt vi hver især var nået siden sidst.
Så gik vi i gang. Og mens garnet blev til masker der føjede cm på cm til halstørklæder, sokker, vanter og trøjer og det hvide stramajstof langsomt fortrængtes af kulørte uldgarnsmønstre, så snakkede vi.
Mens vi gik i 6. klasse havde Dorthe en storesøster som brugte læbestift og farvede sit hår rødt.. Hende snakkede vi meget om. Hun var i lære i en købmandsbutik i øgade-kvarteret i Aalborg, og hun havde også en kæreste. Vi snakkede også meget om overlærerens datter, Jane, som gik i privatskole i Aalborg og som havde kort, permanentkrøllet hår og kun gik i færdigsyet tøj.
I 7. klasse skiftede samtaleemnerne efterhånden som strikkeklubbens medlemmer begyndte at gå til bal.
Dorthe og Anne Grethe fik lov allerede lige efter sommerferien. Da det blev tid for juleballer fik også Mona, Ellen og Karen lov. Vi talte meget om den forårsmorgen da Anne Grethe var kommet så sent fra bal at hun havde kørt med mælkemanden hjem da han skulle hente mælk fra morgenmalkningen.
Jeg lyttede forslugent til beretninger om kinddans, tungekys og slagsmål på pladsen bag hotellet. Selv måtte jeg nemlig under ingen omstændigheder gå til 'bondebal' som mine forældre kaldte det. Godt nok var det jordens afgrøder vi levede af, som alle de andre derude. Men de andre fædre havde byg og rug og roer på markerne og grise eller køer i stalden. Vi, derimod, havde æbletræer. Og blommetræer.
I de andres køkkenhaver voksede der mest grønkål, rosenkål, hvidkål, gulerødder og kartofler. I vores have var der også et 15 m langt aspargesbed. Der var også sølvbeder, skorzonerrødder og majroer.
De andres mødre strikkede trøjer af optrevlet garn som først blev omhyggeligt viklet i fed og nænsomt vasket før det blev strakt mens det tørrede og til sidst rullet op på store nøgler. De lod sig inspirere af mønstre i Flittige Hænder og SøndagsBT, men for det meste voksede trøjerne bare ud mellem hænderne på dem. De syede alt familiens tøj.
Min mor holdt Tidens Kvinder. Og hun strikkede ikke, men far gik heller ikke i strikketrøjer fordi grenene fra æbletræerne rev dem i stykker. Når jeg skulle have nyt tøj kørte far os op til Kamma i byen. I Kammas stuer var luften tyk af lugten fra damppresset tøj og kogt kød. Kamma havde tykke bøger med tegninger af tøj til børn og voksne. Og udenlandske blade med foto af damer med hvepsetalje, ankellange skørter og små filthatte med fjerpynt. Jeg kendte kun én dame der så sådan ud. En af mors veninder som boede med sin mand i en stor lejlighed inde i byen og som ikke engang selv lavede kaffe og dækkede bord når hun havde min mor og andre af sine veninder på besøg.
Kamma tog mål og snakkede med mor om hvordan tøjet skulle se ud og efter en uge var det klart til prøvning første gang. Mens jeg holdt vejret for ikke at blive stukket markerede hun med knappenåle hvor der skulle tages ind og ud og efter endnu en uge var mit tøj færdigt.
Men i vores strikkeklub lærte jeg selv hvordan jeg skulle strikke hæl og tå på sokker og fingre på handsker. Jeg kastede mig ud i at sy en taske med bambushank. Jeg lærte hvordan man touperede sit hår og de andre viste mig hvordan zinkliniment var godt til at skjule bumser med - og så udtørrede det dem samtidigt!
Det var også via veninderne i strikkeklubben jeg fandt ud af at min første skolekæreste havde danset med en meget lyshåret pige fra Storvorde og at de havde kysset hinanden udenfor hotellet mens han ventede på den fælles taxi hjem til vores by.
Sådan måtte det jo gå. Han havde ellers været trofast i mange måneder, selvom vores kontakt stort set var begrænset til frikvartererne i skolen.
