Lidt om konfirmationens indførelse i Danmark
Konfirmander
Lidt om konfirmationens indførelse i Danmark
Halvtresindtyve år Gud , har du mig opholdet
at sygdom, krig og pest mig intet ondt har voldet.
Thi yder jeg min tak og breder ud dit navn
og bygger skoler op de fattige til gavn.
Gud, lad i dette værk din nåde fylde kende.
Lad denne min fundats bestå til verdens ende.
Lad altid på min stol en findes af min æt, som mener dig min Gud og disse
skoler ret "
Frederik 4. og verset fra sandstenstavlerne, han lod opsætte på sine
skolebygninger .-
- og byggede skoler op
" Drevet af guddommelig kærlighed til at udbrede deres hellige gudsdyrkelse
begyndet de også med flid at opspørge drenge, som de kunne få til købs og
opdrage til Guds tjeneste.- Og således stete der, at de i kort tid dër fik
en skole oprettet for 12 eller flere drenge.
Den omtalte skole var så vidt vides den første, den blev etableret på dansk
grund; det stete kort før 830, og initaivtager var de frankiske munke Ansgar
og Autbert, sendt herop af kejser Ludvig den Fromme for ar iómvende de endnu
hedenske daner til den kristne tro. Det var en uhyrlig opgave. men
begyndelsen blev altså gjort, blandt andet ved oprettelse af skolen, Hvordan
undervisningen foregik, ved vi ikke, men man kan roligt gå ud fra, at
kristendomskundskab var det altdominerende fag, og det er tvivlsomt, om der
blev tid til andet; meningen var jo, at drengene, når de voksede til, skulle
føre missionsarbejdet videre. Det skete næppe. Autbert døde, og Ansgar mødte
modstand, så han for en tid måtte søge andetsteds hen.
Først halvandet hundrede år senere, da Harald Blåtand havde gjort
kristendommen til statsreligion, genopstod skolen i Danmark. men det må have
taget lang tid, før der forelå nogenlunde udbygget system. Igen var det
kirken, der gik i spidsen, og dens interesse, der drev værket. I modsætning
til vikingetiden, hvor kun ganske få har kunnet læse og skrive, mønstrede
middelalderen en hel stand, gejstlighed, som beherskede disse færdigheder,
og det var ril dennes opretholdelse, skolerne tjente. Ved mange klostre
indrettedes sådanne, og efterhånden, og efterhånden som domkirkerne
byggedes, opstod katedralskoler alt naturligvis i kirkens tjeneste og med
teologien som det dominerende fag. Men for at kunne studere
kristendomskundskaber måtte man kunne læse og skrive- og ën ting til: forstå
latin, som var kirkens tungemål, så også sprogundervisning fik en
fremtrædende plads. Ved siden af kloster-og katedralskolerne opstod i
senmiddelalderen stadsskolerne; de syntes at have haft ganske stort
betydning, så at mange i byerne og enkelte i de nærliggende landsdistrikter
efterhånden kunne læse. skrive og regne. Et forsøg på at lægge skolevæsnet i
faste rammer blev gjort af Christian 2. men hans bratte fald forhindrede, at
planerne kom til udførelse.
Ved Reformationen forsvandt klostrene med deres skoler, og skolevæsnet blev-
i hvert fald formelt- et verdsligt anliggende. Det bestemtes, at der i hver
købstad skulle være en latinskole; de børn, der ikke havde anlæg for latin,
henvistes til private oprettede skriveskoler, På lander skulle degnene (
præsternes medhjælpere) en gang om ugen undervise børnene - i religion, ikke
i læsning og skrivning. Da langt den største del af befolkningen dengang
boede på landet, kan man slutte, at analfabetismen har været meget udbredt.
Det var altså især på landet, problemerne lå. Det indså også lovgiverne, men
spredte forsøg på at bedre tilstanden blev foreløbig uden virkning; først i
1700-årene, to hundrede år efter Reformationen, kom der skred i udviklingen.
Den omtalte degneundervisning fandt vist som reglen sted i kirkerne, men
hist og her havde velmenende godsejere stillet skolehuse til rådighed, og
nu - i 1720èrne- gik kong Frederik 4. selv i spidsen ved på kongens godser
rundt omkring i landet at lade opføre ikke mindre end 240 skoler, de
såkaldte rytterskoler. Det var efter tidens forhold ganske præsentable
bygninger, der pyntede i landsbyerne. I den ene ende var indrettet en
beskeden bolig til skoleholderen, i den anden var klasseværelset og stald
for lærernes kreaturer; den sidstnævnte syndes dog de fleste steder
forholdsvis hurtigt at være inddraget til undervisningsbrug, Skolestuens
indretning var enkel med bænke og borde hvilende på pæle nedgravet i gulvet
samt en slags rækværk, så at drenge og piger holdes adskilte. Vigtigere end
udstyret var dog den lærdom, som disse huse blev rammen om. Katekismen var
fremdeles hovedsagen, men børnene blev tillige undervist i læsning samt-
hvis forældrene ønskede det og ville betale for materialerne tillige i
skrivning og regning. Da der ikke fandtes nogen læreuddannelse, var man ret
frit stillet i valget af skoleholder. Han skulle kunne læse og skrive, og
naturligvis være en god kristen.
Frederik 4.s søn og efterfølger Christian 6., gik i faderens fodspor,; hans
mål var at dække landet med skoler, men det lykkedes nu ikke i første
omgang, selv om fremsynede jordbesiddere trådte hjælpende til: det var
pietismens tidsalder, og dens livssyn og menneskeopfattelse fik på flere
måder betydning for skolesagen 1736 blev konfirmationen indført, og det
førte med sig, at forældre, der tidligere havde nægtet at sende deres børn
til skolen, nu var nødt til at gøre det; uden det gennem skolegang
erhvervede kendskab til den hellige skrift kunne man ikke blive konfirmeret,
og konfirmation skulle der til, det var betingelsen for, at man kunne fæste
gård eller blive gift. Kirken og skolen gik altså stadig i spænd, men senere
i 1700-årene blæste nye vinde. I oplysningstidens filosofi passede skolerne
fint ind, og deres antal øgedes støt over hele landet.
Bondefrigørelsen og de store landboreformer vendte op og ned på mangt og
meget. Skolegang var ikke længere et overklassefænomen, for at drive
effektivt landbrug måtte man kunne læse, skrive og regne. Skoleloven af 1814
lagde slutstenen. Den knæsatte undervisningspligten, men gjorde skolegangen
gratis for de mindre bemidlede, elementær viden blev et samfundsanliggende,
der finansieredes over skatterne. Analfabetismen var afskaffet i Danmark-
troede man. Nu, 200 år efter, stikker een hovedet frem igen. Rytterskolerne
var velbyggede huse, og adskillige eksisterer den dag i dag, om end- for de
flestes vedkommende- i ombygget og moderniseret skikkelse. Nogle har været i
brug indtil for 30-40 år siden, så mange nulevende har gået i rytterskole.
Her afhang alt af den enlige underviser. En god lærer kunne gøre skoletiden
uforglemmelig, men en dårlig desværre også. Det er de sidste der er blevet
husket længst.
" Gud, lad i dette værk din nåde fylde kende/ Lad denne min fundats bestå
til verdens ende"
Skrev Frederik 4. på sandstenstavlerne, han lod indsætte i
sine skolers mure, Men det ønske fik han altså ikke opfyldt.
