Taknemmelighed - skrevet den 24. November 2020.
Fuglsang – du lille ven
troede ikke jeg skulle høre dig “synge” igen.
Du lå og kæmpede for dit liv
I bunden af buret – uden piv
Mindede om en propelflyver der drejede rundt I ring
dine vinger var helt åbne – benene kunne ingenting.
Vedhæftet fil 94906
Jeg tog dig op I min hånd
troede den lille krop mistede din sjæleånd
Var I vildrede om det var dit sidste øjeblik
jeg stod stille men en ide jeg pludselig fik.
Var det din sidste time, så skulle du føle dig tryg
jeg hentede en tøjble som du fik under dig mens jeg blidt aede din ryg.
Sådan sad vi et stykke tid – du I min hånd – os I min lænestol
du var som en lille tung krop uden sol.
Vejret trak du I små hastige skridt,
jeg satte dig efter nogen tid tilbage I bunden helt blidt.
Hentede reserveburet I garagen og gjorde det klar
Jasmin måtte undvære at du I jeres bur med hende var.
Jeg satte dig ind I det klargjorte bur
sikken en følelsesmæssig rutchetur.
Vand og korn stod klar I bunden
tænkte på dit ildebefindende – hvad var mon grunden?
Med ‘et var du på burets tremme
dine fødder med kløer var godt fremme.
Vedhæftet fil 94907
Lidt efter lidt kunne du mere og mere - så rart
sad snart på pinden – holdt øje med dig klart.
Efter et par timer rystede du dine fjer
glimtet I øjet jeg endnu ikke ser.
Men så pludselig kom der en tone så kær
du snakkede lystigt med Loui og Jasmin I lysets skær.
Så efter den fremgang jeg så I dig der,
da tænkte jeg så er det tid til lidt mer.
Vedhæftet fil 94908
Du kom atter I buret med din egen jasmin
og satte dig straks på din gynge så fin.
Nu er du som altid – som intet er sket
jeg har dog et billede – om hvad jeg har set.
Vores guldklump – det var ikke din tid til at gå
mange flere gyldne stunder med dig vi kan få.
Dejligt når alting falder I hak
og derfor siger jeg af hjertet tak.