"Kommer du ikke op til hjørnet i aften?" havde han spurgt.. Mange gange. For på forårs- og sommeraftner i Klarup mødtes man på hjørnet ved Bager Mortensen. Når jeg sad på terrassen udenfor vores hus kunne jeg høre snak og grin og hvin. Og jeg vidste at nu stod de andre med deres cykler udenfor butikken og spiste is, drak sodavand og røg Eifel.
Jeg vidste at han også kom derop. Når det begyndte at mørkne, og stemmerne deroppe fra var forsvundet ud af sidevejene, kunne jeg nogen gange fra gavlvinduet på loftet skimte lyset fra en cykellygte som kørte ned ad vejen til den kom til vores indkørsel. For så at vende om og igen køre op mod byen.
Andre aftener blev vejen bare langsomt sværere og sværere at skimte i nattemørket for til sidst at gå i et med bakkerne mod syd. Men købmandens ruhårede blev ved med at gø med en hund ude i kæret, også længe efter at jeg var gået i seng.
Når han næste dag i skolen spurgte hvorfor jeg ikke var kommet op til hjørnet syntes jeg det var for flovt at sige at jeg ikke måtte. Så jeg sagde sådan noget som at vi havde fået gæster. Eller at vi havde været i byen.
Men til pigerne i strikkeklubben fortalte jeg hvordan det i virkeligheden var. Og jeg ved at de forstod og fortalte det videre til ham. De fortalte også at jeg havde nogle enormt strenge forældre, men at jeg bestemt godt kunne lide ham.
Den sommer vi blev færdige med 7. klasse kom han i lære som mekaniker.
Og et par uger henne i sommerferien besøgte han mig for første gang.
Han havde ringet i forvejen og spurgt om jeg var hjemme.
Mor lavede en bakke med te, kiks og orangemarmelade. Og så overtalte hun far til at de skulle køre en tur i bilen.
Hans Jørgen og jeg sad på hver sin side af vores nye teaktræs sofabord og drak te af mors store kopper af tyndt kinesisk porcelæn med små blå blomster på.
Jeg spurgte ham om han var glad for sin læreplads. Og han sagde at "Ja". Så spurgte han mig hvad jeg skulle nu. Og jeg fortalte at jeg skulle i realen i Gudumholm efter ferien.
Så snakkede vi lidt om lærere og om en ung lærerinde vi havde haft, som vist var blevet indlagt med kræft.
Han spurgte om jeg aldrig kom til bal i Storvorde. Og jeg sagde at det nok ikke var noget for mig, nu jeg skulle i gang med en uddannelse.
På et tidspunkt tog han sin hue i venstre hånd og rakte mig sin højre.
Den var meget varm og fugtig. Og han kiggede skråt ned for sig så hans hvide pandehår faldt ned i øjnene på ham, da han sagde farvel.
Jeg stod i vinduet ved siden af telefonen og så hvordan han sprang på cyklen og, uden at se sig tilbage, fortsatte ud at rundkørslen foran vores hus.
Jeg har aldrig set ham siden.
Ikke det jeg ved.
Alle strikkeklubbens piger, på nær én, fortsatte i realen. Derfor ved jeg, at hen på efteråret , til et bal på Mou Hotel, der dansede Hans Jørgen hele aftenen med en lyshåret pige som han bagefter kyssede mens de ventede på taxaen.
Derefter talte vi ikke mere om ham når vi var sammen i strikkeklubben.
I løbet af det samme efterår blev der også længere og længere mellem vore pigeaftner. Samtidig blev der strikket mindre og mindre når vi endelig mødtes og efterhånden var det blevet til en madklub hvor vi kappedes om at servere de mest raffinerede søde sager som vi havde brugt hele eftermiddagen på at lave: vandbakkelser med moccacreme, sprødt bagte kræmmerhuse med flødeskum og syltetøj, eller pandekager fyldt med is. Hen mod jul blev håndarbejdet så godt som lagt på hylden til fordel for opvisninger i rigtig madlavningskunst efter opskrifter fra 'Tempo ' eller 'Vi Unge': pølser i baconsvøb, gryderet med cocktailpølser og kartoffelmos til, eller pariserbøf.
På et tidspunkt var der ikke mere nogen strikkeklub
|
|
Besvar med citat
