Den danske sprog er en svær én
Vi starter med LÅS, der i flertal er LÅSE,
men flertal af GÅS er GÆS - ikke GÅSE.
Vi taler om FOD - er der flere, si'r vi FØDDER,
men skønt vi siger FLOD, vi aldrig siger FLØDDER.
Er der EN, hedder det DEN, er der TO, si'r vi DISSE.
Hvorfor fa'en hedder PEN i flertal så ikke PISSE?
At flertal af MAND er MÆND - ikke MÆNDER
er svært at forstå, når en TAND bli'r til TÆNDER.
Og skønt et flertal af AND som bekendt hedder ÆNDER,
så hører man aldrig, at SPAND bli'r til SPÆNDER.
En anden mærkværdighed her til lands
i tredie person det er HAN, HAM og HANS.
Er det så sund logik - ja, derom spø'r jeg kuns
at man ikke om damer siger HUN, HUM og HUNS?
At SYNGE i datid på dansk er SANG,
men GYNGEs imperfektum er ikke GANG.
Og hvem kan forstå, hvorfor SPRINGE er SPRANG,
når BRINGE ikke i datid er BRANG?
Korrekt hedder datid af BRINGE jo BRAGTE,
hvor er så logikken, når man siger BAGTE
på basis af infinitiven AT BAGE?
Et andet eksempel: det hedder AT TAGE.
Det bøjes i datid ved, at man siger TOG.
... Skulle BAGE så ikke give BOG?
Når BRINGE er BRAGTE, skulle BAGTE være BINGE,
men så måtte RAGTE være datid af RINGE
dog RAGTE det findes på dansk faktisk ikke,
derfor må vi hellere la' spørgsmålet LIGGE.
Digtet er skrevet af Gonzalo Vargas fra Chile.
Hvem er G. Vargas
